Information er farlig for demokratiet

”Rigtige” filosoffer er som kunstnere, når de er værst: Hysteriske og koleriske. Det har jeg måttet sande siden jeg blev chefredaktør for tidsskriftet Synthese. Jeg har også sandet, at jeg ikke er filosof, men uddannet i filosofi, og at filosofi uden interdisciplinær omgang er som forsøget på at malke en ko uden yver.

Hvis filosofi – herunder formel erkendelsesteori – opfattes som et interdisciplinært anliggende, der ligeligt praktiseres af dataloger, matematikere, logikere, samfundsvidenskabsfolk, kognitive psykologer og teoretiske økonomer, så er der en stor buket af væsentlige problemer, der kan og skal adresseres samtidig.

Det bedste og mest robuste eksempel på rationel menneskelig interaktion igennem tiden er, at vi er i stand til at konfigurere et demokrati og leve i det.

Men demokratiet er en epistemisk luksusvare, der er meget følsom over for, hvilke informationskanaler agenter imellem, der er åbne, lukkede, tilstoppede intentionelt, farbare med viden frem for information, overbevisning, meninger, forhåbninger og anden idiosynkratisk skab.

I informationen lurer farer

Et robust drøftende demokrati er i vid udstrækning et spørgsmål om informationsprocessering blandt rationelle interagerende agenter.

Hvis man skal kunne finde både pejlepunkter og samtidig navigere rundt som borger i det moderne videnssamfund, så er dagsordenen den samme som i oplysningstiden: Væk fra informationssamfundet og ind i vidensregimentet. Det er både dyrt og arbejdskrævende, men til hvilken som helst lyd bliver ignorance eller uvidenhed aldrig en dyd.

For ignorance eller uvidenhed er farligt for den enkelte borger, måden hvorpå vi kollektivt, borger og borger imellem, vælger at konfigurere vort samfund, endog demokratiet.

Det hænger sammen med, at det er let at blive snydt; snydt enten individuelt eller kollektivt ved hjælp af information. I informationen kan lure farer, så information er i og for sig alene ikke et gode eller alene et bolværk mod ignorance og intellektuel ugidelighed. Det er kun viden, som er bolværket.

Såvel politikere, meningsdannere, spindoktorer, reklamefolk, og magthavere i øvrigt gør desværre god brug af en række – i filosofien, logikken, økonomien, spilteorien og socialpsykologien – velkendte informationsfænomener og hertil hørende kneb.

Med viden om disse fænomener og kneb kan man så igen vildlede eller på anden måde udnytte menneskers erkendelsesmæssige situation og markant påvirke deres beslutningsgrundlag i mange forskelligartede anliggender, fra indkøb af den nye kummefryser til hvor krydset skal sættes ved næste folketingsvalg.

Således kan man bruge information til manipulation med mennesker, meninger og markeder.

For lidt og for meget information

Faren for pluralistisk ignorance opstår, når den enkelte beslutningstager i en gruppe af individer mangler den nødvendige information for at løse et givet problem og derfor observerer andre i håbet om at blive klogere. Men når alle andre gør det samme, observerer alle blot manglen på reaktion og slutter derfor til det forkerte.

Der findes således betingelser, under hvilke det er “legitimt” for alle at forblive ignorante, og det kan man udnytte skammeligt til at svinge offentlige meninger i bestemte retninger, få horder af forbrugere til at købe udvalgte produkter, lave boligbobler og så fremdeles.

Manipulationen kan omvendt også foregå med kaskader af information. En informationskaskade kan opstå, når en person, uafhængig af egen information, skal nå til den samme beslutning eller vurdering som andre, blot ved at observere disses beslutninger.

Under den antagelse, at det kan være fornuftigt at gøre, hvad andre beslutter sig for, kan det vise sig som det rationelle udfald, at individuelt vælge det samme som folk flest. Det at se mange foretage samme valg er således det tilstrækkelige vidnesbyrd, der overtrumfer den enkelte persons information, beslutning eller bedømmelse af situationen.

Så kan man atter blive vildledt, men denne gang gennem et bombardement af informationer, der til sidst betyder, at man skifter mening eller ændrer beslutning, blot fordi mange andre ser anderledes på en sag, og selvom man selv faktisk ligger inde med korrekte anvisninger, informationer eller beslutninger.

Ram rammen rigtigt

Der kan være nok så meget information til rådighed for borgeren, vælgeren eller beslutningstageren, men hvis informationen præsenteres på en bestemt måde, kan den ligeledes bruges til manipulation. Det kaldes rammeproblemet.

Hvis folk bliver bedt om at vælge mellem to (eller flere) alternativer, som de er fuldt informerede om, og hvor de to alternativer giver anledning til samme nettoresultat, så kan deres beslutning i sidste instans påvirkes af, hvorledes de alternative valg præsenteres for dem.

Hvis man kan påvirke individers valg eller beslutninger alene ved den måde, valgmulighederne opstilles, selvom forskellen i valget er den samme, så kan man få mennesker til hvad som helst, inklusiv at foretage valg, der enten ikke gavner dem selv, eller også er ligefrem inkonsistente valg.

Ekko kan føre til had

Hvor rammeproblemet er baseret på informationspræsentation, så er et andet ubehageligt fænomen baseret på informationsselektion. Overbevisningspolarisering optræder, hvor menneskers holdningsmæssige enighed forstærkes, når de involverede parter betragter og drøfter den, umiddelbart for dem, tilgængelige information.

Hvis en gruppe således er enig om et givet standpunkt, så har de tendens til kun at betragte og overveje information, der støtter dem i deres overbevisning, og således sorteres der kraftigt i, hvilken information og hvilke stemmer, man gider høre på.

Således kan ekkokammeret opstå, hvor man udelukkende hører på andre, der har samme standpunkt som ens egen stemme – jo flere ekkoer, der høres, og jo mere information, som indsamles, der støtter ens position, desto mere overbevist bliver man om, at man selv har ret, og alle andre har hæklefejl i kysen.

I værste fald kan denne form for polarisering lede til ekstremisme, had, vold, krig og terror. Det viser sig ydermere, at polarisering kan true et samfundsideal, mange sætter meget højt – idealet om det drøftende demokrati.

I det hele taget viser det sig, at det drøftende demokrati og en robust samfundsorden kan trues ikke blot af polarisering, men ligeledes er skrøbelige over for situationer i hvilke pluralistisk ignorance, informationskaskader og rammeeffekter opstår

Højrefløjen og ekkokammeret

Alle redskaberne og metoderne i formel erkendelsesteori kan bruges til at analysere, formalisere, modellere, simulere og forhåbentlig eliminere pluralistisk ignorance, informationskaskader, bystander-effekter, ramme-effekter, polarisering og en mængde andre lignede informationsfænomener med henblik på at optimere de informationsprocesser, som et velfungerende demokrati er så afhængigt af.

Betragtes nogle af de seneste holdninger til og udlægninger af muslimer og islam på den yderste højrefløj kunne noget tyde på en vis form for informationsselektion og hertilhørende gruppepolarisering på vej mod det ekstreme.

Det starter med Lars Hedegaard på Snaphanen i december 2009, og så forstærkes retorikken med Krarup og Langballe over jul og ind i nytåret 2010, hvor muslimske onkler voldtager børnene, mens fædrene slår dem i hjel – eller er det omvendt?

Til Hedegaard-Langballe historien kan ydermere tilføjes, at den fører til, at Søren Pind, Kathrine Lilleør og andre fremtrædende meningsdannere udmelder sig af Trykkefrihedsselskabet – det vil sige, at dette selskab har mulighed for at blive atter mere ekstremt.

Internt kan enigheden således blive større og større, og den i forvejen ekstreme fløj, atter mere ekstrem. Det er ekstremisme som resultat af ekkokammereffekter og informationsselektion, og igen, demokratier er følsomme over for ekstremisme.

Espersen og pluralistisk ignorance

Et andet eksempel. I ”Mailgate”-sagen forsvarer Lene Espersen sin letsindige omgang med og omgåelse af sandheden, og de regler, der er angivet for ikke at vildlede Folketinget og i øvrigt administrere meningsfuld mellemmenneskelig kommunikation (tillid, oprigtighed, relevans, etc.) med:

»Hvis du går ned og lytter til, hvordan debatten er i Folketingssalen, så vil du opleve, at politikerne i forbavsende høj grad ikke svarer på det, de bliver spurgt om.« (Politiken d. 30. september, 2010)

Det skal angiveligt tolkes sådan, at eftersom de andre politikere ikke besvarer de spørgsmål, de får stillet, så kan man ikke forvente eller afkræve ministeren, at hun besvarer de spørgsmål, hun får.

Tilsvarende, hvis alle andre gør noget åndssvagt, så er det også både berettiget og acceptabelt, at man selv gør det. Og det selvom man er minister og valgt til at repræsentere folket! Når ministeren gør det i Folketinget, er det imidlertid ikke blot åndssvagt, men også ulovligt!

Blændende ræsonnement, der unægtelig har elementer af pluralistisk ignorance og betingelser, under hvilke det er ”legitimt”, at alle forbliver uvidende.

Eksempelkassen er godt fyldt op. Læs min opregning i Politiken i julen 2010 her.

Studiet af det drøftende demokrati som informationsprocessering er blot et eksempel blandt mange på, hvordan filosofien forstået som en interdisciplinær videnskab – uden Théoria-megalomani eller en sygelig, ligefrem pinagtig tendens til legetøjstankeeksempler, hvor æsler har påmalede striber så de ligner zebraer, eller hvor lader er bygget af papmaché – har en berettigelse og en fremtid.

Sammen med Pelle Guldborg Hansen har Vincent F. Hendricks skrevet bogen ’Det ved jeg ikke: Fra Informationssamfund til vidensregimente’, der kommer i løbet af foråret 2011 på Informations Forlag.