Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Videnskab

Institutleder: »Der er ingen fordele ved den her fusion.«

KRITIK – De toneangivende universiteter har adskilte matematiske og datalogiske institutter, så det bør KU også have, hvis man ellers ønsker at måle sig med de bedste, mener institutleder på Institut for Matematiske Fag. Han bakkes op af professorer.

»Vi forsøger at tage nogle af de bedste steder i verden og blive ligesom dem. Og det er jo altså ulig nemmere, når institutstrukturerne ligner hinanden,« siger Erik Kjær Pedersen, der er institutleder på Institut for Matematiske Fag.

»Så har man noget at sammenligne med.«

Institutlederen afviser dekanatets plan om at slå Institut for Matematiske Fag sammen med Datalogisk Institut – en idé, der blev præsenteret for ansatte og studerende i en e-mail mandag eftermiddag og drøftet for første gang ved et stormøde tirsdag.

Erik Kjær Pedersen kendte ikke selv til planerne før mandag eftermiddag.

»Der er ingen fordele ved den her fusion,« siger han.

Heller ikke sammenbragte institutter i IARU-alliancen

Erik Kjær Pedersen kender ikke umiddelbart til noget institut, der ligner den model, dekanatet har i tankerne:

»Ikke nogen, vi har lyst til at blive sammenlignet med i hvert fald. Hvis du kigger på top-50 over universiteter i USA, er der ingen af dem, der har institutter, hvor matematik og datalogi er slået sammen.«

»Københavns Universitet skal jo sammenlignes sig selv med fem universiteter i IARU-alliancen,« tilføjer professor i matematik Ib Madsen. »Der er heller ingen af de fem, der har et institut, hvor matematik og datalogi er slået sammen.«

Ib Madsen kan heller ikke se, at en fusion med datalogerne i sig selv vil skabe nye samarbejder, for institutternes rammer er ikke det afgørende.

»Man finder jo dem, man gerne vil samarbejde med. Vi kommunikerer med hele verden. Videnskabeligt samarbejde sker ikke med påtryk ovenfra, det sker altid nedefra.«

Desuden er koblingen mellem datalogi og matematik ikke en afspejling af de samarbejder, der faktisk foregår mellem institutterne på Science i øjeblikket, siger Ib Madsen:

»Vi har en form for datalogiafdeling, en eksperimentel matematik-afdeling, på Matematisk Institut. De samarbejder med dataloger – bare ikke med dataloger fra Datalogisk Institut, men med dataloger, der kommer fra Niels Bohr Institutet (Fysik),« siger han.

Frygt for kup giver karriereovervejelser

For Lars Hesselholt, der er Niels Bohr-professor ved Institut for Matematiske Fag, var fusionsplanerne i 2011 nær ved at afholde ham fra at komme til Københavns Universitet. Med titlen som Niels Bohr-professor fulgte en bevilling på 30 millioner kroner.

»Det var en del af min overvejelse om at komme her i sin tid, at der var et tilsvarende kup undervejs, og det var bestemt noget, der bekymrede mig. Det gør det stadigvæk.«

»Dekanen siger jo, at en begrundelse for det her er at skaffe flere eksterne midler. Og hvordan får man eksterne midler? Det gør man ved at have et godt internationalt omdømme, så man kan overbevise de bevilgende myndigheder,« siger han.

»Gør man ting af den art her, ødelægger det vores internationale omdømme. Det styrker det overhovedet ikke.‹

chz@adm.ku.dk

# Skriv kommentar
Share

Join the discussion

Seneste