Jeg hapser ting – en sparebevidst studerendes bekendelser

»It’s not right but it’s okay.«

Selv om jeg er ret sikker på, at Whitney Houston ikke lige tænkte på at snuppe sukker, salt, peber og toiletpapir, da hun skrev ordene ovenfor, så beskriver det, præcis hvad jeg gør – og hvordan jeg har det med det.

Lad mig dele de uvaner, jeg fik, da jeg boede tre måneder i København som Erasmus-studerende.

Min måde at spare penge på er enkel. Jeg snupper alle de ting, der er gratis. Det kan være de der små breve med sukker, salt eller peber på restauranter, eller sødemiddel og mælk fra caféer og administrationskontorer. Derudover papir og servietter, endda toiletpapir. Alt det, der er mere eller mindre gratis, tager jeg.

Men i modsætning til den almindelige dagligdags cafégæst m.v. tager jeg så meget, jeg kan. Jeg tog endda nogle tebreve i et par caféer. Måske er jeg lidt af en tyv, eller måske har jeg bare fundet en fiks måde at spare penge på.

Spar uanset hvad

Måske kan vi blive enige om, at hapserier af gratis ting og sager i cafeteriaer, restauranter og deslige ikke er tyveri i den strengt kriminelle betydning af ordet. For mig er det et spørgsmål om fuldt ud at nyde godt af, hvad disse etablissementer har at tilbyde, når jeg køber mig en kaffe eller et måltid.

Men hvis sandheden skal frem, er jeg ikke helt stolt af min adfærd. Selv om jeg er overbevist om ikke at have gjort noget reelt ulovligt. Hvis jeg var kyniker, ville jeg sige, at jeg bare tager, hvad systemet stiller til rådighed for mig.

Der er selvfølgelig mange andre smarte måder at spare lidt penge på, som for eksempel at genbruge flasker, bruge Too good to go-appen, skifte dyre vaner ud med billige eller bare bruge penge på en smartere måde. Men det her er nu engang min måde, den er rimelig simpel, og den kræver ikke de store forberedelser. Jeg ser noget, det er gratis, jeg tager det.

Et resultat af min guilty pleasure er, at jeg ikke køber salt, peber, sukker eller servietter ret tit.

En ting, jeg ikke har gjort endnu, men som jeg godt kunne tænke mig at gøre i den nærmeste fremtid, er at lægge vejen forbi et par kosmetikforretninger i Indre By, hvor kunderne kan få sig en gratis vareprøve på håndcreme eller body lotion fra en stor beholder på butikkens facade.

Jeg lagde mærke til, at prøverne stadig stod udenfor efter lukketid, så jeg har tænkt på, om jeg skulle fylde nogle af mine egne beholdere med cremerne, så jeg ikke behøver at købe den slags kostbare produkter i en periode.

En udlænding møder den danske sociale tillid

Som sagt ved jeg, at min adfærd er uetisk, så jeg håber, at jeg ikke er den eneste, der gør det. Jeg ville gerne kunne sige til andre som mig, at de er okay mennesker. Det er fint nok at tage toiletpapir med fra en restaurant, hvis du gerne vil spare penge. Den slags hører studenterlivet til.

Når jeg selv er blevet gammel og grådig, vil jeg formentlig højlydt brokke mig over respektløse unge, der udnytter systemet. Men at drage fordel af systemet er en indbygget del af systemet.

Jeg spurgte Laura, en sygeplejerskestuderende, jeg kender, som bor i Frankrig, om hun synes, jeg opfører mig skandaløst. »Nej, da, hvorfor nægte dig selv noget,« svarede hun. Præcis min holdning.

Hun tilføjede dog: »Det er selvfølgelig lidt pinligt. Og det er bestemt ikke noget, jeg ville gøre allevegne.«

Den bagvedliggende årsag?

Det lyder som en dårlig undskyldning, hvis jeg hævdede, at mine hapserier er forårsaget af det sociale pres, jeg fornemmer. Men måske alligevel …?

Når jeg forsyner mig så frit med gratis ting, kan jeg jo bruge mine penge på noget andet, for eksempel drinks med mine venner, eller byture, hvor jeg ikke hele tiden bekymrer mig for, om jeg har råd.

Når du er flad og hele tiden spørger dine venner, hvad hver enkelt lille ting koster, er det svært at more sig, med mindre du laver noget gratis. Og du føler dig som en irriterende ven, hvis du evindeligt spørger til prisen.

Presset kommer nok også indefra. Jeg vil jo gerne nyde mit Erasmus-ophold 100 procent, så jeg vil nødig gå glip af sjove oplevelser på grund af simpel økonomi.

Jeg er ansvarlig for mine egne handlinger, og det er vigtigt for mig at forsøge at begrunde, hvorfor jeg gør, som jeg gør. Men med dette mea culpa føler jeg mig ikke rigtig som en outsider, der opfører sig fjollet og ulovligt i et fremmed land, ej heller som en kleptoman, der stjæler fra systemet. Nej, jeg føler mig bare som en helt almindelig studerende, som har valgt at betræde en lidt mærkeligere, og lidt mindre etisk, sti i livet.

Oversat fra engelsk af Christoffer Zieler