Ion Meyer: »Den gode museumsgenstand fortæller en både alvorlig og delikat historie«

Jeg har aldrig været fascineret af det makabre. I hvert fald ikke udelukkende. Vi har en stor samling med humant materiale, altså skeletter og spædbørn i glas, og den er i den absolutte internationale top. Den har i særlig grad haft min faglige bevågenhed. Jeg har undervist i noget så spøjst som konservering af tørt humant materiale, men det har altid handlet om bevaring og formidling snarere end fascination af tortur og dramatiske dødsårsager. Samlingen fortæller os vores egen historie. Om samfundsformer, normer, den sundhedsvidenskabelige udvikling og etik. Det ville være det nemmeste i verden at lave et horror chamber med udstillinger af skeletter og fostre, men det vil heldigvis aldrig ske, fordi vi som universitetsmuseum er bevidste om vores rolle og ansvar.

Museet var underdrejet på alle leder og kanter, da jeg kom til. Det var i 1998, dengang det hed Medicinsk-Historisk Museum. Hverken ledelsen, personalet eller forskningen fungerede, og den medicinhistoriske samling hang i laser. Folk kom simpelthen ikke på arbejde, og når de endelig kom, så sad de og drak og røg i et hjørne. Det var den faktiske situation. Man havde puttet sig i alt for mange år, og Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet havde overvejet lukning.

Ville man drikke øl eller det, der er stærkere, så skulle man ikke være på et museum. Jeg var jo kommet for at rydde op. Mit første kontor lå længst væk fra hovedbygningen i en kælder, så jeg kunne godt læse skriften på væggen. Men oppefra fik jeg frie hænder, og ingen skulle diktere mit arbejde, selv om man prøvede at gemme forandringen lidt væk. På min første arbejdsdag gik jeg rundt med den daværende museumsansvarlige og så en ny udstilling om klassiske medicinske nybrud. Der stod en række giner med sorte jakker, som viste, hvordan man opererede i slutning af 1860’erne og 1870’erne med karbolsprøjter og uvaskede hænder. Det var old fashioned og drønkedeligt. Det kom jeg til at sige til hende, så kiggede hun på mig og sagde, at det altså var hende, der havde stået for udstillingen. Så var stilen ligesom lagt.

Jeg var nok en lillesmule nørdet allerede fra barnsben. Jeg er opvokset op omkring Utterslev Mose, og der begyndte jeg at kigge på fugle. Blandt dem jeg gik i skole og boede med, var det specielt at læse meget, studere leksikoner og støve rundt nede ved mosen. Men det gør jeg faktisk stadig i det omfang, jeg har mulighed for det. Når vi går tur i familien eller tager på svampetur i Sverige, har jeg altid en god kikkert med.

Jeg overvejede i en kort periode at blive skovrider fra Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole. Men så hørte jeg, at der gik 15-20 stykker, som alle kæmpede om det samme job efterfølgende. Derfor stod valget mellem noget naturfagligt eller middelalderarkæologi. Det var først som militærnægter i midten af 1970’erne, at jeg blev sporet ind på konservatoruddannelsen.

På militærnægterskolen i Slagelse var vi mange progressive, antimilitaristiske typer i kølvandet på Vietnamkrigen, og vi diskuterede løs, drak øl i sommersolen og diskuterede lidt mere. Men diskussionerne var nyttesløse. Efter et par uger på Antvorskov Kaserne kunne man vælge at blive udstationeret i en offentlig institution eller gå til hånde som skovarbejder i 11 måneder. En dag så jeg et opslag for Konserveringsanstalten for Jordfund på Nationalmuseet, som kunne fusionere min interesse for naturvidenskab og arkæologi. Der lavede jeg helt klassisk konservatorarbejde som militærnægter, og efterfølgende søgte jeg ind på den nyoprettede konservatorskole.

For mig er en bog om gift i medicin spændende aftenlæsning. På den måde smelter mit arbejde og mine interesser sammen. Jeg blev eksempelvis inspireret af nogle mumiekrukker herinde til at skrive en artikel om mumificerede menneskedele i gamle apotekerprodukter. Den slags artikler har jeg simpelthen ikke tid til at skrive i arbejdstiden. Når jeg har tid og overskud på hjemmefronten, kan jeg godt finde på at arbejde videre. Den ultimative afslapning for mig er en god krimi, men de fleste krimier er alt for dårlige til, at man overhovedet skal bruge tid på at læse dem. For nylig læste jeg Ulysses af James Joyce. Det var en meget stor litterær oplevelse.

Min ældste søn er udviklingshæmmet i meget svær grad. Han er en glad og frisk ung mand, der elsker at ride og svømme, men han har ikke noget sprog og lider desuden af epilepsi. Det har fyldt meget i mit liv. Min første kone døde, da han var fire år gammel. Jeg var 32, og hun var kun 28. Der oplevede jeg pludselig, efter mange år med hende, at stå alene med alle mine talenter og skulle få en hverdag til at gå op. Jeg arbejdede på nedsat tid i syv år på Nationalmuseet, fordi min søn krævede særlig opmærksomhed. Det har været et enormt arbejde at sætte sig ind i hele systemet og finde de bedste pædagogiske tilbud. Af den grund er jeg formand for Handicaprådet i Lyngby-Taarbæk kommune. Det har jeg brugt meget af min fritid på de seneste ni år.

Det var en udfordring at være alenefar på den måde. Man skal holde tungen lige i munden, for det trækker tænder ud. Selv om jeg meget hurtigt var klar over, at han skulle blive boende hos mig, var jeg heller ikke et sekund i tvivl om, at jeg skulle forsøge leve et liv, hvor jeg kunne udvikle mig mest muligt. Både for min egen skyld og min søns. Jeg kunne ikke være en god far, hvis jeg satte mig ned og kiggede på ham dag ud og dag ind. Jeg skulle tage ansvar for ham og for mig selv. Jeg har heldigvis fået en ny, vidunderlig familie og et par gode drenge mere.

Det mest fantastiske sted for mig er vores gamle auditorium. Det står stort set, som det blev bygget i 1787 til uddannelse af kirurger og læger. Den eneste forandring er, at man har sat nogle varmeapparater ind. Den er inspireret af parisisk arkitektur og har et Pantheon-lignende kassetteloft, selv om det er et amfiteatralsk rum med gamle træbænke i en halvcirkel. Der er en helt særlig akustik i rummet. Står man et bestemt sted, kan man stort set tale, så alle i lokalet vil kunne høre det, fordi lyden glider rundt langs væggen. Alle læger og kirurger i 1800-tallet har fulgt en dissekering i det lokale. Hele den kirurgiske og sundhedsfaglige udvikling i Danmark er knyttet til det rum.

Skal jeg pege på en genstand, jeg finder helt fantastisk, er det en barneprotese fra omkring 1880’erne. Bare ved at se på protesen kan vi sige, at det er et barn, der højst sandsynligt har fået amputeret foden, og at det har været en relativt velstillet familie. Derudover er det en fantastisk smuk genstand. Æstetikken, materialerne og fremstillingen er i særklasse. Tæerne er udskåret hver og en i træ, og der er flere fjedre i tåled og i vristen, så barnet kunne gå uden at halte for meget. Genstanden fortæller en både alvorlig og meget delikat historie. Det kan en god museumsgenstand. Der er lagt ressourcer og kærlighed i den protese, og det har ikke været alle børn forundt. Det får mig også til at tænke på min egen søns handicap, og hele historien om handicappedes muligheder, hvor Danmark tidligt var et foregangsland.

Det er mit ansvar at bestemme, hvad der skal gemmes, og hvad der skal kasseres. Og der er virkelig meget, der har skullet kasseres gennem årene. Gammelt laboratorieudstyr med kviksølv, tidlige apparater med asbest, eksplosiver, sukkerknalder med miltbrand. Utallige gange har jeg åbnet en kasse uden nummerering eller advarsel, som i bund og grund var fyldt med gift, fordi det ikke var blevet noteret nogen steder. Bly, radioaktive kilder og 117 andre ting. Alt det er et hyr at bortskaffe.

En uge efter 9/11 var der et stort miltbrand-angreb i USA, og pludselig fik jeg en henvendelse fra Ekstra Bladet. De havde hørt, at museet var i besiddelse af nogle sukkerknalder med miltbrand, og det havde de ret i. Under første verdenskrig blev sukkerknalder forsøgt smuglet via hjælpepakker til tyske krigsfanger i Rusland, som skulle fodre heste og køer med miltbrand. Dyrene skulle så udvikle nogle epidemiske forhold, smitte hinanden og alle sammen dø for at skabe en krigsfordel. De lå nu i en petriskål oppe under loftet herinde, men da forespørgslen fra mediet kom, fik vi dem bortskaffet for ikke at gøre en sag ud af det. Det var jeg frygtelig ked af, fordi jeg gerne ville have de originale sukkerknalder i samlingen.

Vi har stadig en masse kasser og poser, fra dengang det hele hang i laser. Vi er nået rigtig, rigtig langt, men jeg finder stadig genstande, der kom ind før min tid, og jeg er overbevist om, at der stadig vil være en masse, den dag jeg holder op.