Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Campus
NEDBRUD - Ifølge vicedirektør for it Klaus Kvorning Hansen er det umuligt fuldstændig at undgå, at it-systemer strejker på Københavns Universitet, men han vil sikre en bedre information til brugerne i fremtiden.
Det holder ikke, at Københavns Universitets (KU) Facebook-side er det eneste sted de studerende og ansatte kan blive opdateret, når it-systemerne svigter på universitetet.
Det har Klaus Kvorning Hansen, vicedirektør for it på KU, konkluderet efter den 6. august, hvor sommerheden lukkede samtlige webbaserede it-systemer.
Eftersom de ansatte og studerende hverken kunne logge ind på deres mail, intranet eller andre it-systemer i 15 timer, var det eneste sted de kunne få information om situationen KU’s Facebook-side, der har 16.000 venner.
Problemet er, at der er cirka 9.000 ansatte og 40.000 studerende på universitetet.
»Det er åbenlyst at vores kommunikationskanaler ikke er gode nok i en sådan krisesituation. Vi kan jo ikke sende en e-mail til folk eller stå med skilte ude på campus, så min tanke er at oprette en sms-tjeneste, hvor decentralt placerede nøglepersoner kan holdes orienteret og benytte egne kanaler til at informere kolleger og medstuderende på KU. Facebook er fin, men vi skal aktivt og målrettet kunne skubbe information ud til folk,« siger Klaus Kvorning Hansen.
Han understreger, at sammenbrud af størrelsesordenen som den 6. august nærmest er »utilgiveligt«, men han vil ikke love, at det ikke kan ske igen.
»Det vil være useriøst at udstede sådan en garanti, fordi der hele tiden kommer nye programmer, nyt maskinel og systemer og dermed også nye fejlkilder til. Men jeg tør godt love øget stabilitet og færre nedbrud fremover. Det har vi også givet ledelsen håndslag på,« siger Klaus Kvorning Hansen.
Han henviser til, at Koncern-it siden oktober 2012 har spurgt de ansatte og studerende, om it-systemerne er tilgængelige, når de har behov for det; om de synes systemerne svarer hurtigt nok, og om it-supporten har kunnet hjælpe dem.
Ledelsens krav er en gennemsnitlig score på 45 point, hvor 100 point betyder, at brugerne er meget tilfredse, 50 at de hverken er tilfredse eller utilfredse og 0 at de er meget utilfredse.
Tilfredsheden ligger for de fleste systemer ret stabilt mellem målet og 60.
Samtidig er der også krav til, hvor mange af døgnets timer systemerne skal være tilgængelige og hvor mange fejl der må kunne registreres.
Ifølge Klaus Kvorning Hansen vil Koncern-It fortsat leve op til målene, selvom han erkender, at brugertilfredsheden nok vil tage et dyk som følge af sammenbruddet den 6. august.
It-vicedirektøren tilføjer, at man har fundet og rettet fejlen, der udløste sammenbruddet, men i øjeblikket arbejder medarbejderne i Koncern-it videre på også at finde årsagerne til, at fejlen overhovedet kunne opstå for at sikre, at det ikke kan ske igen.
Problemet er, at computerservere bliver glohede, når de er i brug, så de skal afkøles for at undgå, at de nedsmelter.
KU’s serverrum på Panum Instituttet er miljøvenligt – det bruger mindre energi end et traditionelt anlæg, men det er dimensioneret, så det burde kunne klare en god dansk sommerdag som den 6. august.
Det skal derfor undersøges, hvorfor køleanlægget på Panum åbenbart ikke kører optimalt, og hvorfor serverne på KUA (Københavns Universitet Amager) ikke tog over, da serverne på Panum blev overophedede og strømmen slog fra.
clba@adm.ku.dk