Jan Gintberg: »Jeg ramte kompetencemuren med 180 kilometer i timen«

Fuck, det var hårdt at læse på universitetet. Da jeg startede på Jordbrugsvidenskab, var jeg allerede en gammel studerende. Jeg havde uddannet mig til landmand, og var taget ud at rejse, og da jeg kom hjem, kunne jeg mærke, at jeg sgu ikke skulle tilbage og overtage mine forældres gård alligevel. Jeg var 28 år gammel, da jeg kom ind på studiet med det yderste af neglene. Jeg kan huske, jeg ramte kompetencemuren med 180 kilometer i timen. Jeg havde været ude af studiegamet så længe.

Jeg ved stadig en masse om skyer og deres bevægelser. Om jordpartiklers ladning og om, hvorfor gødning render hurtigere gennem lerjord end gennem sandjord. Jeg har ikke haft brug for noget af det i det, jeg laver nu, men det er ikke spildt. Al viden er god viden.

Det vigtigste, jeg lærte på universitetet var at fordybe mig i forskellige ting, også dem, jeg syntes, var kedelige. Den evne bruger jeg stadig i dag, hvor jeg skal sætte mig ind i alle mulige menneskers hverdage og tanker.

Mange store mennesker er agronomer. Michel Houellebecq er agronom. Men hvis jeg kunne, ville jeg spørge 28-årige Jan »vil du virkelig være forsker? For du er på vej til at uddanne dig til forsker, og gu vil du da ej.« Jeg brugte universitetsstudiet som en modningsproces hen mod det, jeg laver i dag. Jeg vidste godt et eller andet sted, at jeg ville ind i underholdning, men jeg turde ikke taget springet. Jeg var en bonderøv, og jeg havde en lille djævel siddende på skulderen, der fortalte mig, at jeg nok ikke var sjov nok til underholdningsbranchen.

Alle mine venner havde uddannelser og børn og koner og biler, og jeg nossede rundt derinde på studiet på Frederiksberg. Jeg gik efter at have papir på noget. Så ville jeg da have noget at vise mine forældre. Se mor! Se far! Det kan godt være, jeg aldrig kom hjem og overtog gården, men nu er jeg da blevet agronom. Men jeg blev aldrig hverken agronom eller fransk, excentrisk kunstner, jeg opdagede standup.

Der er alligevel meget lille chance for, at du ender med at lave det, du er uddannet til, så nogle gange skal man bare give en strakt fuckfinger til det hele.

Jan Gintberg, komiker

Det er pissehårdt at være dårlig til noget i lang tid ad gangen. Jeg skulle sgu ikke have været på universitetet. Jeg fik ting med derfra, men fra et samfundsperspektiv var det jo ikke meningen. Jeg var for dum til universitetet. Jeg var ikke klog nok til for alvor at forstå jordpartiklers elektriske ladning og den slags, og jeg var nok heller ikke interesseret nok. Dum lyder lidt hårdt, men jeg var i hvert fald uegnet. Jeg hadede det som pesten. I dag er det helt naturligt for mange unge at starte på universitetet. Men det er jo ikke meningen, at vi alle sammen skal læse på universitetet. Vi snobber opad, og det giver en skævvridning i samfundet.

Nu lyder jeg som en 94-årig, men der er grænser for, hvor meget, man kan ødelægge, mens man er på sit studie. Sig nej til ting, selvom det måske kan virke vigtigt at lave alt og lære alt. Der er alligevel meget lille chance for, at du ender med at lave det, du er uddannet til, så nogle gange skal man bare give en strakt fuckfinger til det hele. Men sig samtidig ja til ting. Altså alt det sociale. Husk at drikke de bajere, der skal drikkes undervejs og kys dem, der skal kysses. Jeg er ikke misundelig på de unge, der er studerende i dag. Der er så mange muligheder, og det er både en forbandelse og en velsignelse. Mit råd til dem, hvis de vil have det, er at nyde det.

Hvornår jeg sidst har grædt? Jamen, jeg har meget let til tårer. Jeg var i biografen med min datter og se Syng 2 for nylig. Vi var også inde og se Syng 1, og der kneb jeg en tåre. Jeg græder tit til tegnefilm og animationsfilm, de kan have nogle utroligt smukke passager om venskab og kærlighed. Den her var sgu dårligere end den første, men jeg græd da lidt alligevel.

Læs også Emma Holten: »Litteraturvidenskab var en kæmpe redningsplanke«