Institutledere – de forsker i fritiden

Bør en institutleder være aktiv forsker, og hvor stor del af arbejdstiden er det passende at bruge på henholdsvis at forske og på de administrative opgaver?

Spørgsmålet er dukket op i forbindelse med besættelsen af posten som institutleder på Biologi, hvor to ansøgere med en stærk forskningsprofil fortæller, at de blev fravalgt, fordi de ønskede at fortsætte med deres forskning på deltid ved siden af tjansen som institutleder.

SCIENCE-dekan John Renner forklarede efterfølgende, at indstillingsudvalget vurderede, at ansøgerne ønskede at bruge mere tid til forskning end det på et institut som Biologi kan anses som forsvarligt.

LÆS »Amatøragtigt« forløb kostede KU international topforsker til lederstilling

Retten til forskning

Mange institutledere fortæller, at de har ret til at forske mellem 20 og 25 procent af arbejdstiden ifølge deres ansættelseskontrakt ’efter aftale med dekanen’.

Ikke alle har dog lavet en sådan aftale med deres dekan, og i virkeligheden har det ikke den store praktiske betydning, da de alle arbejder langt mere end 37 timer om ugen, og forskningen foregår i fritiden.

Flere af de institutledere, vi har talt med, beretter om almindelige arbejdsuger på i omegnen af 65 timer.

Karsten Kristiansen, den snart forhenværende institutleder på Biologi, fortæller, at han må bruge 25 procent af arbejdstiden på forskning, men at han ikke tæller timer:

»Jeg er jo så privilegeret at arbejde og hobby falder sammen, så jeg holder ikke regnskab. Jeg prøver at udføre det arbejde, der skal gøres, og så ser jeg faktisk ikke på klokken.«

»Det kan da godt være lange dage, og weekender og ferier er jo heller ikke fredede, men det er jo et helt almindelig problem i dag for rigtig mange,« skriver Karsten Kristiansen i en mail til Uniavisen.

Svær grænsedragning

Samme toner lyder fra Arne Astrup, der leder institut for Idræt og Ernæring. Hans kontrakt freder i princippet en femtedel af arbejdstiden til forskning og undervisning, men af hans 70 timers arbejdsuge går kun cirka de 15 til forskning, skriver han.

Uniavisen har været i kontakt med 6 institutledere, der samstemmende kan fortælle, at de tager morgener, aftener og weekender i brug for at holde trit med udviklingen inden for deres forskningsfelt.

»Institutledelsen kommer i første række,« skriver Mikael Bols, leder af Kemisk Institut, der faktisk gør brug af sin kontraktlige ret til 20 procents forskning:

»Reelt forventer dekanen, at man er til rådighed og ikke pludselig er optaget af forskning og undervisning, og det er efter min mening helt rimeligt,« skriver han.

Leder af Institut for Plante- og Miljøvidenskab Svend Christensen skriver:

»Institut for Plante- og Miljøvidenskab er et relativt nyt og fusioneret institut med ca. 500 medarbejdere og 1.100 studerende, en stor ekstern funding (ca. 60 procent af omsætningen) og nybyggerier for ca. 450 mio. kroner, så rollen som institutleder efterlader ikke mange timer til egen forskning. Men det er OK, da KU og især de store institutter har brug for ledere, der har ledelse som første prioritet.«

Legitimiteten afhænger af forskningen

Som institutleder skal man være anerkendt for sin forskning. Det er der fuld enighed om i feltet. Jørn Boisen, institutleder for Engelsk, Germansk og Romansk skriver:

»Det er vigtigt, at man selv har troværdighed som forsker over for de forskere, som man skal lede. Det giver også en bedre forståelse af forskeres og forskningens vilkår.«

Kemisk Instituts Mikael Bols er enig:

»Det er vigtigt at forstå forskningens natur og kunne snakke med forskere. Jeg kan lide at beskæftige mig med kemi, derfor forsker og underviser jeg. Det har også den fordel at man får lidt større indsigt i hvordan forholdene er ’på gulvet’.«

Arne Astrup understreger et behov for, at man fortsat kan udfolde sig fagligt og kreativt efter at være blevet leder:

»Efter min opfattelse skal institutledere være innovative og kreative for at være gode ledere for andre forskere og selv have en stærk forskningsmæssig forankring. Hvis jobbet ikke tillader institutlederen at lade sit entreprenør-gen udfolde sig fordi det hele går op i administration og ligegyldige møder, så flygter de bedste.«

Ledelse først og fremmest

De ledelsesmæssige opgaver er vokset markant de sidste 10 år, skriver Arne Astrup, der har været institutleder i 25 år, og som derfor kan påkalde sig et vist perspektiv:

»Det finder jeg faktisk har været en positiv udvikling. Der manglede ledelse, og ledelse var et fyord, men det er det ikke mere. Men jeg synes at der er alt for megen administration, processer og opgaver, der lægges ud til institutterne uden at der følger ressourcer med, og det fordrer at institutlederen selv går ind i en masse sager, og dermed mister sit fokus på den reelle ledelse – nemlig at få medarbejderne til at yde det bedste de kan ved at inspirere og understøtte.«

Hans institutlederkollega Jørn Boisen fra Institut fra Engelsk, Germansk og Romansk skriver:

»Det er jo et lederjob, så administration fylder helt naturligt temmelig meget, og det er ok; det er det, som jeg sagde ja til.«

Han tilføjer dog, at han godt kunne tænke sig, at KU »slankede sine evindelige administrative processer« en hel del. Det er også noget, som både Karsten Kristiansen og Arne Astrup betoner i deres svar:

»Ledelse og administration skal fylde meget hos institutlederen, men det er problematisk, at der opstår klokkeklar overadministration, som fylder alt for meget – det kommer især fra ministerierne, og som tvinger os til at flytte vores egne ressourcer fra forskning og uddannelse,« skriver Arne Astrup.

Også Biologis afgående institutleder synes, at en del opgaver »kræver for meget papir,« mens Svend Christensen oplever balance på det punkt:

»Det er passende. Jeg bruger ca. 10 procent af min tid på administrative pligter. 85 procent af tiden bruger jeg på strategisk ledelse, faglig ledelse og personaleledelse. De sidste 5 procent er tid til min egen forskning.«

»Du dør efter et par måneder«

Som institutleder har Svend Christensen blot publiceret 2 peer review artikler om året de sidste 4 år:

»Det er konsekvensen, da jeg har valgt at være leder,« lyder det fra ham.

Biologis afgående institutleder Karsten Kristiansen er meget klar i mælet:

»I et område som mit eget, der udvikler sig rasende hurtigt, kræver omfattende infrastruktur, komplicerede laboratorieprocedurer og er meget omkostningstung, er man død, hvis man er væk fra forskningen blot nogle måneder, for ikke at tale om år.«

Arne Astrup efterlyser flere stærke forskere, der har lyst til at gå ledervejen på deres universitet, men udviklingen peger desværre i modsat retning ifølge den erfarne administrator og forsker:

»Jeg synes at se en tendens til den forkerte udvikling, både at forskning og kreativ fundraising bliver en fritidsbeskæftigelse, og at flere stærke topforskere med lederegenskaber går tilbage til forskningen eller ikke ønsker at gå ledelsesvejen, og det er et tab.«

uni-avis@adm.ku.dk