Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Navne
KULTUR — Adam Drewes er en af tre forfattere, der de næste to år skal undersøge, hvad der sker, når litteratur bliver skabt på universitetet.
Adam Drewes er mange ting. Han er både forfatter, digter, journalist, højskolelærer og radiovært.
Hans seneste udgivelse ’Kim Larsen? Spørgsmål til fællesskabet’ er et langdigt på 140 sider, der udelukkende består af spørgsmål. I langdigtet bruger han den afdøde folkesanger som prisme til at belyse og diskutere en række samfundsforhold, der alle forholder sig til fællesskabsfølelsen i nutidens Danmark.
Han er også tidligere nordisk mester i Poetry Slam og har læst på Forfatterskolen.
Han har engang studeret litteraturvidenskab, og nu skal han igen have sin gang på uni. Han er nemlig en af tre forfattere, der de to næste år bliver at finde på gangene på Københavns Universitet.
Det gør du, fordi han som en af otte forfattere har fået legater til skriveophold på de danske universiteter af Velux Fonden. Tre af dem, ham selv og forfatterkollegerne Signe Gjessing og Majse Aymo-Boot, skal være husforfattere på forskellige institutter på Københavns Universitet.
Tanken er, skriver Velux Fonden i projektbeskrivelsen, at forfatterne kan blive inspireret af det videnskabelige arbejde, og at forskere og studerende til gengæld kan lade sig inspirere af forfatterne.
»Samspillet mellem videnskab og kultur er vildt spændende. Det bliver sjovt at skulle indgå og være i dialog med universitetsverden, og så kan jeg være en, man hiver ind for at prøve at lave noget anderledes. Det er et nyt pilotprojekt, så det er svært at sige, hvad resultatet vil være, men jeg tænker, det kan være fedt for de studerende, at der kommer en som mig ind og arbejder med alternative formater, som er anderledes end det, de plejer at møde på universitetet,« siger Adam Drewes og nævner talkshows og digtoplæsninger.
»Når man teoretiserer en masse på studierne, så tænker jeg, at det kan give et nyt perspektiv at hive en praktiker ind.«
Det er også meningen, at stipendiet skal give husforfatterne tid til at arbejde på deres projekter. Tid er nemlig ikke nødvendigvis det, man har mest af, når man er forfatter.
»Jeg har sådan en prekær økonomi, hvor jeg, det ene øjeblik må tjene penge på at vaccinere folk, og det andet øjeblik er enormt privilegeret og kan dykke ned i mit skriveri,« siger Adam Drewes.
Hvis ikke du har læst hans bøger, kender du måske hans stemme.
Det kan være, du har hørt hans radioprogram Gamle Aviser på den nye radio 24Syv. Det handler om, hvad der sker med nyhedshistorier, når de holder op med at være nyheder.
Før det stod han bag mikrofonen i morgenradioen hos Den Uafhængige.
Eller måske har du været til et arrangement på Sydhavnsambassaden, der er en udstillingsplatform, hvor Adam Drewes er vært og kuraterer programmet, der kombinerer oplæsninger, performances og koncerter.
Du kan kigge efter Adam Drewes på gangene på Søndre Campus. Han har kontor sammen med forfatterkollegaen Signe Gjessing på Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab. Majse Aymo-Boot er tilknyttet Institut for Kunst og Kultur, så hende kan du også være heldig at rende ind i på KUA.
Han vil også være en del af et kandidatkursus om gentrificering i dansk samfundslitteratur og et bachelorkursus om udvekslinger og synergier mellem fin- og populærkultur.
Adam Drewes vil også læse op til Blå Tirsdag-arrangementer på Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab.