»Jeg er træt af at blive presset«

Rikke Johansen har vidst det siden hun var en lille pige og kom løbende ind i køkkenet i barndomshjemmet med en såret fugleunge i hænderne.

Hun ville enten være dyrlæge eller – bedre endnu – læge og hjælpe mennesker i nød.

Drømmens opfyldelse kom et skridt nærmere, da hun blev optaget på Medicin på Københavns Universitet (KU), kort efter at have fejret sin 20 års-fødselsdag.

Hun var en mønsterstuderende: Flittig og målrettet.
Præcis sådan en politikerne siger, at Danmark skal leve af i fremtiden. Hun satte kursen direkte fra folkeskolen via teknisk gymnasium med den helt rette fagkombination og lutter topkarakterer med sig i bagagen og ind på universitetet umiddelbart efter studenterhuen var lagt på loftet.

Dumpede eksaminer

Derefter igennem studierne på normeret tid. Sådan troede hun i hvert fald det ville gå, men efter to år på medicinstudiet kom chokket. Hun dumpede eksaminerne på fjerde semester og kæmper nu for at indhente det tabte.

Lægerne opdagede, at hun lider af en kronisk sygdom. Hun har et lavt stofskifte, der gør det svært at lære nyt.

Oplevelsen har sat gang i tankerne, fordi Folketinget i mellemtiden har vedtaget den såkaldte fremdriftsreform, der betyder at alle studerende fra 2014 automatisk bliver tilmeldt eksaminer svarende til 60 ECTS-point per år, uanset om de er klar til at gå til eksamen eller ej.

Hvis man dumper, hober arbejdet sig altså hurtigt op, da man skal til reeksamen og samtidig automatisk bliver tilmeldt nye prøver oveni. Desuden har man kun tre forsøg til at bestå, ellers er det slut.

KU ville ydermere begrænse muligheden for orlov og kræve, at alle studerende bestod mindst 45 ECTS-point årligt, eller de vil blive udskrevet.

»Hvis de her regler allerede var blevet indført, var jeg blevet smidt ud, mine fremtidsdrømme smadret og alt mit hårde arbejde være spildt. Jeg opdagede først efterfølgende, at jeg er syg, så jeg kunne ikke have søgt dispensation, før det var for sent,« siger hun rystet.

KU har efter voldsomme protester fra de studerende lagt planerne i skuffen, men »holder skarpt øje med studietiden og vil vedtage nye initiativer, hvis studietiden ikke er på vej ned i 2015.«

Regeringens krav om at alle studerende skal være tilmeldt eksaminer svarende til 60 ECTS-point, står til gengæld ved magt, så Rikke Johansen er bekymret.

»Jeg føler mig på ingen måde tryg. I mine øjne er det en lappeløsning og en måde at stoppe protesterne fra os studerende. Det flytter kun problemerne et år frem, hvilket bestemt ikke er lang tid i universitetslivet,« siger hun.

Umenneskeligt pres

Rikke Johansen forklarer, at hun begynder at føle sig presset og stresset to måneder før hun skal til eksamen. Det skal hun to gange årligt, sommer og vinter, så en stor del af året går hun rundt og er anspændt og bekymret.

»Jeg er træt. Ikke fordi jeg ikke vil studere og arbejde hårdt, men fordi de lægger et umenneskeligt fysisk og psykisk pres på os studerende gennem hele studiet,« siger hun.

I perioderne med undervisning har hun seks lektioner dagligt, som kræver mindst fire timers forberedelse, da der er tale om svært stof. Når hun har undervisningsfri, læser hun otte til ti timer hver dag, oftest i fakultetets læsesal.

De medicinstuderende skal læse og memorere cirka 3.000 sider på et semester, og samtidig må hun passe sit studiejob som blodprøvetager på Hillerød Hospital i gennemsnit en dag ugentligt for at få økonomien til at hænge sammen.

»Der er ikke tid til så meget andet end studiet og arbejde, men vi gør alle det bedste, vi kan, for at klare os gennem og forblive de personer vi er. Jeg vil gerne spørge politikerne, om de selv kunne klare seks år med snuden i bøgerne i frygt for at dumpe og uden mulighed for pauser, så deres privatliv til sidst vaklede, de måtte opgive deres hobbyer og de sjældent fik set deres familie og gamle venner,« siger Rikke Johansen.

Pacet frem

Hun oplever, at beslutningstagerne bare bliver ved med at finde på nye krav og regler, der skal presse de studerende hurtigere igennem uddannelsessystemet.

Hun valgte fag på det tekniske gymnasium efter kravene der stilles for at komme ind på Medicin, og så knoklede hun for at opnå de topkarakterer, som er nødvendige for at slippe ind.

»Jeg har stået i en situation, hvor jeg har været tvunget til at træffe nogle store valg siden 15 års-alderen,« siger hun.

Efter gymnasiet søgte hun direkte ind på universitetet. Hun turde ikke vente, da politikerne havde indført den såkaldte hurtigstartsbonus for at få de unge til at starte på en videregående uddannelse med det samme i stedet for at tage et år eller to fri. Det betød, at hun kunne gange sit karaktergennemsnit med 1,08.

»Der var en risiko for, at adgangskravet ville stige yderlige, hvis jeg ventede et år, så jeg risikerede ikke at komme ind, hvis jeg tog en pause efter gymnasiet,« husker Rikke Jonansen.

Hun trængte ellers til at lade op efter tre års hårdt arbejde på htx. Drømmen var at arbejde et halvt år og så rejse ud.

Se Australien eller tage på roadtrip gennem USA med en god veninde. En pause ville have gjort hende til en bedre medicinstuderende, mener hun.

»Jeg tror, jeg var blevet mere rolig og moden, hvis jeg havde haft mulighed for at holde lidt fri og se en bid af verden. Lige nu føler jeg, at der er en masse jeg skal nå, og der er en masse jeg ikke har set. Der er helt klart en forskel på bogormen Rikke og de af mine studiekammerater, der er lidt ældre og mere modne. Jeg føler mig nogle gange som en barnerøv med nogle lidt for egoistiske holdninger,« siger hun og smiler.

I dag har hun lagt rejseplanen på hylden, og hvis hun kunne tage orlov fra studiet, ville det være for at prøve at forske eller få mere praktisk erfaring på et hospital i Danmark eller et sted i udlandet.

Kæmper om speciallægepladser

Hun har regnet ud, at hun vil være 37 år, når hun er helt færdiguddannet, hvis hun ellers består alle eksaminer og går den direkte og snorlige uddannelsesvej.

Medicinstudiet består af en seksårig kandidatuddannelse, hvoraf hun mangler tre og et halvt år, efterfulgt af et års klinisk basisuddannelse, hvor man er i turnus på et hospital.

Derefter han hun tre år til at kvalificere sig til at komme ind på et speciale ved for eksempel at skrive en ph.d.-afhandling, arbejde som reservelæge, forske eller foretage sig andet der gør godt på CV’et.

Hun drømmer om at få speciale i dermatologi. Hvis det lykkes, tager det fem år at gøre, hvad der på fagsprog hedder hoveduddannelsen, færdig.

Men jagten på drømmespecialet risikerer at blive ødelagt af en anden regel, som politikerne har indført for at få de studerende til at skynde sig.

De danske medicinstuderende har siden 2008 været underlagt den såkaldte fireårsregel, der betyder, at der højst må gå fire år fra man starter sin kliniske basisuddannelse til hoveduddannelsesforløbet, altså specialet, påbegyndes.
Den daværende regering (VKO) håbede på den måde at tilskynde de medicinstuderende til at vælge de mindre attraktive speciallægepladser.

Men en undersøgelse lavet af Foreningen af Danske Lægestuderende (FADL) konkluderer, at reglen ikke har virket, men blot har startet en konkurrence om at opbygge de pæneste CV’er. Praktisk erfaring eller forskning parallelt med studiet er derfor blevet strengt nødvendigt.

Rikke Johansen mener, at fremdriftsreformen i det spil er et problem, fordi den gør det vanskeligere at optimere de studerendes chancer for at få drømmespecialet. Systemet bliver ufleksibelt, fordi man ikke kan tage færre fag et semester og bruge tiden på at forske eller arbejde mere på et hospital en periode, argumenterer hun.

Dårligere læger

Ifølge Rikke Johansen bliver konsekvensen af fremdriftsreformen og de mange andre krav, der skal få de studerende til at rubbe neglene, i sidste ende masseproducerede læger af dårligere kvalitet.

Ved at fokusere på det boglige og gennemførelsestiden udelukker man nemlig en hel gruppe af mennesker, der lærer gennem at opleve, og det er en skam, fordi de ikke ville blive dårligere læger, tværtimod, mener hun:

»Du har brug for praktisk erfaring for at blive en god læge, og det fedeste er at komme ud og arbejde med mennesker. Når jeg har været ude i praktik, har folk altid sagt til mig, at det værste er læger, der slet ikke har empati, men du kan altså ikke læse dig til at fornemme, hvad mennesker føler,« siger hun og tilføjer:

»Politikerne og universitetet må forstå, at der er en grænse for, hvor meget vi kan tilpasse os deres krav. Noget af det der frustrerer mig allermest ved reformen er, at den slet ikke tager hensyn til, at livet handler om andet end bøger.«

clba@adm.ku.dk