Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Politik
IRAN - Universitetsavisen er taget til Iran, hvor oppositionen afviser at være døden nær. Aktivisterne slås stadig for frihed, og det er især på universiteterne, ideerne om et fundamentalt anderledes samfund formuleres. Derfor er det også de studerende, der rammes hårdest, når præstestyret slår fra sig
TEHERAN – Natten til den 16. juni, efter de første demonstrationer, stormede politi og militsfolk kollegiet på Teheran Universitet. Bevæbnet med knipler og kæder gik de ned ad gangene og gennembankede studerende. Møbler blev stukket i brand og vægge blev slået i stykker. De efterlod sig et spor af værelser brændt ned til de bare sengestativer, af kroppe og ansigter slået til blods.
Regeringens paramilitære basij-milits angreb også universiteter i Shiraz og Mashhad, og med angrebene viste det iranske præstestyres muskelmænd sig hurtige til at slå fra sig, da folket protesterede mod valgresultatet sidste sommer. Og det var ikke tilfældigt, at det var de studerende, der blev ramt først.
Siden præsident Mahmoud Ahmadinejad blev genvalgt med en dubiøs stemmeprocent i juni 2009, har det ulmet under præstestyret i den Islamiske Republik. Den folkelige uro, der udbrød efter valget, har regimet løbende forsøgt at slukke med vold og likvideringer, og ifølge det uafhængige nyhedsbureau Teheran Bureau var 107 mennesker blevet dræbt i kampene i midten af april.
Alligevel insisterer regimets modstandere på, at det, der er blevet internationalt kendt som Den Grønne Bevægelse, langt fra er aflivet. Og måske har de ret. Da Universitetsavisen besøger Iran, er der i hvert fald masser af liv i aktivistrækkerne, og regeringens sikkerhedsstyrker er massivt til stede i byerne på nationale mærkedage, som siden sidste sommer har givet anledning til protester. Og selv om ’De Grønne’ har taget imod nogle gevaldige klø, lader de til at have massive reserver af mod at tære på.
En vigtig del af modstanden mod præstestyret har været koncentreret på landets universiteter. Og ikke blot det seneste år. I modsætning til eksempelvis den splittede fagbevægelse og den nyere kvindebevægelse har studenterbevægelsen dybe rødder mere end et halvt århundrede tilbage.
Den årlige Studenterdag den 7. december, som for et halvt år siden så nogle af de voldsomste protester mod regimet, er således et minde om tre studerende, der blev dræbt under protester mod shahen i 1953. Og ifølge Yashar Garmestani, som har koordineret aktivisme og arrangeret demonstrationer siden sidste sommer, er det fortsat fra universiteterne, den største trussel mod præstestyret udspringer, fordi det først og fremmest er her, ideerne om fundamentale ændringer af samfundet formuleres.
»Universitetet er civilsamfundets vigtigste institution, og set fra regimets synspunkt er de studerende klart de ’farligste’ aktivister. Den Grønne Bevægelse er på mange måder en direkte forlængelse af de sidste årtiers studenterbevægelse,« forklarer Garmestani, der selv læser antropologi på Teheran Universitet.
»Det er de samfundsfaglige studerende, der udtænker nye diskurser som et alternativ til statens islamisme.«
Internationale organisationer melder om grove brud på menneskerettighederne og om hyppig brug af tortur i landets fængsler siden 2009-valget, og Amnesty International har kaldt menneskerettighedsovertrædelserne i Iran de værste i 20 år.
Regeringen selv melder om 4.000 arresterede siden optøjerne begyndte, og flere studerende er blevet idømt dødsstraf for deres medvirken i demonstrationer. Og regeringen har vist, at den gør alvor af sådanne domme. Den 9. maj blev fem demonstranter (med ældre domme) hængt i Evin-fængslet uden for Teheran, hvoraf mindst to, Farzad Kamangar og Ali Heidarian, var i gang med at læse til sommerens universitetseksaminer.
Yashar Garmestani har været arresteret to gange, men ikke i længere tid. Den ene gang tilbragte han natten i Evin-fængslet.
»De genkendte ikke, hvem jeg var, så efter at de havde pisket og banket mig i flere timer, løslod de mig. Men mine oplevelser er intet i forhold til, hvad andre har været udsat for. Flere af mine venner har været anholdt i mange måneder og er blevet tortureret både psykisk og fysisk. En af mine venners mor blev også anholdt og tortureret, og der er flere der har fortalt, at de er blevet voldtaget i fængslerne.«
Det er først og fremmest på universiteterne, der bliver stillet kvalificeret spørgsmålstegn ved selve konceptet om en islamisk republik, og derfor behandler regeringens sikkerhedsstyrker studenterne med et ekstra nøk brutalitet.
Som da 30 kvinder sidste år demonstrerede for kvinders rettigheder ved at stille sig foran Revolutionsdomstolen med en stribe bannere. Efter få minutter blev hele gruppen anholdt, og de studerende i demonstrationen, heriblandt Nasrin Afzali, blev plukket ud, varetægtsfængslet i 15 dage og efterfølgende pisket og idømt betingede domme. Hvis Nasrin Afzali bliver grebet i at demonstrere inden for de næste 40 år, ryger hun to år i fængsel.
Afzali er nyuddannet fra Teheran Universitet i kvindestudier – »som man godt kan studere i Iran, men uden det, der handler om køn og sex,« som hun tilføjer smilende – og sammen med sin mand, Nima Namdari, er hun aktiv i landets kvindebevægelse. Hvor universiteterne er arnested for den voksende kønsbevidsthed blandt iranske unge, er kvindebevægelsen blevet det måske stærkeste symbol på antiautoritær politisk aktivisme. Over 60 procent af de iranske studerende er kvinder, hvilket ifølge Nima Namdari paradoksalt nok skyldes tørklædepåbuddet, som efter revolutionen gav mange af de mere traditionelle familier mod på at sende deres døtre i skole og på universitetet.
Nima Namdari var aktiv i studenterbevægelsen, da Mohammad Khatami var præsident. Khatamis første år ved magten fra 1997-98 var sidste gang, landets reformister havde medvind, men Khatami formåede ikke at få gennemført sine reformplaner. Hvor de studerende dengang agerede støtte til præsidenten, er de studerende i dag frontalt mod præsidenten.
Jeg møder ægteparret Afzali og Namdari på en trendy kaffebar i det nordlige Teheran. Overvågningen af aktivistmiljøer og monitoreringen af internet og mobiltelefoni er intensiveret, og i den iranske hovedstad fungerer de dyre cafeer som en slags helle for aktivister.
Her fra balkonen kan man holde øje med, hvilke suspekte militstyper, der kommer og går. Og her drikker man ikke sort te med en sukkerknald mellem tænderne som i resten af landet, men cappuccinoer til en halv ufaglært dagløn. Så også i overført betydning er udsigten noget anderledes herfra end i resten af Iran. Og Nima Namdari er opmærksom på, at de studerende risikerer at glemme, at for størstedelen af iranerne kommer økonomiske hensyn før overvejelser om frihedsrettigheder.
»Der er en enorm underklasse i landet, som er meget langt fra universiteter og den sociale protest, der udspringer herfra. Det har vi en tendens til at glemme.«
Den Grønne Bevægelse som helhed er derimod langt fra elitær, mener Yashar Garmestani fra Teheran Universitet. Faktisk er den så broget, som den kan blive, når den samtidig skal kunne kaldes en bevægelse.
»Nogle kæmper en sekulær, nationalistisk kamp, andre kæmper for at redde deres religion fra at blive besudlet af regeringen. Andre igen, som jeg selv, kæmper for at redde vores samfund fra både nationalisme og religion. Men vi er alle sammen mod diktatur og undertrykkelse,« siger han.
Afstanden mellem bevægelsens frontfigurer, de slagne præsidentkandidater Mir-Hossein Moussavi og Mehdi Karroubi, som jævnligt refererer til islam og Ayatollah Khomeini i deres taler, og de overvejende sekulære studerende kunne ellers virke uoverstigelig. Men ifølge Garmestani findes den splittelse kun i hovedet på vestlige journalister.
»Vestlige medier har ofte svært ved at forstå, hvordan religiøse og antireligiøse aktivister kan være allierede. Mange journalister har en stereotyp opfattelse af, at kristendommen har et potentiale for sekularisme, som islam ikke har, men det er ikke korrekt.«
Men bevægelsen, der i 1979 væltede shahen var også meget broget, og efter den Islamiske Revolution var der mange, der fik et helt andet samfund, end de havde kæmpet for. Er der ikke en risiko for, at Den Grønne Bevægelse skal igennem den samme form for magtkamp?
»Risikoen er der, men jeg tror, at vi har erfaringen til at undgå det. Vores bevægelse er funderet på konkrete politiske krav snarere end utopiske ideologier, som vi så i 1979. Derfor tror jeg, at det er muligt at bevare mangfoldigheden i bevægelsen, hvis den skulle komme til magten,« mener Yashar Garmestani, der understreger, at de fleste iranere foretrækker sekulariseringsreformer frem for revolution. Mange kan huske, hvor meget blod en revolution koster.
Den internationale presse har i et år været forment adgang til landet (med undtagelse af en enkelt uge i april, hvor præsident Ahmadinejad inviterede verdenspressen til atomkongres), og uafhængige iranske journalister chikaneres og trues til tavshed. Det er derfor ikke ufarligt at mødes med Universitetsavisen, men artiklens tre aktivister insisterer på at optræde med deres fulde navne. De har svært ved at forklare, hvor modet kommer fra. Men Yashar Garmestani forsøger sig med en forklaring, som ville klinge en anelse selvretfærdigt, hvis ikke de studerende allerede havde lagt handling bag ordene og selv følt konsekvenserne:
»Hvis jeres forfædre ikke havde taget kampen op mod tyrannier og kæmpet for individuelle rettigheder, så havde de europæiske samfund sikkert lignet vores. Det her er et historisk stadie vi skal igennem for at opnå frihed. Det er den rationelle grund til, at vi ikke giver op. Men der er også en psykologisk grund. Når dit hverdagsliv er blevet et fængsel, fordi du er omringet af forbud på alle områder, du kan forestille dig; når du konstant bliver pint mentalt af at se stupiditet vinde over fornuft, af at se menneskelighed nedgjort og ydmyget, så gør det ikke den store forskel om du bliver tortureret i eller uden for fængslet.«
Det er måneder siden, der har været store demonstrationer i gaderne i de større byer, og de fleste udenlandske medier har, med en fodboldkommentators retorik, dømt den iranske oppositionsfløj ude. Bevægelsen kom godt fra start, nåede sit momentum under de voldsomme demonstrationer, men løb under fejringen af revolutionsjubilæet i februar ind i en mur af militsfolk. Siden har oppositionen været usynlig.
Optimister, og oppositionen selv, afviser denne nærdødserklæring. Den Grønne Bevægelse er gået i tænkeboks, for nu at blive i jargonen, for at finde fælles fodslag. Bevægelsen er stærkt decentraliseret og horisontalt organiseret, så regimet kan ikke pacificere den ved at dræbe eller arrestere dens ledere. Et træk, De Grønne i øvrigt har arvet fra studenterbevægelsen. Men af samme grund er det vel også sværere at planlægge en fælles strategi?
»Du har helt ret, og denne modsætning er en stor udfordring for os. Men umiddelbart er det en fordel, at bevægelsen er så mangfoldig,« siger Yashar Garmestani.
»For et år siden kom modstanden kun fra nogle tusinde mennesker, primært studenter, der brugte al deres tid på politisk aktivisme. Nu er flere millioner samlet i kampen mod regimet, og det har faktisk allerede lettet trykket fra den politiske undertrykkelse mod os aktivister.«
ser@adm.ku.dk
Universitetsavisens journalist Sune Engel Rasmussen rapporterer i et halvt år fra universitetsverdenen i Mellemøsten.
Læs rapporter om tortur og brud på menneskerettighederne:
Human Rights Watch: www.hrw.org/en/reports/2010/02/11/islamic-republic-31-0
Amnesty International: www.amnesty.org/en/news-and-updates/report/post-election-iran-violations-among-worst-20-years-20091210