Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Campus
TILBAGEBLIK – Kendte alumner fortæller om deres studietid på Københavns Universitet. Jan Sonnergaard var ikke begejstret for hverken undervisere eller studiemiljø på KUA, men fik læst en masse bøger, mens han arbejdede som havnearbejder og gik til rockkoncerter.
Jan Sonnergaard er forfatter og dimitterede fra Litteraturvidenskab og Filosofi i 1992.
Hvad husker du bedst fra din studietid?
»Mangler, for at sige det kort. Mangel på engageret undervisning, mangel på studiemiljø, mangel på kvalificerede lektioner, mangel på empati mellem lærere og elever (for i meget høj grad blev vi netop behandlet som elever), men så sandelig også de studerende indbyrdes. Manglerne kunne for så vidt også være positive i den forstand, at eftersom alting sejlede på Litteraturvidenskab, opstod der en meget stor frihed til at beskæftige sig med, hvad man nu ville. Hvis ikke man var indstillet på at mime professoren og lære udenad, skulle man stå for alt selv, og det at strukturere et helt arbejdsforløb uden nogen som helst hjælp fra nogen er noget, man har god brug for som forfatter.«
Fortæl om den sjoveste oplevelse, du havde som studerende på KU.
»Der var intet sjovt ved at opholde sig dét sted dé år. Der var højest nogle tragikomiske hændelser, eller groteske. Koldgroteske. Som da jeg efter fire måneder fik en opgave tilbage om kultursynet hos Marx, en bunden opgave. Den måtte højest fylde seks maskinskrevne sider og var berammet til cirka 14 dages arbejde, men læreren nægtede at godtage den, fordi jeg ikke satte teksten ind i de biografiske rammer, det vil sige placerede den i Marx’ forfatterskab. Sjov var episoden også med hende, der havde forberedt sig grundigt til en såkaldt 24 timers-opgave, og som mødte nervøs og spændt op på instituttet kun for at få besked på at gå hjem igen, fordi eksaminator ikke havde nået at formulere spørgsmålene til opgaven. Og en sidste all time classic: Dengang en konferensstuderende i et festskrift fandt en artikel af sin professor, som var et nøjagtigt afskrift af den afhandling, han skrev på, og som professoren var vejleder på.«
Hvad lavede du efter skoletid?
»Arbejdede med alle mulige skodjobs, som fabriksarbejder, havnearbejder, kantinearbejder, funktionær, bartender og så videre. Der var bolignød dengang, og min husleje var altid væsentligt højere end SU’en. Så var der heldigvis også ture rundt omkring i byen, rockkoncerter, one-night stands, en del udmærkede oplevelser med speed, coke, LSD, karate og udenlandsrejser.«
Hvordan har du kunnet bruge dit studium i dit senere liv?
»Det gode ved studiet var, at jeg fik læst diverse litterære og filosofiske klassikere. Det er gavnligt for alle. Der var tre lærere, der inspirerede, først og fremmest afdøde Karsten Friis Johansen på Filosofi, som var en internationalt anerkendt kapacitet i antikkens og middelalderens filosofi. Og Peter Kemp, som var og er en meget engageret person, og som også ved flere lejligheder var en glimrende vejleder for mine forskellige opgaver. Han har for øvrigt netop udgivet en fin bog om “Verdensborgeren”. Og på Litteraturvidenskab var der Uffe Hansen, som havde en fantastisk viden om den klassiske tyske litteratur, og som holdt fantastiske forelæsninger, men var en elendig vejleder.«
Hvordan får man ifølge dig mest ud af sin studietid? Hvordan er man en »god« studerende?
»Det, det vel fundamentalt drejer sig om, er at lære noget nyt. Det vil sige at være nysgerrig. Det er formodentlig stadig meget, meget lidt, man bliver tilbudt på KUA, men den gode studerende kan med lidt besvær komme til udlandet et år eller mere. Mit år på Freie Universität Berlin var fantastisk inspirerende og livgivende.«
therese.hjorth@adm.ku.dk