Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Udland
Udveksling — Efter visumstop genoptager USA behandling af ansøgninger fra udenlandske studerende. Det er dog ikke sikkert, de studerende når at få visum inden studiestart.
I maj brast drømmen for de danske studerende, som havde planlagt et uddannelsesophold i USA, da den amerikanske regering indførte et midlertidigt stop for visumansøgninger. Det kom i kølvandet på en politisk kursændring, hvor amerikanske myndigheder begyndte at annullere visa for studerende, der havde udvist såkaldt »antiisraelsk aktivisme«.
Nu åbner USA igen op for behandling af visumansøgninger fra udenlandske studerende, men det bliver med et grundigt fokus på de studerendes ytringer på sociale medier. Ansøgere skal have åbne profiler, så det amerikanske udenrigsministerium kan gennemse dem, skriver Ritzau.
Det er en kæmpe indre konflikt – skal man gå på kompromis med ytringsfriheden for at kunne komme på udveksling?
Malene, KU-studerende
En af de studerende, der har været fanget i limbo de seneste par måneder, er Malene, der skal på udveksling i USA til sommer. Hun læser på KU og har bedt om at være anonym af hensyn til sin verserende visumansøgning. Uniavisen kender hendes fulde identitet. Hun fortæller, at hun hver dag har siddet og holdt øje med, om ambassaden åbnede op for booking af visuminterviews, fordi det har været sparsomt med informationer fra både ambassaden og KU. Det lykkedes hende at booke en visumsamtale i begyndelsen af september, men tidplanen bekymrer hende.
»Jeg starter undervisning allerede to uger efter, så jeg er bange for, at jeg ikke kan nå at få visummet inden,« siger hun.
Hun har allerede brugt meget tid og mange ressourcer på at planlægge opholdet.
»Jeg har fundet et sted at bo, betalt depositum, udlejet min egen lejlighed herhjemme og sagt mit job op. Jeg har sat alt i bero herhjemme, og jeg ville heller ikke kunne nå at søge fag på KU til næste semester, hvis jeg ikke når at få mit visum.«
LÆS OGSÅ: Dansk studerende i USA: »Jeg bør være en af dem, der siger noget«
Forud for visumsamtalen har Malene åbnet sin Instagramprofil, som var den eneste af hendes sociale medieprofiler, der var privat. Hun har gennemgået sine opslag og slettet ting, der kunne påvirke hendes visumansøgning.
»Jeg havde blandt andet genopslået et opslag om stormen på Kongressen, og det har jeg slettet. Men det er en kæmpe indre konflikt – skal man gå på kompromis med ytringsfriheden for at kunne komme på udveksling?«
»Jeg har tidligere deltaget i Gaza-demonstrationer og loppemarkeder til støtte for Gaza. Kan jeg blive nægtet adgang på grund af det? Det er svært at finde rundt i.«
Hun har ligeledes tænkt over, om de fag i feministisk teori, hun har tilmeldt sig på det amerikanske universitet, kan påvirke hendes ansøgning negativt.
»Det havde jeg slet ikke forestillet mig, kunne blive et problem – men nu overvejer jeg, om det er noget, der kan blive kritiseret.«
Blandt de studerende, hun kender, der også skal på udveksling i USA, er stemningen presset. Nogle har først kunnet booke visumsamtale længe efter studiestart. Selv ved Malene ikke, om hendes tidsplan holder, og derfor har hun også søgt om hastebehandling.
»Det hele er uforudsigeligt. Jeg føler, at hele min fremtid efter sommerferien afhænger af Donald Trump.«
På KU har man løbende været i dialog med studerende, der skal på udveksling til sommer, og siden igår, hvor den amerikanske ambassade igen åbnede op for booking af samtaler, har rådet har lydt, at de studerende skal booke hurtigst muligt. Det fortæller Anne Bruun, som er leder af afdelingen International Uddannelse på Københavns Universitet.
KU’s rektor David Dreyer Lassen har tidligere udtalt til Uniavisen, at KU-ansatte skal »tænke en ekstra gang over, hvilken computer og telefon, man tager med til USA«.
Det råd gælder dog ikke for studerende, siger Anne Bruun.
»De to målgrupper er forskellige, for de studerende bruger typisk deres egen private computer, mens ansatte har KU-udstyr og ofte adgang til følsomme forskningsdata,« siger hun.
Men hvad er rådet så til de studerende, der står og skal på udveksling i USA?
»Vi råder generelt til, at man er opmærksom på informationssikkerhed – at man passer på sine ting, ikke har computeren stående åben, og at man følger anvisninger om opdateringer og sikker brug. Det er helt grundlæggende gode råd, som vi også giver i forbindelse med andre udvekslingsophold.«
Der har været flere tilfælde, hvor udenlandske studerende i USA har fået ændret visastatus eller inddraget deres green card. Er det overhovedet forsvarligt for KU-studerende at tage afsted lige nu?
»Ja, det synes jeg, det er. KU har udvekslingsaftaler med universiteter i mange forskellige lande. I mange af de lande skal man være opmærksom på, hvordan man agerer – både på sociale medier og i offentlige sammenhænge. Man skal kunne aflæse den lokale kontekst, som kan være anderledes end den, vi kender fra Danmark. Det betyder ikke, at man ikke skal tage afsted. Det taler vi med de studerende om på afrejsemøder. Det er en ny situation i USA, ja, men jeg vil ikke sige, at det er uforsvarligt,« siger Anne Bruun.
Adspurgt om man fra KU’s side anbefaler studerende at gennemgå deres sociale medier for indhold, som den amerikanske regering kan bide mærke i, siger Anne Bruun nej.
»Men jeg går ud fra, at de fleste studerende allerede gør det,« siger hun.
Uniavisen har tidligere dækket, hvordan Trump-administrationens hårde kurs over for forskningsverdenen påvirker gæsteforskere på udenlandske universiteter.
Dét, der startede som en kamp mod pro-palæstinensiske grupper og antisemitisme har udviklet sig til en kamp mod akademisk frihed. En kamp, som blandt andet betyder, at Trump har indefrosset milliardbeløb i føderal støtte til amerikanske universiteter, der ikke makker ret og lukker deres programmer for diversitet, lighed og inklusion.
Det er en ny situation i USA, ja, men jeg vil ikke sige, at det er uforsvarligt
Anne Bruun, leder på International Uddannelse
LÆS OGSÅ: »Der sker en stor mobilisering«: Dansk forsker mærker frihedskampen på universiteter i USA
Ifølge Politikens USA-korrespondent Jacob Fuglsang skal den amerikanske regerings nye tiltag mod udenlandske studerende ses som et led i »Trump-administrationens værdikrig rettet mod landets universiteter i almindelighed og universiteterne i
For amerikanske universiteter bidrager udenlandske studerende ikke blot med andre baggrunde og erfaringer – de lægger også en seriøs pose penge hvert semester i studieafgifter. Ifølge Politiken udgjorde internationale studerende seks procent af alle de studerende på amerikanske universiteter i studieåret 2023/2024. Det er altså en effektiv måde for præsident Trump og hans administration at ramme de amerikanske universiteter, der ikke makker ret.
Tilbage på KU fylder de politiske uroligheder i USA også for Malene, som søgte om udveksling måneder inden, Donald Trump iværksatte sin kamp mod de amerikanske universiteter og internationale studerende. Det er dog visummet, der fylder mest.
»Nu hvor jeg er kommet så langt i processen, prøver jeg at vende det til noget positivt: At det måske også er et interessant og historisk tidspunkt at være i USA. Måske siger jeg bare det for at holde modet oppe. Det kræver helt vildt meget at tage på udveksling. Jeg tror, jeg har brugt mindst tre timer om ugen, siden jeg søgte – på legatsøgning, planlægning og alt det praktiske.”
Kommer du til at deltage i studenterpolitik eller aktivisme på campus, mens du er i USA?
»Det kommer helt an på den konkrete situation. Det ville være løgn at sige, at jeg ikke er blevet mere afskrækket fra at være aktivistisk. Jeg tænker meget mere over, hvordan noget kan blive tolket.«
LÆS OGSÅ: Dansk forsker i USA mærker Trumps pres: »Det burde jo være på universiteterne, vi kan tale frit«