»Jeg kan ikke genkende mit universitet længere«

Samtidig med at godt 500 nye studerende rykker ind i de hellige haller på Institut for Statskundskab i håb om at få adgangsbillet til morgendagens elite af magtfulde politikere og embedsmænd, har en af instituttets kendte professorer og markante profiler i offentligheden ryddet sit kontor og er gået på pension ’før tid’, så at sige.

Den ’normale’ pensionsalder for universitetsansatte professorer og lektorer er 70 år, men så lang tid orker 67-årige lic.adm.pol. og professor i offentlig forvaltning Tim Knudsen ikke at blive ved.

»Jeg har været på arbejdsmarkedet uafbrudt siden jeg startede som arbejdsdreng som 17-årig, så jeg føler mig lidt træt og slidt efterhånden,« siger Tim Knudsen, der snart skal have nyt knæ, fordi han får sindssygt ondt i benene, når han står op og taler.

»Det er med alderen også blevet mere anstrengende hele tiden at skulle springe mellem forskning, læsning, undervisning, vejledning og administration. Og nutidens videnseksplosion gør det stadig mere krævende at følge med,« siger Tim Knudsen, der af samme årsag har været ansat i en seniorstilling i de sidste par år.

»Jeg tror ikke, jeg havde holdt så længe, hvis jeg ikke havde haft mulighed for at være på 25 procents nedsat arbejdstid.«

Et ægte befrielsesbarn

At Tim Knudsen nu kan trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet som professor emeritus havde ingen forestillet sig dengang for 67 år siden, da han kom til verden under dramatiske omstændigheder.

Tysklands besættelse af Danmark nærmede sig sin afslutning, og da befrielsesbudskabet fra London endelig strømmede ud i æteren fra BBC’s dansksprogede nyhedsudsendelse om aftenen den 4. maj, udløste det efter sigende så kraftige veer hos fru Knudsen på Amager, at unge frihedskæmpere i al hast måtte transportere hende til hospitalet i en varevogn fra Wiedemans Pølser.

Den følgende morgen klokken 8 stak Tim Knudsen så hovedet ud sin mors mave og bekendtgjorde med et vræl sin ankomst til verden i selvsamme stund, som tyskerne officielt kapitulerede.

Om det var den begivenhed, der ansporede ham til et liv med historie og samfundsfag, tør han ikke sige, men sandt er det, at han allerede som barn interesserede sig meget for politik, og at han som den første akademiker i sin familie må betegnes som noget af en mønsterbryder.

»Min mor havde en uddannelse som damefrisør, og det var det, og min far var ansat i et speditionsfirma. Han døde, da jeg var 14, og så stod jeg med en enlig mor med meget få ressourcer på det tidspunkt, og i øvrigt også præget af min fars død. Han begik selvmord, så det var sgu noget hårdt,« fortæller Tim Knudsen.

Skoletiden beskriver han som en blandet fornøjelse. Det eneste fag, han virkelig holdt af, var Historie. Ambitionerne fejlede imidlertid ikke noget. I 1967 tog han assistenteksamen ved Københavns Kommune, og allerede da fik han en klar ide om, hvad han ville være, nemlig professor, og det skulle være ved Københavns Universitet. I nøjagtig hvad, måtte tiden vise.

Herefter gik det slag i slag. Nysproglig student som 26-årig i 1971, cand.phil. i samfundsfag 1978, cand.mag. i 1980 (bifagseksamen i historie) og lic.adm.pol. på Institut for Samfundsfag og Forvaltning i 1985 på en afhandling om Københavns byplanlægning.

I 1985 blev han så fastansat som lektor ved Institut for Samfundsfag og Forvaltning på Københavns Universitet, og i 1997 var målet nået, og han kunne skrive ’Professor i offentlig forvaltning’ på sit visitkort.

Altid følt sig som outsider

Selv om han således med succes har tilkæmpet sig en stor position på Københavns Universitet, har han ikke desto mindre altid følt sig som lidt af en outsider.

»Jeg kan se, at for mig – og for andre, der er kommet fra ikke-akademiske miljøer – er der en større usikkerhed over, hvad det er for en verden, vi er trådt ind i, og hvordan vi skal orientere os i den.«

Og at det stadig forholder sig sådan, har Tim Knudsen klart fornemmet, når studerende har banket på hans dør for at få vejledning. Allerede i døråbningen har han som regel kunnet spotte, om de kommer fra Albertslund eller Hørsholm.

»Du kan se på nogle af dem, at de er i forsvarsposition. De er usikre og ret overbeviste om, at det her går ikke. Så kan du se på andre, at de bare forventer ros. De er sådan ovenpå og tænker: Herregud, han er kun professor, min far er ambassadør. De har den der aura af, at ’jeg-ved-nok-hvordan-det-her-hænger-sammen’,« siger Tim Knudsen

Set med historiske briller er der imidlertid sket en kolossal forandring med de studerende.

»Da jeg læste samfundsfag i halvfjerdserne, var der mange flere af de studerende, der havde fagforeningsfolk eller lignende som forældre. Den type har jeg ikke mødt i årevis,« siger Tim Knudsen og beskriver sit gamle institut som et sted, hvor mange unge med en lønmodtagerbaggrund så en mulighed for at komme ind og forholde sig til noget, der interesserede dem politisk.

»Dengang var studier af arbejdsmarkedsorganisationer, fagbevægelsen og tredjeverdenslande meget mere oppe i tiden.

I dag fylder de næsten ingenting, og det er ikke bare fordi fagforeningerne har mistet noget af deres samfundsmæssige betydning, men fordi man fra instituttets side har valgt at prioritere noget andet og satse meget på fx EU,« siger Tim Knudsen.

Anonyme kolleger på stort institut

I det hele taget har Institut for Statskundskab haft så meget vokseværk i de senere år, at Tim Knudsen har svært ved at genkende sit gamle institut.

»For 10-15 år siden kendte jeg alle ansatte. I dag er instituttet meget større og er blevet fusioneret med en række centre, som jeg dårligt ved, hvad laver, og i øvrigt er der sket et vældigt generationsskifte. Der er rigtig mange mennesker her på stedet, som jeg ikke aner, hvem er,« siger Tim Knudsen.

Som eksempel nævner han Timo Kivimäki, professoren der for nylig blev dømt efter den milde spionageparagraf og efterfølgende afskediget fra Københavns Universitet.

»Da sagen kom frem i pressen, blev jeg ringet op af Politiken, som spurgte, om jeg kendte noget til professoren, der var blevet sigtet for spionage.«

»Jeg svarede så, at den sag havde jeg aldrig hørt om, jeg har aldrig truffet manden, jeg ved absolut ingenting, jeg ved ikke engang, hvordan han ser ud. Så blev journalisten sgu gal på mig, fordi han troede, det var løgn. Men det er ikke løgn. Jeg har aldrig set det menneske, og han havde kontor lige her henne ad gangen,« fortæller Tim Knudsen og pointerer, at det for 20 år siden ville have været helt utænkeligt, at han kunne have en professorkollega på instituttet, som han ikke engang kendte udseendet af.

Manglende gennemsigtighed i ansættelser

Om ikke andet så sikrede datidens kollegiale selvstyre, at man jævnligt sås med sine kolleger til møder om instituttets anliggender i fagråd, studienævn, institutforsamling, bestyrelse og andre demokratisk valgte forsamlinger.

At den kollegiale styreform er blevet afskaffet, har uden tvivl sparet forskerne for en masse tid med at gå til møder, så Tim Knudsen vil nødig være for stærk i sin kritik på det punkt.

»Men det er også uomtvisteligt, at jeg ved mindre om, hvad der foregår, end tidligere. Om det så er min egen eller instituttets skyld, kan man diskutere,« siger Tim Knudsen og erkender, at han nogle gange måske kan have glemt eller overset en besked på en mail.

»På den anden side er jeg ikke tilhænger af, at vi har et system, hvor vi ikke vælger institutleder, som man gør i de fleste lande, som jeg kender til,« siger Tim Knudsen, der specielt savner gennemsigtighed i ansættelser.

»I Sverige er det jo fuldstændigt åbent. Der bliver alle bedømmelser offentliggjort for alle, og enhver kan se, hvad der foregår. Vi havde tidligere sådan en mellemting, hvor der var en vis åbenhed, så de involverede kunne se hinandens ansøgninger og følge ansættelsesprocessen, og desuden blandede dekanerne og andre sig jo ikke i resultaterne,« siger Tim Knudsen og henleder opmærksomheden på, at selvom et bedømmelsesudvalg af professorer anbefaler den mest kvalificerede blandt ansøgerne til en stilling, så er det efter den gældende ansættelsesbekendtgørelse alene dekanen, der har det sidste ord.

Forskeres ytringsfrihed truet

På samme måde med de såkaldte MSO-professorater, der i realiteten giver institutlederen meget frie muligheder for at styre, hvem der ansættes i de tidsbegrænsede stillinger på fem år som professor med særlige opgaver (MSO).

»Man kreerer en stilling specielt skræddersyet til en bestemt ansættelse, og dermed har man afskaffet den konkurrence, man ellers hylder så mange steder i samfundet lige nu. Tidsbegrænsningen af professorater er også problematisk, da det kan ramme forskernes ytringsfrihed,« siger Tim Knudsen, der af sin tidligere institutleder under en MUS-samtale selv har fået indskærpet, at rollen som kritisk kommentator i pressen helst ikke bør udstrækkes til at omfatte interne forhold på instituttet.

»Det er en ren virksomhedstænkning. Jeg mener helt klart, at sådan som juraen er skruet sammen, så er jeg som forsker selv ansvarlig for, hvad jeg vil sige offentligt, det er ikke universitetet, der skal komme og begynde at regulere, hvad vi siger,« pointerer Tim Knudsen.

Marlene Wind og Timo Kivimäki

En illustrativ case i den forbindelse er sagen mod professor Marlene Wind, der af Dansk Folkepartis formand Pia Kjærsgaard og daværende integrationsminister Søren Pind fra Venstre blev skarpt kritiseret for at have overspillet sin rolle som ekspert ved for eksempel at kalde aftalen mellem Dansk Folkeparti og VK-regeringen om at genopstille grænsebomme for ’valgflæsk’, som appellerer til ’den indre svinehund’.

For at lægge en dæmper på pressestormen, blev de ansatte på Statskundskab i en intern mail udstyret med mundkurv og besked om, at det kun var institutlederen og dekanen, der var bemyndiget til at udtale sig i sagen.

»Hvad enten hun siger noget, hun ikke burde have sagt, eller ej, så er det er ikke noget, institutlederen eller dekanen skal blande sig i,« siger Tim Knudsen og roser rektor for at have afvist at gå ind i sagen, ligesom institutlederen får et skulderklap for hurtigt at have indset, at mailen var en fejl.

»Men læg så mærke til sagen med Timo Kivimäki, hvor der pludselig kommer en mail fra institutlederen om, at dekanen har sagt, at alle henvendelser om Kivimäki skal gå til ham.

Skal! Altså, der ærgrede jeg mig over, at jeg ikke kendte noget til Kivimäki, fordi så ville jeg have ringet til en journalist og sagt, at jeg har en hel masse, jeg vil sige, for dekanen kan ikke bestemme, hvad vi ’skal’. Jeg mener, at det er ulovligt, simpelthen.«

Når sådan noget sker, altså at en leder begynder på at gribe ind i forskernes ret til at ytre sig, så bliver Tim Knudsen kontrær og skal netop helst ytre sig, siger han.

»Det er forholdsvis let for mig, fordi jeg er i slutningen af karrieren. For en lektor, derimod, der måske gerne skal udpeges til professor med særlige opgaver, ser kalkulen jo helt anderledes ud. Jeg synes, at vores ledere godt kunne trænge til at læse lidt mere offentlig ret,« understreger Tim Knudsen.

De tavse forskere

Det lyder som om, at rollen som kritisk intellektuel er idealet for dig?

»Ja, det er det blevet mere og mere med årene. Der er for mange universitetsansatte, der går rundt og gemmer sig. Det store problem er ikke dem, der udtaler sig, det virkelig store problem er alle dem, der ikke gør det, som er så bange eller håndsky over for medierne,« siger Tim Knudsen og nævner eksemplet med omtalen af finanskrisen, hvor den ene bankøkonom efter den anden kommenterer fænomenet i medierne.

»Det er folk, der naturligt er præget af, at de er ansat nogle steder, hvor man har nogle bestemte interesser. Bortset fra økonomer, som har været vismænd på et eller andet tidspunkt, så har vi set meget få universitetsansatte økonomer udtale sig i medierne.«

Da Dagbladet Børsen talte det op på et tidspunkt, fandt de frem til, at syv personer var mest citerede, fem bankøkonomer og så to tidligere vismænd.

»Men vi har flere hundrede universitetsansatte økonomer, som vi aldrig hører noget fra,« beklager Tim Knudsen. »Hvis vi ser på min egen faggruppe, så er det måske en halv snes stykker, som er Tordenskjolds soldater i medierne her fra instituttet, og der sidder måske 40, som ingen kender, ikke i medierne i alle fald. Der er en meget stor skævhed i det, synes jeg.«

Hvorfor er der den skævhed?

»Der er sikkert mange årsager. Nogle sidder med meget snævre, specialiserede områder, som er svære at formidle og meget sjældent har mediernes interesse. Der er også nogle, der er ganske rædselsslagne for at komme galt af sted, og nogle formulerer sig så indviklet, at ingen kan forstå det. Det tror jeg er tre vigtige grunde: specialiseringen, håndskyheden og manglende evne til formidling,« siger Tim Knudsen

Venstreorienterede sympatier

Du anses for at være en af de få tilbageværende venstreorienterede kritikere i den offentlige debat, ikke?

»Under de ti år med Nyrup-regeringen i 1990’erne havde vi mange fra Venstre Ungdom blandt de studerende på Statskundskab. De troede jeg var venstremand, jeg havde en hel menighed af VU’er, som tilbad mig, fordi jeg kritiserede regeringen.«

»Nu har vi så haft ti år med borgerlig regering, og nu opfatter de studerende mig som modstander af den borgerlige blok. Realiteten er, at jeg har kritiseret en hvilken som helst regering på nogle forskellige punkter, så efter et stykke tid begynder man at tro, at jeg tilhører oppositionen.

Men det er rigtigt, at jeg har bekendt kulør ved at deltage i centrum-venstre tænketanken Ceveas rådgivningspanel og dermed markeret, at jeg hører mere til i rød blok end i blå blok. Men altså, når det gælder sådan nogle ting som urent trav i regeringen eller i toppen af ministerierne, så stiller jeg op, uanset hvilken regering vi snakker om,« siger Tim Knudsen.

Og at det er rigtigt, kan man forvisse sig om ved at bladre i hans seneste bog med den sigende titel Fra folkestyre til markedsdemokrati, der beskriver opkomsten af et elitært teknokratisk demokrati med langt flere borgere på tilskuerbænken end for 40 år siden.

Statskundskab som eliteprojekt

Og den udvikling har uddannelsen i statskundskab vel sådan set været med til at cementere?

»Ja, og det er en underlig situation. De fleste af os her på Statskundskab lukker øjnene for det. Vi siger, at det da kun er glædeligt, at vi har produceret det halve af regeringen, forstået på den måde, at 48 procent af ministrene på et eller andet tidspunkt har taget en uddannelse i statskundskab eller studeret samfundsvidenskab på en af de højere uddannelsesinstitutioner.«

»Og det kan man jo se som en sejr for studiet, men man må sgu også være bekymret. Er vi ved selv at bidrage til at skabe et teknokrati, hvor vi får en modsætning mellem teknokrati og så noget man kalder populismen, en grøftegravning, hvor en voksende gruppe af kortuddannede mennesker bliver mere og mere passive og ender med at have direkte mistillid til eliten,« spørger Tim Knudsen og understreger, at elitegørelsen af samfundet er accelereret inden for de seneste 40 år.

Forskernes pligt til at råbe op

»Tænk sig, at Anker Jørgensen var statsminister, da min årgang studerede. Det er fuldstændig utænkeligt, at en mand med så lidt uddannelse kunne være statsminister i dag. Det er meget karakteristisk for hele udviklingen,« siger Tim Knudsen.

Langt færre mennesker er medlem af politiske partier, og disse er blevet mere topstyrede og professionaliserede ved at ansætte stadigt flere folk i deres sekretariater end tidligere. De har ikke længere tidligere tiders mange aktive amatørmedlemmer.

Længden af de politiske programmer er tilsvarende blevet kortere gennem tiderne. Fra sidste århundredeskifte og op igennem 1970’erne blev de politiske programmer længere og længere, men siden er de blevet kortere, siger Tim Knudsen og fortæller, at SF’s udkast til nyt program er det hidtil korteste i partiets historie, og at Liberal Alliance og Dansk Folkeparti har de allerkorteste partiprogrammer.

»Det er også nogle af de mest topstyrede partier, der findes,« siger Tim Knudsen, der har tænkt sig at fortsætte med at blande sig i den offentlige debat som pensioneret professor.

»Vi er ikke afhængige af nogle særlige interesser, så derfor synes jeg, at vi som professorer har en forpligtelse til at være levende med i den aktuelle samfundsdebat og komme med vores indspark.«

rjb@adm.ku.dk