»Jeg kan ikke se de nye studerende træde ind ad døren på Skovskolen uden at få gåsehud«

Marie, du kommer aldrig til at glemme det her. Der bliver et før og et efter, du åbner den dør. Det sagde min fotograf til mig, da jeg som journalist for mange år siden besøgte Skovskolen for første gang. Vi stod foran Spisehuset, hvor både de studerende og de ansatte spiser frokost, og jeg anede ikke, hvad han snakkede om. Jeg vidste ikke engang rigtigt, hvad Skovskolen var. Da han åbnede døren, blev jeg mødt af duften af savsmuld og kaffe. Overalt sad der unge mennesker i islandske sweatre og motorsavsbukser, og den intense natur- og højskolestemning ramte mig bare. Præcis som fotografen sagde, blev der sået et frø inde i mig. En drøm om engang at komme til at arbejde på Skovskolen. Sådan endte det heldigvis også, og det er jeg virkelig glad for i dag.

Det er aldrig et spørgsmål om, hvordan vi får mest muligt ud af medarbejderne, men i stedet hvordan vi undgår, at medarbejderne brænder ud, fordi de engagerer sig så meget

Uanset om man er studerende eller medarbejder, er man en del af den grønne familie på Skovskolen. Det er det allerbedste ved mit job – at være omringet af kollegaer, der brænder så meget for stedet og sagen. Der er et markant sammenfald mellem folks passion og deres arbejde. Det er aldrig et spørgsmål om, hvordan vi får mest muligt ud af medarbejderne, men i stedet hvordan vi undgår, at medarbejderne brænder ud, fordi de engagerer sig så meget. Det er et vildt fællesskab, som jeg virkelig elsker. Det er første gang, jeg oplever så stærkt et fællesskab på en arbejdsplads. Havde jeg kendt til Skovskolen som ung, var jeg med 100 procents sikkerhed aldrig blevet journalist.Der er et markant sammenfald mellem folks passion og deres arbejde.

Uden mig var der færre unge mennesker, der tog en grøn uddannelse. Det er kernen i mit job at finde dem, der har drømmen, og som slet ikke aner, at de kan komme til at arbejde med skov, natur og grønne byer. For mig er studiestarten årets højtid – jeg kan ikke se de nye studerende træde ind ad døren på Skovskolen uden at få gåsehud. Det er så smukt, at de har fundet det, de gerne vil, og nu kaster sig ud i det. Det er vigtigt for mig at mærke mening med det, jeg laver, og det gør jeg her hver dag.

Jeg involverer mig for meget i de studerendes liv til at være underviser. Før jeg startede på Skovskolen, var jeg censor på Journalisthøjskolen i 14 år, og jeg havde aldrig problemer med at give karakterer. De første år på Skovskolen var jeg underviser på natur- og kulturformidleruddannelsen, og her fandt jeg ud af, at der er forskel på at være censor og eksaminator. Jeg kunne mærke alt i lokalet, når jeg underviste – fra ham på tredje række, der lige var blevet forladt af sin kæreste, til hende på forreste række, der kæmpede med perfektionismen. Det blev for svært for mig at være så tæt på de studerende for så at slutte semestret med en nøgtern vurdering i form af et tal. Jeg trives bedre med at samarbejde med vores studerende, som jeg gør nu.

Bare der var nogen, der havde spurgt, om jeg ville arbejde inden- eller udendørs. Det spørgsmål er aldrig blevet stillet i min familie, og når man som jeg kommer fra en akademikerfamilie, får man jo som regel et indendørs job. Da jeg startede på universitetet, traf jeg et valg om at arbejde indenfor uden at ane, at jeg tog et valg. Det gik først op for mig, da jeg besøgte Skovskolen første gang, og siden har jeg prøvet at ændre det. Ironisk nok er jeg jo stadig en kontorrotte, for som kommunikationskonsulent og hjemmesideredaktør er man ofte bundet til en computer. Men jeg gør alt, hvad jeg kan, for at komme så meget ud som muligt. Jeg lægger alle de møder, jeg kan, udenfor, og jeg parkerer altid så langt væk fra mit kontor som muligt, så jeg får en gåtur hver morgen.

Jeg er vokset op i asfaltjunglen mellem Nørreport og Østerport. De grønne åndehuller i byen var virkelig vigtige i min barndom. I dag er Østre Anlæg jo bare en park, men da jeg var barn, føltes det som en regnskov. Jeg har altid haft en længsel efter naturen, og pludselig en morgen for 14 år siden mærkede jeg nærmest en magnet i brystet, der trak mig afsted ud at vandre. Jeg gik hjemmefra klokken fem om morgenen og stoppede først efter 30 kilometer. Det er jo vanvittigt, når man ikke er vant til at vandre. Jeg brugte de lange vandreture til at tænke over mit liv, og til sidst blev jeg skilt. Vandringen har jeg holdt fast i lige siden.

Skrækscenariet for mig er at skulle sidde på en café og drikke kaffe. Jeg har meget svært ved at sidde stille på en stol, så heldigvis var mit første møde med min nuværende mand en gåtur i skoven. Det er præcis ti år siden. Vi blev begge to komplet bidt af vandring, og i dag udregner vi alle vores ferier i etaper og opgør dem i kilometer. I sommer holdt vi 515 kilometers sommerferie til fods på Hærvejen fra Hirtshals til Padborg.

Ved siden af arbejdet har jeg en vandreblog, hvor 32.000 læser med hver måned. Da jeg startede bloggen sammen med min mand, var jeg journalist uden en avis, så jeg havde en masse ord, jeg skulle have afløb for. Det er både lærerigt og meningsfuldt at inspirere folk til at vandre. Når du er vokset op i byen og skal gå en tur i Gribskov, er der en masse tavs viden, du måske ikke har fået med hjemmefra. Jeg elsker at kunne give den viden videre og give folk nøglen til at komme ud og gå. Det bedste er, når læserne sender os billeder og hilsner fra deres vandringer på de ruter, de har fundet hos os.

Det bedste råd, jeg nogensinde har fået, fik jeg af min farmor. Hun sagde, at jeg skulle få børn, mens jeg var studerende, og det gjorde jeg så. Man har et andet frirum og en anden form for fleksibilitet, når man er studerende. Hvis den lille er syg, kan forelæsningerne optages, eller man kan tage barnevognen med. Jeg synes faktisk også, at jeg blev bedre til at lære og blev en bedre studerende, efter jeg var blevet mor. Pludselig prioriterede jeg min tid anderledes, og jeg fik en anden horisont uden perfektionismeræs og stress. Når fremdrift og præstationer fylder, når man ikke at mærke, hvor fantastisk det er at være studerende, før det er slut, og man har fået et fuldtidsarbejde. Men det er den vildeste gave at få mulighed for at fordybe sig i noget, så det kan jeg godt savne. Nu drømmer jeg om at studere igen. Måske læse til naturvejleder eller skov- og landskabsingeniør – eller skrive en ph.d. om vandreformidling.