Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Politik
De deltidsansatte undervisere på KU benyttede den årlige immatrikulation til at demonstrere imod dårlige arbejdsvilkår
Der lugter af noget der lige er blevet tændt op. Det er tirsdag den anden september og telt, grill, mad og fad fylder godt op i Lindegården. Det er dagen for den årlige immatrikulation hvor Universitets ledelse og alle dekanerne stiller op i en Harry Potter-lignende kappemundering i festsalen ud til Frue Plads.
I år er rektor og dekanerne dog ikke de eneste der har set sit snit til at hoppe i de sorte kapper. På trappen ud til Vor Frue Kirke har omkring 20 deltidsansatte undervisere taget plads og byder deres kommende elever velkommen i akademiske hatte og kapper hvorpå de alle har et batch med ordene ‘Akademisk daglejer’.
De studerende er budt ind til storhed. I festsalen er der vægmalerier, lysekroner og et blæseorkester til lejligheden, og luften er tyk af tradition. De studerende svarer igen med dufte fra både Boss, Gucci og Dolce & Gabana. I kontrast til det overdådige indenfor, er årsagen til demonstrationen udenfor. Københavns Universitet har mange deltidsansatte der endnu ikke ved hvor mange timer de skal undervise på det kommende semester. Deres ansættelsesvilkår er markant anderledes fra de fastansattes.
De har ingen overenskomst, ingen tryghed i ansættelsen, ingen pension, ingen løn under sygdom og barsel, og så får de ingen løn for at deltage i møder og sidde i kollegiale organer og har desuden ingen ret til efteruddannelse. Forhold som de deltidsansatte nu vil synliggøre over for de nye studerende. »Vores mission for i år er at der ikke skal være nogen studerende der ikke kender til vores problem,« siger Morten Hjelt, undervisningsassistent på Institut for Kunst og Kulturvidenskab og formand for de deltidsansattes klub på Det Humanistiske Fakultet (DVIP-KUA). Alene på Det Humanistiske Fakultet er der omkring 200 deltidsansatte undervisere. Sammen med sine kolleger deler Morten Hjelt flyers ud til de studerende. De løber tør allerede under den anden velkomstrunde.
Efter at rektor har talt til folket og trykket samtlige fremmødtes hånd, tumler de studerende ud i den milde eftermiddagssol på Frue Plads. Rytmerne fra ‘pop that won’t stop’ lokker de studerende ind i Lindegården hvor Lykke Friis langer røde pølser over disken i en af de lejede pølsevogne. Det er en festlig lejlighed, og det har Morten Hjelt ingen intentioner om at forpurre.
»Vi har ingen forhåbninger om at de studerende kommer os grædende i møde i dag. Vi vil bare gøre opmærksom på at vores vilkår har konsekvenser for dem. For eksempel kan en studerende ende med at gå til eksamen hos en anden end sin underviser fordi vedkommende ikke har flere undervisningstimer tilbage,« siger Morten Hjelt. De studerende der netop er blevet budt velkommen til Københavns Universitet, skal i det kommende semester få rig lejlighed til at hilse på deres deltidsansatte undervisere. Morten Hjelt og hans kolleger har i sinde at bære en batch der vil gøre det synligt hvilke af underviserne der bliver betalt for at forske og udvikle undervisningen, og hvem der må gøre det af egen lomme.