Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Campus
Hedt — Efter en af de varmeste somre nogensinde, vender de ansatte i disse uger tilbage til universitetets lumre kontorer. Men er det ikke for varmt til at arbejde?
I starten af ugen varslede DMI, at onsdag den 8, august kunne blive den varmeste dag i Danmark siden 1975. Det blev siden afblæst, og nu bliver det maks. 35 grader. Men kan det virkelig passe, at KU-ansatte – ligesom resten af danskerne – skal svede tran ned i tastaturet, mens hedebølgen fortsætter?
Ingrid Skovsmose Jensen, som er arbejdsmiljøchef på KU, kan desværre ikke love dig ekstra feriedage på stranden:
»Det er usædvanligt, at der har været varmt i så lang en periode. Men der er desværre ikke noget, som hedder varmefri.«
I stedet understreger hun, at man skal forsøge at holde temperaturen nede på kontorerne og øvrige arbejdspladser. Det kan man for eksempel gøre ved at lufte ud og følge de råd, som HR-afdelingen sendte ud i et nyhedsbrev til arbejdsmiljøorganisationen tilbage i maj måned (se rådene nederst i artiklen).
Der er desværre ikke noget, som hedder varmefri
Arbejdsmiljøchef Ingrid Skovsmose Jensen
Der er stor forskel på luft- og varmeregulering i universitetets bygninger. Hvor det nybyggede Søndre Campus er indrettet efter tiltagende krav om indeklima og luftventilation, kan de gamle bygninger i indre by være ekstra lumre på en varm sommerdag.
Arbejdsmiljøchefen siger, at opståede problemer skal løses lokalt. Man kan for eksempel forsøge at aftale hjemmearbejdsdage med sin leder, når det er ekstra varmt. Eller man kan overveje at søge mod koldere kontorer, som står fri på grund af sommerferien. Måske kan chefen endda lokkes til at give en dejlig is, foreslår hun.
Universitetet læner sig op ad Arbejdstilsynets vejledning, der heller ikke giver de ansatte særligt mange brikker at rykke med, når hedebølgen ruller ud over København.
Vejledningen siger, at temperaturen på kontorer skal holdes under 25 grader – og helst ikke skal toppe de 22 grader ved stillesiddende eller stillestående arbejde. MEN under særlige klimaforhold gælder der andre regler.
Ansatte skal kunne holde ’passende’ pauser, hvis lufttemperaturen er over 35 grader
Arbejdstilsynet
Hedebølger defineres som tre sammenhængende dage over 28 grader og er netop særlige klimaforhold. Her siger Arbejdstilsynet, at det skal accepteres, at temperaturen ikke kan holdes under 25 grader på kontoret.
Det kan dog være nødvendigt at træffe foranstaltninger, som sikrer medarbejdere mod ubehag og sundhedsfarer. Det betyder blandt andet, at ansatte skal kunne holde ’passende’ pauser, hvis lufttemperaturen er over 35 grader for stillesiddende arbejde og 32 grader for fysisk arbejde.