»Jeg beundrer dem, som har skullet kæmpe mod alle odds«

Han er konservativ, jurist og dommersøn, og han har en doktorgrad i jura og en i filosofi. Han er revsende samfundsdebattør og forfatter, håbefuld kristen, ejer af 15 par Converse All Star sko og et par meget omtalte slangeskindsbukser. Han er selvtvivler og tangodanser.

Nogle gange overvejer han, om ikke han har manglet en mur i sit liv. Sådan en stor og næsten uoverstigelig en. Derfor ser han også op til dem, der er stødt ind i sådan en mur og er kravlet over den.

»Når man har en meget teoretisk tilværelse, får man et særligt forhold til handlingens mænd. Man spørger sig selv: hvorfor sidder jeg bare og skriver? Hvorfor gør jeg ikke noget?«

Kunsten at gøre noget

Der er højt til loftet på Ditlev Tamms kontor, og træt efterårslys falder ind ad høje vinduer. Væggene er prydet med guldindrammede malerier af seriøse mænd og neutrale bygninger, jeg med ét er sikker på, jeg burde kende. Det brune institutionsgulv skjules pletvist af vævede tæpper. Møblerne er lavet af mørkt træ. Vi drikker kaffe.

Som professor i retshistorie har han skrevet om romerret, dansk, europæisk og global ret. Men blandt hans mange udgivelser finder man også en biografi om balletmesteren Bournonville, en om modstandsmanden og juristen Per Federspiel, en om Adidas i Danmark og en med titlen “Ligger godt i maven” om forårsrullemanden C.S. Van, grundlæggeren af Daloon. Jeg ser spørgende på ham.

»Jeg kan godt lide at skrive biografier. Når man gør det, søger man et eller andet i sig selv, tror jeg. En biografi vil altid afspejle den, der har skrevet den, for enten finder man en person, der gør noget, man gerne selv ville have gjort, eller noget man slet ikke ville have gjort.«

Jeg fornemmer, at det oftest er respekten, der har været drivkraft. Respekt for kunstneren og samfundskritikeren Bournonville og respekt for erhvervsmanden Vans evne til at finde sig til rette i Danmark med kinesisk baggrund og stable en virksomhed på benene, der har skaffet Danmark store eksportindtægter og ændret danskeres forhold til etnisk mad. Kritiker og kæmper. Men især har Federspiel ramt en nerve hos sin forfatter.

»Der er ikke noget at gøre ved den splittelse der er mellem dem der handler og dem der skriver om det, men jeg kan da skrive om advokaten, der i det øjeblik situationen byder ham det, vælger at gribe ind.«

»Jeg har en stor beundring for folk der tør i situationer, hvor tendensen til medløberi eller til slet ikke at gøre noget, er herskende. Det får mig til at tænke på, hvordan jeg selv ville have handlet.«

»Jeg havde skrevet om det, de havde levet det«

Det fik Ditlev Tamm rig mulighed for at tænke over, da han som den første fik adgang til arkiverne om retsopgøret efter Anden verdenskrig i 1978. Det blev til hans anden disputats. Den filosofiske inden for faget historie.

»Lidt naiv som jeg var dengang, havde jeg ikke tænkt helt over, at det var et meget kontroversielt emne.« Han griner hovedrystende. »Jeg var måske lidt ’kuvøset’ dengang. Jeg tænkte, at folk ville blive glade for at høre om retsopgøret, men sådan var det slet ikke.«

I stedet var der mange – ikke mindst fra modstandsbevægelsen – som var vrede. Så for at undgå de værste beskyldninger for uretmæssig kritik, blev undersøgelsen gjort til en disputats. Forsvaret blev et kæmpe tilløbsstykke, hvor en række gamle modstandsfolk dukkede op.

»Jeg sad der og havde skrevet om noget, og over for mig stod så dem der havde levet i det.«

Hvordan skulle man kunne skrive om det, når man ikke havde oplevet det? Og hvad var meningen med at kritisere modstandsbevægelsen? Ditlev tog fat på emnet stikkerlikvideringer og blev kaldt hjerteløs.

Havde det måske været bedst at lade det ligge?

Pligt til at mene

Det gjorde han selvfølgelig ikke, lod det ligge, og bogen gik hen og blev ham en øjenåbner.

»Jeg fik en helt anden holdning til danske myndigheder end før. Jeg kommer fra et borgerligt hjem og ville mene, jeg er ret autoritetstro. Men jeg så de mange kompromiser og læste om folk der ikke stod ved deres principper. Især blev jeg skuffet over en inkonsekvent holdning fra selv de øverste domstole. Det gik op for mig, at man ikke bare kan have et godtroende forhold til myndighederne, man skal forholde sig meget kritisk.«

Blev du særlig fokuseret på samfundsdebatten af at skrive den bog?

»Ja! Læser man den rigtigt, ser man, at det formentlig er en af de mest kritiske bøger der er skrevet om danske juridiske myndigheder. Mellem linjerne handler den om, at der bliver givet køb på principperne, hvor der burde holdes fast, så snart det hele bliver lidt svært.«

Han rækker flere gange ud efter kaffekoppen, løfter den halvt op til munden og sætter den resolut ned igen ved ankomsten af en ny tanke der kræver ord.

»Når man som jeg er professor med sikkerhed i ansættelsen, behøver man ikke bekymre sig over, hvad folk synes om det, man gør. Har man en mening, er man også forpligtet til at give udtryk for den. Det må være pointen med sådan nogle stillinger.«

Ødelagt forhold til De Konservative

En ting er at give sin faglige mening til kende. Det er noget andet med de meninger, man bare går rundt og har, siger han. Sidst har han øset sit hjerteblod i at bevare Rigsarkivet i København. Dets fremtid lå ellers, i følge De Konservative, på en mark uden for Odense.

»Jeg synes det var et svigt af konservative værdier at flytte en statsinstitution som hører hjemme i hovedstaden og som er nøje knyttet til centraladministrationen. Det hører ingen steder hjemme. For mig var det en tabersag, for man tilgiver mig aldrig for at have hængt ledelsen ud på den måde. Jeg har ødelagt mit forhold til De Konservative, men jeg stod fast på, at flytteprojektet var forkert. Derfor måtte jeg bekæmpe det.« Han vandt.

»Traditionsbevidsthed, dannelse og et fremskridt som foregår på en kultiveret og velgennemtænkt måde.« Det er kernen i konservativ tænkning for Ditlev. Han snakker om ansvar og pligt. Og om at dannelse og tradition går rundt med hinanden i hånden. Man skal kende den tradition, man bygger på, mener han.

»For mig bevæger livet sig videre ved, at man spiller nutiden op mod fortiden. Så jeg er meget skeptisk over for, hvad vi grundlæggende kan skabe af nyt, som ikke bygger på det gamle.«

Den gamle skole

Fra sit voksne hjem på Dantes Plads kan han kigge direkte over på den herskabsejendom der udgjorde barndommens.

»Jeg ser ikke tilbage på barndommen som Rousseausk frihedsliv. Jeg kommer fra en bestemt type embedsmandshjem, og den sociale stil gjorde at mine forældre var lidt …« Han tænker sig om.

»Selvfølgelig holdt de af mig, men mens de følelsesmæssige samtaler foregik med min mor, fulgte min far dengang mest med fra distancen i, om jeg kunne mine ting.«

Den sorte skole

Der var ambitioner der skulle opfyldes, og en af dem var, at man skulle lære noget. »Så jeg kom på Krebs’ privatskole.« Der overtog han en af farens gamle lærerinder, og da hans egne børn begyndte i skole, overtog de en af hans.

»Der blev lagt vægt på, at man var dygtig. Vi fik karakterbogen med hjem hver uge, og karakterbøgerne blev uddelt i den rækkefølge, hvori man var placeret, således at den dårligste fik til sidst. Det var vigtigt at man kunne leve op til forventningerne – det har jeg altid følt.«

Han fortæller, at det engang imellem skete, at en skuffende elev blev rykket en klasse ned af selveste rektor. Han stormede ind midt i timen med staklen på slæb og sagde, at når han ikke kunne følge med, måtte han være her. »Det var faktisk et ret grusomt system – man måtte jo få traumer for livet.«

Usikkerhed som drivkraft

Det skete nu aldrig for Ditlev. Han havde evnerne. Alligevel har han altid frygtet ikke at være god nok.

»Jeg er stadig nervøs, når jeg skal holde en forelæsning. Tvivlen på, om det nu var godt nok, det jeg gjorde, har forfulgt mig hele livet.«

Selv om du er blevet bekræftet i, at du var god nok?

»Det er der nogen der siger, jeg er, men jeg er ikke enig. Måske finder nogen det underligt, men jeg har et stort behov for anerkendelse. Jeg bliver utrolig glad, hvis nogen siger, det har været en god forelæsning, fordi jeg grundlæggende tænker, at det her da vist bare er kedeligt. Det tror jeg aldrig går af en. Men det er en god drivkraft. Min anden disputats kom af et ønske om at lave en der var bedre end den første. Fordi det aldrig helt er godt nok.«

Tangodanseren

Et af de nyeste projekter er et globalt studie af højesteretter. Så Ditlev planlægger at rejse verden rundt for at snakke med dommere for at se, hvordan domstolene spiller sammen med deres samfund. Han er allerede godt i gang, og aftalen med Guatemala er lige ved at kommet i hus.

Alligevel er hans næste mål primært at blive dygtig til tango.

»Jeg er fuldstændig vild med den dans. Det er sådan en dans man ikke kan lære bare ved at kunne trinene. Som mand skal man kunne forudsige dansen – det er vanvittigt svært, men når det lykkes, giver det en meget stor tilfredsstillelse.«

Et succesfuldt liv

På et familiefotografi er Ditlev flankeret af sine to døtre og iført en meget stor og meget spraglet hat. Den fik han, da han blev æresdoktor i Helsinki. Hatten skaffede ham senere titlen ’Ugens hat’ i Se og Hør, efter en fremvisning til nytårskur hos Dronningen.

Hvordan spiller det med de mange bolde i luften sammen med et familieliv?

»Jeg er også blevet skilt et par gange. Når jeg ser tilbage, har det været et meget intellektuelt præget liv. Man når så meget ved at arbejde for meget. Ved en overintellektualisering af tilværelsen i perioder. Det er næsten uløseligt forbundet med at være ansat på et universitet, hvis man skal være nogenlunde tilfreds med det man laver. Det, tror jeg, er en omkostning, man må tage med.«

Jeg spørger, om han gør sig tanker om det at blive ældre. Det gør han. Mest positive. Mere ro på, mere fedt på nerverne.

»Men der kan opstå en bekymring for at virke lidt komisk, fordi man prøver at virke yngre end man er.« Han griner og peger på sine Converse All Star.

»Men jeg har taget et bevidst valg om at gøre som jeg vil.«

Kvinderne kan lide stilen

I dag rummer garderoben, foruden 15 par sneakers, blandt andet broderede jakker, guldjakker, violette slangeskindsstøvler, cowboystøvler og sølvgrå DocMartens som Ditlev nyder at kombinere med smokingjakker og Versace-jeans.

Om halsen bærer han hellere sjaler end slips. Stilen vækker skepsis hos nogle, men især kvinderne reagerer positivt. Og som han siger »Hvorfor skulle jeg ikke gå med disse smukke ting, når de findes og er cool at have på?«

Hvad synes du, er et succesfuldt liv?

»Ja, der vil jeg da ikke uden videre pege på mit eget. Et succesfuldt liv er vel et …« En sjælden pause sniger sig ind.

»En del er vel, at man har fået lov til at udnytte de evner, man har, og at det er kommet nogen til gavn. Det rolige familieliv, som er en anden del af det, har jeg ikke haft. Hvis man kunne få det hele til at hænge sammen, ville det jo være helt dejligt.«

Beundrer dem, der har kæmpet sig op

Hans ondeste drøm, siger han, er, at nogen finder ind til kernen af hans arbejde for så at konkludere, at der ingenting er. At han er fake.

»Det tror jeg mange akademikere kan tage sig selv i at tænke – når man ikke har skabt noget, men bare skriver. Men det er på sin vis også sundt at have en vis ydmyghed over for tingene. Jeg er grundlæggende et religiøst menneske og mener slet ikke, man har noget, man har skabt selv. Man forvalter nogle gaver, man uden indflydelse har fået overleveret.«

»Ingen stor ulykke har ramt mig i mit liv, og jeg har haft en nem opvækst i den forstand, at tingene var der, i den forstand, at det var helt naturligt at gøre en akademisk karriere. Så bliver man naturligt ydmyg. Jeg kan beundre andre mennesker som selv har skullet kæmpe sig op – dem der har skullet tage hele initiativet til at kæmpe mod alle odds. Det giver en anden mennesketype end min, hvor tingene i det store og hele er kommet af sig selv.«

Gladest, når det er svært

Har du manglet den kamp?

»Det kan man godt spørge sig selv om nogle gange. Det gjorde jeg, da jeg skrev min anden disputats. Det er næsten kommet for let. Der var ikke engang nogen helt vanvittig og uoverkommelig opgave at få lavet den færdig. En ven sagde engang i en tale, at jeg måske kunne have godt af at tage et projekt på mig, jeg ikke kunne klare.«

»Og han havde ret. Man bliver nok gladest, når tingene har været svære at lave. Når anstrengelsen kan mærkes. Retsopgøret var nu alligevel en kæmpe udfordring med 13.000 sager og domme. Og sådan er det også med tangoen. Det er overhovedet ikke let. Man kan ikke læse sig til beherskelsen af sin krop, og jeg er af en generation og type, hvor man i krop-sjæl-sammenhænge har lagt næsten al vægten på intellektet.«

Kierkegaardsk kristen

Jeg kender ikke mange religiøse mennesker. Så få, at det er helt spændende at møde et. Det siger jeg til ham.

»Jeg har grundlæggende et billede af livet som skabt og af mig som et skabt produkt i en verden hvis ophav jeg ikke kender, men som jeg gerne vil tro, har en religiøs forankring.«

Giver det en tryghed?

»Ja. Og en ydmyghed. Der er egentlig ikke noget jeg kan være stolt af, fordi jeg ikke synes, jeg selv kan tage fortjenesten. Det ligger uden for mig.«

Tænker du, at der er noget efter døden?

»Jeg ved det ikke.«

Jeg ved det heller ikke, så vi sidder begge i et øjebliks stilhed. Så fortsætter han:

»Jeg har en klar fornemmelse af, hvad jeg kan vide noget om. Det her kan jeg ikke vide. Jeg er kierkegaardsk kristen. Jeg kaster mig ud i verden uden at vide, men jeg foretrækker at tro.«

uni-avis@adm.ku.dk