Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Uddannelse

Innovation med empati og blindebriller

Studenterforskning — En håndfuld humaniorastuderende vil skabe en digital platform, hvor blinde og svagsynede kan matches med ledsagere til kulturarrangementer. De starter med at slukke for deres eget syn.

Jonas Eika rejser sig fra sin stol i Nordisk Kaffebar på Søndre Campus og kigger udtryksløst rundt i lokalet. Så tilter han blikket ned på den bog, han holder foran brystet og rømmer sig. Han lader stilheden herske et par sekunder endnu, inden han bryder den.

»Der er noget særligt ved stranden, for jeg er en beach boy, der er noget, der skal ske nede på stranden,« messer han, på én gang mekanisk og blødt.

De fleste studerende iagttager ham nøje, mens han læser op fra sin novellesamling Efter solen. En enkelt kigger på sin telefon. Andre sender tænksomt blikket på vandring hen over deres medstuderende og op på ubestemmelige punkter i loftet.

Men i hjørnet sidder en kvinde, der intet ser. Ikke fordi hun ikke kan se. Men fordi hun har trukket nogle massive, sorte briller over øjnene, der slukker alle synsindtryk.

Hvis man ser på hende, kan det være svært at forstå, at hun i virkeligheden er i gang med at udvikle en digital platform. Men det er faktisk præcis, hvad hun er.

Seancen i Nordisk Kaffebar er en del af en længere researchproces, hvor Anna Louise Svehag, kvinden med blindebrillerne, og hendes medstuderende skal udvikle et koncept til en digital platform, der kan føre blinde og svagsynede sammen med ledsagere.

Innovation – et tilvalgsfag

De studerende starter ikke med en algoritme eller et design, faktisk starter de slet ikke med en konkret ide. De starter med at prøve at forstå de mennesker, de vil hjælpe, og fortolke de udfordringer, de oplever.

Og en del af det går altså ud på selv at opleve verden som blind.

»Jeg føler, at jeg har fået nogle kropslige indtryk, der gør, at jeg forstår alvoren af de her udfordringer på en anden måde, end jeg ellers ville,« siger Anna Louise Svehag, efter hun har taget brillerne af.

Hun studerer på faget Migrationsstudier, og Louise Schweer-Gori og Savi Camilla Drachmann Jakobsen, der har ledsaget hende rundt på Søndre Campus i den seneste time, læser henholdsvis engelsk og dansk.

Det, som humaniorastuderende kan bedre end nogle andre, er at skabe indsigt i reelle menneskelige behov

Lektor Brian Due, NorS

Måske studier, de færreste forbinder med innovation. Men pointen i det tilvalgsfag, de studerende tager sammen, ’Innovation og kreative kommunikationsløsninger’, er netop, at humaniorastuderende også kan innovere.

Ikke ved at gøre det, de gør på Danmarks Tekniske Universitet. Men ved at gøre det, de har lært på deres egne studier.

»Jeg synes, det har været ret inspirerende at se, hvordan man kan bruge en humanistisk tilgang inden for innovation,« siger Anna Louise Svehag.

Og hvad er så det: en humanistisk tilgang til innovation?

Ifølge de studerende handler det i høj grad om at bruge de fortolkningsevner, de har forfinet igennem deres studier, til at forstå de problemer, som deres målgruppe oplever. I det her tilfælde på et område, de tre studerende kender alt til: kulturområdet.

Gruppen har besluttet sig for, at deres platform skal være et sted, hvor blinde og ledsagere kan aftale at tage til kulturarrangementer – i biografen, i teatret eller gå til koncerter – med hinanden. Derfor undersøger de, hvordan blinde oplever kulturarrangementer, ikke ud fra antagelser, men ud fra eksperimenter og stringent analysearbejde.

»I sidste ende gør vi det her for at få en forståelse af, hvad det er for nogle behov vores brugere har, og hvilke problemer og udfordringer de oplever i forbindelse med kulturarrangementer,« siger Savi Drachmann.

Og det gør de klogt i, siger deres underviser, lektor i kommunikation på NorS Brian Due. For i innovation er manglende indsigt i målgruppen en sikker opskrift på fiasko:

»Ni ud af ti startups dør. Den allerstørste årsag er, at det nye produkt eller den nye service ikke havde et markedsfit. Produkter bliver lanceret hver dag, der ikke rammer et reelt behov. De er dødfødt,« siger han.

Skarp i krydsfeltet

Men de studerende ved også, at man ikke bare kan rende blændet rundt i en time og tro, at man så forstår, hvordan det er at være blind.

»Alt det, som Anna har følt under den her oplæsning,« siger Savi Drachmann og peger mod Nordisk Kaffebar, »det føler hun jo, fordi hun ikke har følt det før.«

Det bekræfter Anna Louise Svehag:

»Det var helt anderledes, end når jeg er her normalt. Selv om jeg kender rummet, så følte jeg slet ikke, at jeg kunne fornemme det. Jeg var helt desorienteret. Og jeg kunne ikke fornemme, hvor tæt folk var på mig. Så jeg vidste heller ikke, hvor meget jeg kunne bevæge mig. Der var mange ting, jeg ikke havde følt før.«

Det har man selvfølgelig, hvis man er blind. Af samme årsag siger de studerende, at deres egne oplevelser uden syn blot er en del af processen. De har også brugt halve dage på at snakke med personer, der ikke bare oplever problemerne i enkelte forsøg, men hver eneste dag. Og som har haft et liv til at vænne sig til dem.

De studerende har haft to ’informanter’: en midaldrende kvinde, der mistede synet som 31-årig, og en yngre mand, der er født blind. De to har vist gruppen, hvordan de bruger sociale medier, og de har fortalt dem, hvad de oplever som de største udfordringer, når de for eksempel tager til koncerter eller går i biografen.

Men selv om de blinde har nogle helt andre erfaringer end dem, Anna Louise Svehag netop har gjort sig i Nordisk Kaffebar, holder de studerende fast i, at deres egne forsøg er væsentlige. Det er i krydsfeltet mellem metoderne, at deres research for alvor bliver skarp, siger de.

»Det kan nogle lidt forskellige ting. Da vi var ude med den ene, gav han os et indblik i, hvordan hverdagen er, når man er blind. Men de kropslige indtryk, vi selv får, forbedrer forståelsen af det, han viser og beskriver,« siger Anna Louise Svehag.

Et kolossalt ansvar

Det er den vekselvirkning, der præger deres innovative proces:

Først render en af de studerende rundt i det meste af København sammen med en informant og følges med ham til jazzkoncert om aftenen. Senere udstyrer et andet gruppemedlem sig med blindebriller, drikker øl med nogle venner på en bar og går til koncert på Christiania uden at kunne se det fjerneste.

Gruppen har optaget det hele på video og på billeder, ligesom de optog eksperimentet i Nordisk Kaffebar. Bagefter ser de materialet igennem og analyserer forsøgspersonernes oplevelser – og ikke mindst hvordan de flugter med det, de blinde mennesker har beskrevet.

Men deres eksperimenter handler ikke kun om blinde. De handler også om deres ledsagere.

Louise Schweer-Gori har i den seneste time sørget for, at Anna Louise Svehag styrede uden om stole og andre studerende, inden hun satte sig til rette i Nordisk Kaffebar. Og det var mere krævende, end hun havde regnet med.

»Der er nogle bestemte udfordringer, man skal tage sig i agt for eller måske informere om på forhånd. Og man skal være meget opmærksom på, hvad man siger hvornår,« siger hun.

»Man er i en meget sårbar position som blind, og man lægger meget ansvar hen på ledsageren,« fortsætter Anna Louise Svehag. »Det har jeg selv oplevet i dag. Men det betyder også, at det er krævende at være ledsager. Man skal egentlig være meget teknisk, når man guider og viser vej. Og det kræver planlægning på en anden måde at gå ud i verden som blind. Det har vores informanter også fortalt os.«

Humanister kan innovere

De konklusioner, de studerende analyserer sig frem til, skal altså munde ud i en tjeneste, der skal gøre det lettere for blinde mennesker at komme til kulturarrangementer i samvær med frivillige ledsagere.

Jeg føler, at jeg har fået nogle kropslige indtryk, der gør, at jeg forstår alvoren af de her udfordringer på en anden måde, end jeg ellers ville

Studerende Anna Louise Svehag

»Vi vil gerne have, at platformen skal resultere i en gensidig kontakt, et socialt møde mellem to mennesker, der har lyst til at møde hinanden. Så det ikke bare er en ledsager og en blind,« siger Savi Drachmann.

»Mødet skal bunde i en fælles interesse,« tilføjer Louise Schweer-Gori.

Men modsat folk på DTU kan I vel ikke bare sætte jer ned og kode den platform, der kan realisere jeres visioner?

»Nej,« svarer Savi Drachmann.

»Vi skal helt sikkert have nogen til at hjælpe os med at udvikle den her platform, for vi kan ikke lave algoritmer, der kan matche to mennesker på personlighedstræk, eller hvad det kunne være.«

»Det er måske en anden del af processen, vi er stærke i end lige præcis den tekniske,« griner Anna Louise Svehag.

Hvad er det så helt præcist, I kan?

»Måske det her med at kunne sætte sig ind i og forstå andre menneskers problemer og deres behov,« fortsætter Svehag.

»Og analysere os frem til en løsning,« siger Louise Schweer-Gori.

Hvad er det, der som humaniorastuderende gør jer bedre i stand til det end andre?

»Jeg ved ikke, om vi er bedre i stand til det. Jeg tror måske bare, vi kan komme med et andet perspektiv. Og jeg tænker også, at det handler om samarbejde. Vi skal helt sikkert alliere os med nogen fra DTU længere henne i processen, så vi får flere blikke på det,« siger Louise Schweer-Gori.

Savi Drachmann grubler lidt videre. Så tager hun ordet:

»Jeg tænker, at vi i form af vores studie er blevet ekstremt dygtige til meget hurtigt at sætte os ind i et problem og dykke meget dybt ned i det. Min erfaring på Dansk er, at det er det, vi udvikler kompetencer i gennem vores analytiske arbejde.«

På samme måde mener Anna Louise Svehag, at hun kan bruge de metoder, hun lærte på Etnologi på bacheloren. Studiet beskæftiger sig trods alt med »menneskers hverdagsliv og betingelserne for dette,« som der står på KU’s hjemmeside.

»Det handler om, hvordan vi lever vores liv forskelligt, og hvordan vores virkelighed ser fuldstændig forskellig ud,« siger Anna Louise Svehag. »Det kan man bruge til at udvikle et produkt, der ikke passer til ens egne præferencer, men til den målgruppe, man arbejder med.«

Brian Due, der som underviser skal vurdere de studerendes innovationsprojekter om præcis en måned, er enig:

»Det, som humaniorastuderende kan bedre end nogen andre, er at skabe indsigt i reelle menneskelige behov. Ikke bare det, man lige tror, eller sådan som tingene umiddelbart ser ud, men indsigt i de konkrete behov og udfordringer, mennesker mangler løsninger til i deres hverdag. Og den indsigt skal indbygges i idéer og prototyper længe, før de teknisk skal udvikles.«

Søndag den 14. april præsenterer gruppen deres ide for Dansk Blindesamfunds Ungdom, hvor de vil lytte til kommentarer fra dem, platformen er rettet mod. Den endelige præsentation finder sted den 10. maj, hvor Uniavisen også vil være med.

# Skriv kommentar
Share

Join the discussion

Seneste