»Ikke nogen penge i hvert fald«

»Ikke nogen penge i hvert fald,« siger Ida Brixtofte Nielsen.

Hun er 23, studerer Film og Medier på Københavns Universitet, og så er hun praktikant på filmfestivalen CPH:DOX. Fra august til og med november.

Ingen ved, hvordan man siger CPH:DOX, men det ser ret cool ud. Et symbol næsten.

Hvis man skriver det forkert, er det Idas opgave at rette én. Det er bare en enkelt opgave. Som presseassistent er det Ida Brixtofte Nielsen, der står for at gøre journalister interesserede i at skrive om festivalens vidtforgrenede program.

Hvem skriver om rockmusik? De skal lokkes til White Stripes’ turnedokumentar fra Canada. Hvem interesserer sig for Iran? Det gør Universitetsavisen såmænd. Og så videre. En stor del af pressearbejdet består i, at finde ud af, hvad der er relevant for hvilke mennesker, og sørge for, at disse mennesker får det at vide.

Dokumentarist-parring

Jonas Jessen (27) har været ansat, altså ulønnet, på festivalen siden februar 2009. Først på deltid.

Og det var egentlig meningen, at han skulle vende tilbage til sine studier her i andet halvår af 2009. Men han blev revet med. Han har læst Film og Medier på KUA, og fortsætter med Kommunikation på RUC til foråret.

Jonas Jessens væsentligste opgave har været at planlægge og stå for den del af festivalen, hvor gæster fra ind- og udland får mulighed for at se de deltagende film i ro og mag ved en række skærme på Cinematekets 4. sal.

Derudover arbejder han med en del af festivalens internationale program, der består i at sætte et dusin dokumentarister fra tredjeverdenslande til at arbejde i par med instruktører fra Norden. Man har skræddersyet et særligt program til de tilrejsende filmskabere i løbet af festivalen, og resultatet vil blive 12 film, der får premiere på Images Festival i 2010, og siden på det års DOX.

Det har været et spændende år at være involveret i CPH:DOX, mener Jonas. »Festivalen har vokseværk med langt flere film end tidligere, og den er på vippen til at blive en såkaldt a-festival.« I verdensklasse, altså, i Helge Sandersk forstand. Sidste år havde festivalen 33.000 besøgende. Det er attraktivt nok til at Jonas har lagt sine egne freelanceaktiviteter inden for lydproduktion en smule i mølpose for at erhverve sig nye færdigheder.

Arbejdet bærer lønnen

Filmbranchen er attraktiv. Hvis folk vil arbejde i den, må de aftjene værnepligt. Kontakterne og erfaringerne opvejer for vores to studerende, at de knokler gratis. I perioder, når de har mest travlt, arbejder de syv dage om ugen for DOX.

De er ret uinteresserede i at diskutere, om det er retfærdigt eller ej, for de er på det rene med, hvorfor de har taget tjansen. De lærer dygtige mennesker, potentielle fremtidige kolleger, at kende; og festivalledelsen er lige præcis så tilpas overbebyrdet, at en ansvarsbevidst praktikant har masser af muligheder for at udføre regulært erfaringspådragende voksenarbejde.

Måske er deres pragmatiske holdning til arbejde som lønnen i sig selv tydeligst udtrykt i det faktum, at hverken Ida eller Jonas formelt har gjort deres praktikophold til en meritgivende del af deres uddannelsesforløb.

De har grebet en mulighed, da de så den, og udskudt bøvlet med en eventuel eftergodkendelse til den dag, der bliver tid til studierne igen.

Merit, skidt

Og hvis de ingen merit får, så er det også okay. »Det er ligegyldigt, om det kommer til at stå et eller andet sted,« siger Ida.

Hun glæder sig dog til at komme tilbage til universitetet og passe sit lettere forsømte tilvalg. Jonas ser også ud som om, han kunne klare en kort pause.

Det får de nok engang efter den 15. november, når dokumentaristerne pakker grejet for i år. Så er der garanteret flere uger til næste års festival skal planlægges.

chz@adm.ku.dk