Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Politik
Den nye dekan på Humaniora, Kirsten Refsing, vil ruste fakultetet til en globaliseret verden ved at bruge sine erfaringer fra asiatiske universiteter
Humaniora har som det første fakultet ansat en ny dekan der ikke i forvejen arbejdede på universitetet. Faktisk måtte de helt til Hong Kong for at hente den rette til jobbet.
Kirsten Refsing vender tilbage til Danmark efter 12 år som institutleder og professor i japansk på universitetet i Hong Kong.
»Jeg synes jeg har været væk længe nok, og jeg har lært en masse herude som jeg gerne vil have mulighed for at bruge i Danmark.
Og så er det jo mit fædreland, og der min familie bor, så jeg trænger til at komme lidt hjem. Så det var rart at det gik som det gjorde,« fortæller hun om sin ansættelse fra den anden side af jorden.
Kirsten Refsing fik sin magistergrad i japanske studier fra Københavns Universitet i 1977. Senere blev hun lektor samme sted og var fra 1993 til 1994 institutleder for Asien-instituttet.
Derfor bliver der også nikket genkendende blandt de ansatte på Humaniora når hendes navn bliver nævnt.
»Da hun var her, var hun aktiv på mange måder, og alene det at hun er blevet doktor i en relativ ung alder og har været institutleder, gør at de fleste ved hvem hun er.
Særligt de små fag associerer sig med hende,« fortæller Kirsten Stenbjerre der er chef for fakultetssekretariatet på Humaniora.
Hun mener ikke det er overraskende at den nye dekan kommer udefra.
»Det tror jeg lidt vi alle sammen havde håbet. Nu har vi siddet med det samme dekanat i over tolv år, så vi trænger til at få nogle helt nye øjne på hvad her skal ske,« siger den mangeårige sekretariatschef der selv går på pension i næste måned.
Mere magt og agt
De mange år ved Hong Kong Universitet har givet Kirsten Refsing et grundigt indblik i andre måder at studere på.
»Her er ikke noget frafald og ingen forlængede studietider. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre,« forklarer hun.
Og noget af det hun vil arbejde for når hun vender tilbage til Københavns Universitet, er da også at få de studerende hurtigere igennem.
»Det virker her i Hong Kong, så hvorfor skulle det ikke også kunne virke et andet sted? Det handler om måden vi tænker på. Jeg vil ikke komme og diktere radikale ændringer fra den ene dag til den anden, men humaniora skal flytte sig mere i den retning,« mener hun.
Den største udfordring for den nye dekan er ifølge sekretariatschef Kirsten Stenbjerre økonomien og den store vifte af fag på humaniora.
»Vi forventer at der kommer en plan for hvad der skal ske. Hvad er der råd til, og hvordan er det fornuftigt at prioritere i den globaliserede verden?
I de seneste år har små fag som fx kinesisk og arabisk jo virkelig vist deres eksistensberettigelse. Det store spørgsmål er hvad humanistiske kandidater skal bidrage med til samfundet. Det glæder vi os til at høre hendes tanker om,« siger Kirsten Stenbjerre.
Kirsten Refsing er enig i at globalisering er et nøgleord, og det er også en af grundende til at hun søgte dekanjobbet.
»Globalisering er en virkelig spændende udfordring. I dag har humaniora slet ikke den magt og agt som det burde have. De humanistiske fag er jo helt afgørende for at et land kan klare sig internationalt.
Alle sprog- og kulturfagene er nødvendige for at vi ikke dummer os og bliver til grin ude i verden,« siger hun.
Så selv om Det Humanistiske Fakultet allerede har en flot placering som nummer 19 i verden på ranglisterne, mener hun der er behov for at kæmpe for at forbedre dets omdømme i Danmark.
Hemmelige planer
De konkrete planer for hvad der skal gøres for at mindske frafaldet på studiet og gøre de humanistiske kandidater mere attraktive, har Kirsten Refsing endnu ikke lyst til at afsløre.
»Jeg har en masse idéer, og jeg tror langt hen ad vejen at de kan lade sig gøre. Men jeg vil gerne have mulighed for at drøfte det med staben og de studerende på Humaniora, før jeg farer ud og siger at det og det skal laves om,« forklarer hun.
Det er ikke fastlagt hvornår Kirsten Refsing sætter sig i dekanstolen, men det vil senest blive 1. september
når efterårssemesteret går i
gang.
Inden da skal hun sige farvel til Hong Kong hvor hun har boet de seneste 12 år af sit liv. Men hun tror ikke hun kommer til at savne Asien.
»Jeg har jo rejst frem og tilbage i rigtig mange år nu, og jeg regner heller ikke med at sige farvel for evigt denne gang. Det er jo mit fag, så jeg vil helt sikkert komme tilbage hertil på besøg,« slutter hun interviewet så hun kan komme i seng og være frisk til arbejdsdagen i morgen, som starter når vi går i seng i Danmark.