Institutråd er et kært barn med børnesygdomme

Københavns Universitet har fået et lille nyt forårsbarn. Nemlig de nye institutråd, der på hele KU begynder deres arbejde i løbet af semesteret. Gennem graviditeten har de gode visioner været rigelige, men som så ofte er der både fødselskomplikationer og børnesygdomme at overvinde, før visionerne kan indfries.

Idéen bag institutrådene er en idé med stort potentiale. Institutrådene skal bestå af Institutlederen samt repræsentanter for instituttets ansatte og studerende. Her får vi med arbejdsområder som instituttets visioner og økonomi god mulighed for at få indflydelse på emner som studiemiljø og undervisningskvalitet.

Potentialet hedder også mere demokrati og aktiv indflydelse på KU. Altså et universitet hvor demokratiet er i højsædet – på alle niveauer.

Der er mange eksempler på beslutninger, hvor det havde givet god mening med institutråd. Tænk, hvis man kunne have undgået at farmaceuterne nu skal på folkevandring for at finde deres studieservicecenter. Og på Psykologi kunne man have undgået, at topledelsen besluttede sig for at ensrette al forskning på instituttet uden at høre alle parter.

Skal være mere end en fokusgruppe

KU har her fat i den lange ende, og vi glæder os til at starte arbejdet i vores institutråd. Men vi er også bekymrede.

Allerede nu har vi oplevet fødselskomplikationer. Eksempelvis når et fag som Medicin skal vælge repræsentanter til syv institutråd i et uigennemskueligt system, hvor ingen ved hvem, der hører til hvilket institut. Eller når fordelingen af studerendes pladser på de tværfaglige institutter organiseres fra institutlederens skrivebord.

Også de første symptomer på børnesygdomme er begyndt at vise sig. Det er nemlig sådan, at institutrådenes opgaver ikke er klart definerede, og de rettigheder, som de har, er uformelle. Institutrådene har på papiret ikke nogen indflydelse. De skal blot være et rådgivende organ for den enkelte institutleder.

Med andre ord kunne man måske sige, at vi frygter at blive reduceret til en fokusgruppe.

Men situationen er ikke håbløs. Meget arbejde hviler ganske vist på institutlederens skuldre – men også på vores. Hvis vi som repræsentanter for de studerende kan arbejde og samarbejde, har vi i rådenes første leveår en unik mulighed for at lade dem udleve deres demokratiske potentiale.

Vi skal gå til det med opsmøgede ærmer, åbent sind, masser af gåpåmod. Og så skal vi stille krav på de studerendes vegne. På den måde kan vi hjælpe forårsbarnet med at tage de første skridt. Forhåbentlig i den rigtige retning.

Uni-avis@adm.ku.dk