Iranske studenterbevægelser har tabt pusten

Toogtyvende maj 1997. Hundredvis af unge universitetsstuderende vælter ud i den iranske hovedstads gader viftende med valgplakater til de forbipasserende køretøjer.

Et sidste øjebliks hektisk kampagne udført af præsidentkandidat Mohammad Khatamis hær af frivillige unge der med deres entusiasme, engagement og hunger for øget social og politisk frihed var en af hovedkræfterne bag Khatamis jordskredssejr for otte år siden.

En ny smilende præsident blev valgt på løfter om øget pressefrihed, social frihed og tilladelse til politiske partier i den islamiske republik.

I dag – otte år senere – er entusiasmen blandt de unge afløst af desillusion og ligegyldighed. Kun de færreste har orket at reagere med vrede som da præsident Khatami besøgte Teheran Universitet i december sidste år.
‘Skam dig!’.
‘Hvor bliver den lovede frihed af?’ rasede grupper af studerende.
Ønsket om øget frihed er massivt i et land hvor to tredjedele af befolkningens 70 millioner indbyggere er under 30 år, og hvor kønnene i princippet skal holdes adskilt.

Om end kvinder i dag kan iføre sig korte jakker og stramme jeans i stedet for den altdækkende islamiske klædedragt, chador, og selv om det ikke længere er unormalt at se kærestepar gå hånd i hånd i Teheran, er det blot overfladiske forandringer i et land hvor det trods den store folkelige opbakning ikke er lykkedes Khatami at få gennemført en eneste af de lovede reformer.

Tandløs præsident
I dag bliver præsidenten af mange opfattet som en forræder eller i bedste fald som fuldstændig magtesløs.

»Khatami blev valgt med studenterbevægelsens hjælp. Men hvor var han da vi havde brug for ham?« spørger Abdollah Momeni der er talsmand for en af de største studenterorganisationer med omkring 10.000 medlemmer.

Abdollah Momeni var blandt de mange tusinde som deltog i studenterdemonstrationerne der brød ud i 1999 da en domstol havde lukket en reformvenlig avis.

Ophidsede slagord med krav om et hurtigere reformtempo blev ledsaget af påsatte brande, og hylende politisirener bredte sig til universiteter i hele landet da specialenheder stormede kollegier på Teheran Universitet og gik til angreb på de studerende med jernstænger, køller og tåregas.

Flere af de studerende blev kastet ud eller sprang selv fra vinduer i anden og tredje sals højde.

Mindst en blev dræbt, adskillige sårede og hundreder smidt i fængsel i den uge urolighederne stod på.

Præsident Khatami var tavs. Og da han få uger senere åbnede munden, var det på ingen måde for at udtrykke sin støtte til de mange der stadig sad fængslet. Tværtimod.

»Urolighederne var en grim begivenhed og ødelæggende for det kære, tålmodige og rationelle iranske folks image. Det havde intet at gøre med denne ærbare nation eller de universitetsstuderende,« sagde han.

Efter nye, men mere sporadiske, studenteruroligheder i 2003 lød beskeden at ‘det blot havde været en flok bøller og hooligans’.

Ordene ramte de studerende der havde risikeret deres liv i reformkampen, som nye kølleslag. Nok havde Khatami det ikke nemt i et politisk system der giver ikke-valgte religiøse organer retten til at blokere ethvert forslag som de finder i strid med islam.

En beføjelse som er blevet brugt flittigt til at bremse Khatami og hans støtters forsøg på at indfri de lovede reformer.
Men så burde han være trådt tilbage.

Eller i det mindste have forsvaret de studerende der havde været med til at bane hans vej til præsidentposten, mener mange.

Deriblandt Abdollah Momeni der har været fængslet to gange, den ene 44 dage i isolation, for sine politiske aktiviteter.

»Khatami satte sig mellem systemet og folkets forventninger, men har hver gang valgt side til fordel for systemet, og det har reduceret ham til en ligegyldig og utroværdig figur,« siger Abdollah Momeni.

Brain drain
Tilbage står en vingeskudt studenterbevægelse med ledere der stadig sidder fængslet og et hav af teheranske unge studerende der holder sig langt væk fra politik.

Udover de sårede og fængslede blev mange smidt ud af universitetet for at have deltaget i demonstrationerne i 1999, og i dag er det de færreste som er villige til at betale så høj en pris.

»Vi er blevet klogere,« sagde en kvinde sidst i 20’erne da hun sidste år på femårsdagen for studenterurolighederne i 1999 blev spurgt hvorfor begivenheden ikke længere blev markeret.

»Hvorfor skulle vi ofre vores liv? Det fører alligevel ikke til noget.« I stedet har de fleste travlt med at studere, flirte og imitere vestlig mode og livsstil. Det fortæller Stine Krog-Pedersen, ingeniørstuderende fra Danmarks Tekniske Universitet, som drevet af nysgerrighed og lyst til at opleve et muslimsk land indefra lod sig indskrive på Irans førende universitet, Sharif University of Technology, i 2003.

»Jeg havde troet at jeg skulle til Iran og føre lange diskussioner om landets fremtid og fortid, men når jeg forsøgte at hive lidt politisk engagement ud af vennerne fra Sharif, var svaret altid en lille opgivende replik om at politik er uinteressant når man ikke har indflydelse.

Faktisk blev de ofte lidt irriterede over at blive mindet om landets politiske situation. Khatami var fuldstændig opgivet,« siger Stine Krog-Pedersen.

Arbejdsløsheden i Iran er omkring 25 procent, og der skal skabes en million jobs om året for at følge med landets enorme ungdomsårgange.

De fleste der er sluppet gennem nåleøjet til universitetet, har for længst opgivet troen på reformer og bedre jobmuligheder i Iran og forsøger i stedet at komme til udlandet. Omkring 170.000 af Irans klogeste hoveder forlader landet hvert år.

»De fleste prøver at få det bedste ud af deres egen situation og fremtid. Drivkraften bag deres store flid er drømmen om udlandet.

Inden optagelsen på Sharif har stort set alle taget et år ud af kalenderen med privatundervisning betalt af mor og far alene for at forberede sig til optagelsesprøven,« fortæller Stine Krog-Pedersen.

Når universitetet samtidig er adgangsbilletten til en verden med større social frihed og muligheder for at omgås det modsatte køn, er det måske ikke så mærkeligt at de færreste vil risikere at miste det hele ved at engagere sig i studenterorganisationer der alligevel ikke har den nødvendige politiske opbakning.

Boykotter valget
På Shahid Behesti-universitetet i Teheran er en flok studerende i gang med at male væggene i et nyindrettet bederum på tredje sal. Farvevalget er pink.

»Fordi det er en glad farve. Den sprudler af liv,« fortæller en ung kvinde der er i gang med at filme begivenheden med sit lille lommekamera.

»Jeg bliver så glad når jeg ser kvinder og mænd arbejde sammen på den her måde. Det fik de ikke lov til for bare ti år siden,« siger en sociologiprofessor der ønsker at være anonym.

Hun har ikke mærket noget til de politiske studenterorganisationer i lang tid.

»Men jeg ved at de stadig eksisterer. Måske bliver de mere aktive når vi kommer tættere på præsidentvalget,« siger hun.

Valget er sat til den 17. juni. Khatami kan ikke stille op til en tredje periode i træk, og det er tvivlsomt om folk overhovedet ville stemme på ham hvis han gjorde.

Fra at have været en aktiv medspiller i den politiske proces op til præsidentvalget i 1997 markeret af højtråbende opfordringer til at stemme, forsøger studenterorganisationer nu at bruge deres – stækkede – indflydelse til at få så mange iranere som muligt til at vende ryggen til det politiske system.

»Vi opfordrer alle til at boykotte valget. Med den eksisterende politiske struktur giver det ingen mening at stemme,« siger Abdollah Momeni.

»Fronterne er trukket skarpere op denne gang. Før troede vi på reformer inden for det nuværende system. Det gør vi ikke længere. De religiøse organer blokerer for den demokratiske proces uden at stå til ansvar over for befolkningen. En ny grundlov der sikrer adskillelse af politik og religion, er nødvendig,« mener han.

Han erkender at studenterbevægelsen står svagere end forud for præsidentvalget i 1997 og at det i dag er sværere at engagere de studerende i politik.

»På den anden side er det i høj grad et politisk signal at mange har vendt ryggen til politik. Det er en tavs protest, men dog en protest. I andre dele af verden er det snarere udtryk for at man ikke rigtig har noget at brokke sig over,« siger Abdollah Momeni der mener at udlandet bør lægge øget pres på det iranske præstestyre. Men kun med diplomatiske og økonomiske midler, understreger han.

»Vi ønsker ingen militær indgriben. Det ville blot skabe flere og nye problemer.«

At den iranske studenterbevægelse ligger i ruiner, skyldes ikke kun den manglende opbakning fra det etablerede politiske system.

Bevægelsen lider også under et flimrende fokus både på tværs af og inden for de forskellige organisationer.

»Universitetet er det eneste frie forum vi har i Iran. Det skal vi bruge til at skabe en politisk platform som ikke kun kan samle de studerende, men også arbejderne, de intellektuelle og andre grupper om et fælles mål,« mener Abdollah Momeni.

En vanskelig, hvis ikke umulig, opgave i et kulturelt, religiøst og politisk meget komplekst samfund hvor de fleste har travlt med at overleve eller forberede deres rejse til udlandet.

Marlene Lyhne Sørensen er freelance journalist og har arbejdet og studeret i Teheran i et år.