»Jeg forsøger at samle så meget viden og ekspertise, jeg kan, mens jeg er her«

Guldfarvede marmorsøjler rejser sig fra gulv til loft. Væggene er malet i en dyb, mørkegrøn farve.

Og på bagvæggen hænger skagensmaler P. S. Krøyers enorme maleri, Et møde i Videnskabernes Selskab, der forestiller i alt 49 intenst lyttende videnskabsmænd.

Omgivelserne i Gl. Mødesal hos Videnskabernes Selskab er mildest talt imponerende. Og mødet i dag ligner på mange måder det møde, som P.S. Krøyer forevigede på sit maleri i 1897. Næsten, i hvert fald.

Selvom videnskab er meget vigtig for Ukraine, så er det ikke førsteprioritet lige nu

Oksana Didyk, ansat ved KU

Salen er fyldt videnskabsfolk. Alle i fornemt tøj, alle intenst lyttende. Præcis som på billedet.

Den eneste forskel er, at det ikke er 49 intenst lyttende mænd, der sidder i salen. I dag er pladserne fyldt med kvinder.

De er mødt op hos Videnskabernes Selskab for at fejre kvindernes internationale kampdag, som selskabet i år har dedikeret til ukrainske, kvindelige forskere i Danmark. Stolene er derfor fyldt med både danske og ukrainske forskere, som er mødt op for at netværke, fejre søsterskab på tværs af landegrænser og tale om kvinders position i forskning.

En af dem er 35-årige Oksana Didyk.

»Jeg kom til Danmark en måned efter krigen startede sammen med min mand, som er fra Iran, og vores lille søn. Det er selvfølgelig svært at være her, når man ved, hvad der foregår i Ukraine, men vi forsøger at skabe et liv,« fortæller hun.

For et år siden var hun i gang med at skrive ph.d.-afhandling om personlige brands indflydelse på politiske systemer i Mellemøsten på et universitet i Ukraines andenstørste by, Kharkiv. Nu er hun ansat som videnskabelig assistent gennem SARU-programmet ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet, hvor hun deltager i forskning om Mellemøsten.

»I Ukraine var jeg, udover at være ph.d.-studerende, også en ret succesfuld forretningskvinde. Jeg har 11 års erfaring med rådgivning indenfor branding, og det arbejder jeg stadig lidt med ved siden af min stilling på KU,« siger hun.

Karriere er ikke længere førsteprioritet

Oksana Didyk har haft svært ved at oversætte sin specifikke faglighed til den danske universitetsverden, men er glad for arbejdet på KU og ser det som en mulighed for at vokse som forsker.

»Men jeg går ikke så meget op i karriere og materielle ting længere. Mit eneste mål lige nu er at færdiggøre min ph.d. på et tidspunkt, og så vil jeg gerne blive ved med at arbejde med politisk branding. Men vi må se, hvad der kan lade sig gøre.«

Vil du gerne tilbage til Ukraine en dag?

»Som det er lige nu, ville jeg nok lyve, hvis jeg svarede et helt sikkert ja. De sidste dage i Ukraine var hårde. Vi kæmpede med sult – ja, undskyld, vi snakker stadig om det 21. århundrede. Vi havde masser af penge på vores kreditkort, men vi kunne ikke få lov til at bruge dem på grund af banksystemets manglende kompetence til at klare de udfordringer, der kom med krigen. Så de gode minder om mit land er lige nu overvældet af frygt, smerte og sorg. Lige nu ligger mit fokus på at gøre min søns liv trygt, det er det vigtigste.«

Oksana Didyk har ikke været i kontakt med sin vejleder i et år, og store dele af universitetet i Kharkiv er blevet bombet, fortæller hun og har svært ved at se, hvornår og hvordan fremtiden for forskningen i Ukraine ser ud.

»Jeg vil selvfølgelig gerne være med til at genopbygge videnskaben i Ukraine, ligesom de mange andre kvindelige forskere, der er flygtet fra Ukraine og lige nu arbejder med ders forskningsprojekter fra andre steder i verden. Men selvom videnskab er meget vigtig for Ukraine, så er det ikke førsteprioritet lige nu. Krigen er ikke forbi, og der er så mange vigtige spørgsmål, der skal tages hånd om i samfundet«.

30-årige Anastasiia Bohush er i øjeblikket er post.doc. ved Institut for Molekylærbiologi og Genetik ved Aarhus Universitet. Hun har været i Danmark siden juni sidste år og flygtede ligesom Oksana Didyk på grund af krigen.

»Jeg har taget det meste af min uddannelse i Polen og Østrig, men efter seks år i udlandet havde jeg hjemve og ville gerne hjem. Så i 2020 flyttede jeg tilbage til Ukraine og startede med at arbejde på Institut for Molekylærbiologi i Kiev. Men så startede krigen, og jeg var tvunget til at forlade landet,« fortæller hun.

Jeg forsøger at samle så meget viden og ekspertise, jeg kan, mens jeg er her

Anastasiia Bohush

I den korte periode, Anastasiia Bohush nåede at være i Ukraine, mødte hun en kæreste, som hun flyttede sammen med. Men ligesom alle andre, ukrainske mænd, kunne han ikke forlade landet sammen med hende.

»Jeg ville egentlig ikke rejse, men han tvang mig til at tage ud af landet. Vi sad i kælderen den første uge af krigen, hvor Kiev blev bombet rigtig hårdt. Det var meget farligt, og til sidst sagde min kæreste bare: Du skal tage af sted nu. Så tog jeg afsted.«

»Puf… Nu har jeg ingen plan«

Anastasiia Bohush tog i første omgang til Polen, hvorfra hun kontaktede en ven i Danmark, der hjalp hende videre til stillingen på Aarhus Universitet. Lige nu arbejder hun så meget, hun kan komme til. Hun har ikke set sin kæreste, siden hun forlod Ukraine, og hun ved ikke, hvad fremtiden bringer.

Anastasiia Bohush er ansat ved Aarhus Universitet. Foto: Lars Svankjær/Videnskabernes Selskab.

»Det er en meget stressende situation. Jeg havde et liv, hvor alt gik efter planen, og så puf… Nu har jeg ingen plan. Jeg arbejder ekstra timer, også i weekenden, for at undgå at tænke for meget på, hvad der skal ske,« siger hun.

Tror du, at kvindelige forskere som dig selv vil spille en vigtig rolle, når Ukraine skal genopbygges efter krigen?

»Jeg forsøger at samle så meget viden og ekspertise, jeg kan, mens jeg er her. Jeg vil ikke tilbage og arbejde som post.doc. under en eller anden professor, jeg vil gerne have min egen researchgruppe. Men jeg tror også, at mange forskere vil komme tilbage efter krigen og så skifte felt, måske blive politikere, der kan bidrage med den indsigt, de har fået andre steder fra,« siger Anastasiia Bohush.

Videnskabernes Selskab har i flere sammenhænge ageret kontaktpunkt for ukrainske forskere i Danmark. Derfor var det helt oplagt for selskabet at dedikere kvindernes internationale kampdag til de kvindelige, ukrainske forskere, fortæller professor Marie-Louise Bech Nosch, som er præsident hos Videnskabernes Selskab.

»Vi håber, at de ukrainske forskere, som er kommet hertil på grund af krigen, kan bruge tiden i Danmark til at booste deres videnskabelige karriere, så de har mulighed for at genopbygge, udvikle og reformere videnskaben i Ukraine, når krigen er slut.«

Hun håber, at dagen kan være med til at skabe en kontakt mellem både danske og ukrainske forskere, som kan støtte de ukrainske forskere her og nu og på sigt bidrage til et større internationalt forskningsfællesskab.