Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Irakere får hjælp fra KU-studerende

Eksamenslæsningen er sat på stand by. I stedet gælder det de halvfjerds afviste irakiske asylansøgere som har søgt tilflugt i Brorsons Kirken. De hundredvis af frivillige som hjælper irakerne, tæller også studerende fra Københavns Universitet. Mød Rasmus, Sigurd og Liv

To en halv uge til eksamen. Jeg burde belejre en læsesal i panik over hvor mange sider i Medicinsk Kompendium jeg stadig har til gode. I stedet er jeg taget i kirke. Brorsons Kirken. Godt og vel halvfjerds afviste irakiske asylansøgere er flyttet ind i et sidste forsøg på at råbe den danske regering op.

Men her er ikke kun mennesker som engang kom fra Kirkuk eller Bagdad. Hundredvis af frivillige hjælper med indkøbssedler, pressehåndtering og med at få noget der bare minder om en hverdag, til at fungere. Det gælder også studerende som har valgt at krølle læseplanerne sammen og give en hånd med.

Alle under samme tag
Indgangen til irakernes nye hjem er plastret til med sedler, telefonnumre og vagtplaner. Ved et lille bord klemt op ad væggen tager medicinstuderende Rasmus Pinnerup imod besøgende.
»Jeg er med i kontor-gruppen som er sådan en slags informationsstand. Vi besvarer henvendelser fra de mange som ringer eller kommer forbi for at spørge hvordan de kan hjælpe,« forklarer Rasmus.

Han har vagt fire timer i dag inden han skal tilbage til eksamenslæsningen.

»Jeg har egentlig ikke tid, men det her er tilpas vigtigt til at jeg tager mig tid.«

Rasmus’ kontortelefon ringer igen, og jeg går videre. Tre store rum og et køkken udgør irakernes fælles hjem nu. I det midterste rum er madrasser kantet rundt langs væggene undtagen i den ene ende hvor fem reoler fyldt med havregryn, tørrede bønner og konserves optager pladsen. Om dagen fungerer lokalet som fællesrum. Om natten er det soveplads for de enlige mænd.

Midt i rummet er hængt et tyndt bomuldsforhæng op for at skabe lidt privatliv i den ene ende.
En ældre mand med en lille tophue sidder på sin midlertidige seng. Han bruger dynen som ryglæn mens han kigger tomt ud i det store åbne rum. Tre yngre fyre – jeg skyder dem til at være i starten af 20’erne – spiller kort. Og en lille pige der lige har lært at gå, stavrer usikkert rundt med sin mor lige i hælene.

Et par af kirkens beboere har lavet frokost og bærer brød og skåle med rissalater ind fra køkkenet. Jeg hilser på og bliver mødt med venlige nik.

Flygtet og afvist
Kirkens beboere får hjælp til pressekontakten af en håndfuld frivillige. En af dem er Sigurd Jacobsen som til daglig læser statskundskab på Københavns Universitet. Han hjælper journalister med at finde irakere som har lyst til at blive interviewet.

Vi laver en aftale med 18-årige Diar Ali som gerne vil fortælle sin historie. Vi sætter os ned på en madras i et af de mindre rum hvor der stadig ligger et par stykker og sover. Diar har fået en trøje med teksten Student 2005, men han har ikke anden uddannelse end lidt danskundervisning. En lidt ældre fyr, Shalaw, hjælper når sproget slår knuder.

»Jeg kom til Danmark for to år siden – alene,« fortæller Diar.

»Jeg havde problemer med en terroristgruppe som truede mig på livet. Derfor flygtede jeg til Europa.«

I Irak voksede han op i provinsen Diyala med sin far som også blev udsat for trusler. Han er siden blevet slået ihjel.

»Da jeg kom til Danmark, var min far stadig i live. Så myndighederne sagde at jeg godt kunne tage tilbage og være i sikkerhed hos min far.«

Ubehaget gør sig bemærket i min krop. Jeg kigger på de to unge fyre. De smiler ikke, de overdriver ikke, de er dødsens alvorlige.

Men nu er han blev slået ihjel, så hvorfor kan du ikke få asyl nu? spørger jeg.

»Det ved jeg ikke,« svarer han. Det er svært at finde ro i kirken. Dagen går med at sove, spise og sove mere. Men det er bedre end i asyllejren. Jeg er ikke så bange her,« forklarer Diar. Vi tager nogle billeder, og jeg siger tak for snakken.

Jeg spørger Sigurd hvordan det er at være aktiv i kirken.

»Efterhånden som man lærer flere af irakerne hernede at kende, kryber deres frygtelige skæbner virkeligt under huden. Det er selvfølgelig lidt hårdt,« siger Sigurd, men han er glad for at han kan hjælpe lidt til.

Faglighed i kirken
Sprogpsykologistuderende Liv Hansen hjælper også til. Jeg møder hende til en kop te og en snak om hvordan hun har fået brug for sit fag i arbejdet med irakerne i kirken. Liv er en af fire tovholdere for de omkring tres frivillige som udgør hverdagsgruppen. Sammen med irakerne skal de sikre at dagligdagen fungerer praktisk og socialt.

»Hverdagslivet har ekstreme betingelser når irakerne ikke trygt kan gå ud af kirken,« siger Liv og uddyber:

»Vores opgave er at skabe et klima som ikke er for stresset, selvom vi selvfølgelig må acceptere et vist kaos når så mange forskellige mennesker skal bo så tæt, og når de samtidigt er under stort psykisk pres,« forklarer Liv.

Hun bruger blandt andet sit fag i arbejdet med de mange frivillige:

»Mit fag handler blandt andet om kommunikation i forbindelse med organisation og samarbejde mellem mennesker. De frivillige tæller mennesker i alle aldre og vidt forskellige faglige og sociale baggrunde. Vores opgave er at skabe en organisering hvor alle kan indgå og navigere trygt,« fortæller Liv.

Også i mødet med de afviste asylansøgere kan hun trække på sin faglige baggrund:

»Vi taler fire sprog – kurdisk, irakisk, dansk og engelsk – og så et femte, det nonverbale. Det kræver en stor opmærksomhed for hinanden at sikre en god kommunikation.«

Mange af irakerne er tydeligvis fysisk og psykisk hårdt belastede, så det skal også håndteres.
»Stressudløst astma, posttraumatisk stress og forskellige knoglesygdomme er nogle af problemerne. Derfor har vi tilknyttet læger, psykologer og sygeplejersker som kommer et par gange om ugen,« fortæller Liv.

Men hun fremhæver at irakerne i kirken også viser stor styrke:

»De stiller krav om at den danske stat skal give dem opholdstilladelse fordi Irak ikke længere er et trygt og sikkert land. Samtidigt organiserer de hverdagen i kirken, laver pressearbejde og tager hånd om de hverdagsproblemer der opstår på så lidt plads.«

Men irakernes udsigter til asyl ser ikke så lovende ud.

»Hvordan forholder irakerne sig til det?« spørger jeg.

»De er ikke urealistiske, men de er optimister. Det er allerede en kæmpe sejr at det er lykkes at få sat deres situation på dagsordenen og at mange danskere tager stilling til fordel for irakerne og reagerer. Det er irakernes håb.«

Annonce

Seneste