Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Uddannelse

»Jeg går lidt og venter på at blive afsløret i ikke at kunne noget«

Mit første job — Det er gået slag i slag for Katarina Adelholm Brandbyge, der blev færdig på Statskundskab i sommer og gik direkte fra praktik til fastansættelse. Hun er gået meget strategisk efter at opbygge sit cv under studierne.

Jeg blev færdig som cand.scient.pol. i juli 2019. På Statskundskab må du skrive speciale på næstsidste semester, og det gjorde jeg, så jeg kunne tage i praktik på sidste semester. Det gjorde jeg for at øge mine chancer for at få job efter endt studie, og det virkede. Jeg gik direkte i job og er nu hos STV, hvor jeg arbejder som tilrettelægger.

Det lyder måske mærkeligt at være tilrettelægger, når man er statskundskaber, men jeg tog en tillægsuddannelse i journalistik på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Emdrup undervejs. Det gjorde jeg, fordi mange siger, at det er godt for statskundskabere også at kunne noget kommunikation, så man ikke er helt taltør.

Jeg har også lavet radio hos DR i en anden praktik. Det er hårdt at dele praktikken op i to, fordi man skal arbejde helt vildt meget, men det gjorde jeg, fordi jeg gerne ville kunne så mange håndværk som muligt oven på statskundskab, så jeg stod så bredt som muligt, når jeg var færdig.

Jeg har tænkt meget over at være strategisk og vælge ting, der kunne komme på cv’et. Jeg havde også et studiejob undervejs, og det begyndte jeg tidligt med, fordi jeg havde hørt fra ældre studerende, at for at få det fede studiejob, skulle man have haft et lidt mindre fedt studiejob inden og et endnu mindre fedt studiejob inden da.

Jeg tænkte, at jeg bare skulle have et job, så jeg kunne arbejde mig videre derfra.

Min tanke var, at jeg skulle tidligt i gang, hvis jeg skulle ende med et fedt studiejob. Måske er det dumt at tænke sådan, for det skaber et kæmpe pres. Men jeg er nok meget en 12-tals-pige, i hvert fald da jeg startede på studiet. Og statskundskab er nok også de ambitiøses klub, hvor man jager de høje karakterer og de gode valgfag og har krævende studiejob ved siden af.

Forhandlingen om en efterfølgende fastansættelse begyndte allerede, mens jeg stadig var i praktik. Jeg kiggede på mine studiekammerater og så, hvor lang tid det tog for nogle af dem at komme i job, og det ville jeg gerne undgå. De klassiske job for statskundskabere er så søgte, og kommunikationsstillingerne i ministerierne er spændende, men som nyuddannet er de svære at komme igennem til.

Jeg tænkte, at jeg bare skulle have et job, så jeg kunne arbejde mig videre derfra. Jeg ville have så mange redskaber i bæltet som muligt. Jeg kunne jo godt se et mønster i, hvem der kom hurtigt i job, og hvem der ikke gjorde. Det var helt tydeligt, at det handlede om at komme i praktik og have studiejob undervejs. Det er cv’et, der gør det. Ikke den perfekte ansøgning.

»Der er så meget, jeg gerne vil«

Jeg har slet ikke mødt noget fra universitetets side om jobmarkedet og jobsøgning. Det er mit indtryk, at Københavns Universitet kun går op i at uddanne forskere og ikke at der er så mange andre ting, man kan bruge sin uddannelse til. Jeg spurgte de ældre studerende til råds om jobsøgning, og hvordan man skulle gribe det hele an, og jeg brugte meget deres erfaringer.

Katarina Adelholm Brandbyge

– 28 år
– Uddannet cand.scient.pol.
– Blev færdig i sommeren 2019
– Arbejder som tilrettelægger på produktionsselskabet STV og som freelancer hos DR og P1
– Fik arbejde direkte efter studiet
– Har været i praktik på STV og DR under studietiden.

Nu, hvor jeg er kommet ud på den anden side og har fået et job i mediebranchen, tænker jeg, at det egentlig ikke ville gøre noget på et tidspunkt at komme lidt tilbage til rødderne i et klassisk statskundskabjob. Der er så meget, jeg gerne vil, men man kan jo ikke det hele på én gang, så man både kan sikre sig en retning i den politiske verden og en i medieverdenen.

Det er sindssyg hårdt at gå fra at være studerende til at være fuldtidsarbejdende. Jeg er så træt. Men det er fedt at blive set som voksen og ikke længere bare studerende. Det er en anden rolle, og ens ord har en anden vægt.

Og så er det dejligt at have fundet et fællesskab igen. På kandidaten på Statskundskab er alle spredt ud på enkeltfag hist og pist, og det er ikke sikkert, at du kender nogen på dine hold i modsætning til på bachelordelen, hvor du har et stamhold. Så det at komme i job og være en del af en redaktion er rigtig fedt.

Men jeg går også lidt og venter på, at jeg bliver afsløret i ikke at kunne noget. Det tror jeg er meget normalt, når man lige er blevet færdig på universitetet.

Seneste