»De taler om, at vi skal betale 13 kroner mere for at flyve. Hvad fanden sker der!?«

Pludselig kunne jeg se, at den tekst, jeg akkumulerede, ikke hørte hjemme på universitetet. Jeg skrev masser af tekst. Både det, der passede ind i universitetsformatet, og i mit arbejde som musikanmelder ved siden af. Men også andre ting, jeg ikke vidste præcis, hvad var. En akademisk tekst er jo et meget stramt format, der kører på nogle helt bestemte præmisser. Man skal hele tiden have sine referencer klar, og bare den måde et jeg optræder på i en tekst. I universitetsarbejdet skal man definere sit problem på forhånd. Det føles som en utroligt stor begrænsning, og det er præcis det, jeg aldrig gør, når jeg skriver selv. Jeg er meget taknemmelig for alt, hvad jeg har lært på universitetet, men den basale præmis for mit arbejde er omvendt. Jeg skriver en hel masse, som jeg ikke ved, hvad er. Så finder jeg ud af, hvad det handler om efterfølgende.

Der er nærmest ikke det fag, jeg ikke kunne tænke mig at læse. Jeg er hele tiden i gang med at prøve at forstå noget nyt. Man kan sige, at det er betegnende for, hvem jeg er, at jeg har læst både medicin, musikvidenskab, filosofi og gået på Forfatterskolen. Jeg kunne nemt se for mig at læse alt muligt andet også. En af de problematiske ting, der er ved verden, som den er nu, er, at den er så specialiseret. Der er brug for, at vi alle sammen har viden, der forbinder i stedet for at adskille.

Lige nu er det jo den såkaldt rigtige økonomi, der styrer det hele. Jeg kunne godt tænke mig at læse økonomi, men jeg ville også gerne læse klimavidenskab. Det er et emne, der optager og bekymrer mig meget. Økonomi og klimavidenskab bør tænkes sammen hele tiden. Vi skalter og valter helt vildt med vores ressourcer og bekymrer os om bundlinjer af virtuelle penge. Det synes jeg er absurd. Jeg tænker, at den form for specialisering, som universitetet naturligt nok er en institutionel forlængelse af, burde nedbrydes igen. Jeg kan se, at det er ved at ske. Nu findes der institutter for fx økologisk økonomi. Det er den type forbindelse af vidensområder, der er allermest brug for efter min mening.

Sidste år klippede jeg håret af til en klimademonstration. Den dag var det et sorgritual, men jeg har hele tiden alle mulige forskellige følelser omkring klimakatastrofen. Det er ikke fordi, jeg kun er sorgfuld. Jeg er også vred og totalt mismodig, for der sker ikke en bjælde. Jeg fatter slet ikke, at politikerne ikke vil italesætte, hvor stort problemet er. De italesætter ikke, at vi bliver nødt til at lægge måden, vi lever på, om. De tør ikke sige det. Eller de tror ikke på det? De taler om, at vi skal betale 13 kroner mere for at flyve. Hvad fanden sker der?

Jeg ryddede studiesekretærens skrivebord og skreg jeg klarer det ikke. Der var en masse problemer med forskellige studieordninger tilbage i 90’erne. Det var totalt kaos, og jeg havde brug for at skifte fra en studieordning til en anden. Studiesekretæren på filosofi var cool, men også ret skrap. Hun sagde, at det kunne jeg ikke. Selv om det var en totalt skør og fjollet ting at gøre at feje alt ned fra hendes skrivebord, er det det, jeg er mest stolt af at have gjort på KU. Det var ikke en intellektuel bedrift, men en følelsesmæssig bedrift. Det handler om min selvrelation, og det at sige nej på de rigtige tidspunkter. Hun tog det pænt, for hun var en stærk person, og vi endte med at få udredt trådene.

På Forfatterskolen græd jeg, hver gang jeg havde tekstlæsning. Det at være lidenskabelig er ikke noget, der passer vildt godt ind på universitetet. Derfor var det en stor befrielse at befinde sig i et undervisningsrum, hvor det var fint nok, at jeg var som mig. Jeg råbte højt, hvis der var noget at råbe ad og græd, når det var for meget. Det gjorde det nemmere for mig overhovedet at sige noget i undervisningen. Det er ikke fordi, jeg var en stille mus på universitetet, men jeg havde en følelse af, at jeg skulle være 100 procent sikker, før jeg turde at sige noget. På Forfatterskolen havde jeg lov at sige noget, der ikke var gennemarbejdet på forhånd, men bare var en fornemmelse, et sted at starte. Det synes jeg var en stor forskel på de to institutioner.

Alle ved jo, at folk der arbejder med kunst er pænt engagerede i det, de laver og kan have det svært med kritik. Der er en grundlæggende mekanisme i os, der sidestiller det, vi kan præstere, med dem vi er. Det er noget man i særlig grad er bevidst om på en kunstuddannelse. Vi arbejder hele tiden med at sikre, at kritikken af en tekst ikke bliver et overgreb. Det var der nok ikke arbejdet helt så meget på, da jeg selv gik på skolen. Alligevel følte jeg mig aldrig pillet ned, selv om jeg selvfølgelig blev påvirket af kritikken.

De nuværende elever er meget forskellige fra min egen generation. Det hilser jeg velkommen. De har en helt anden form for kollektiv fornemmelse og social bevidsthed. De er åbne i deres overflader. De møder hinanden og verden og tingene med stor omtanke og følsomhed. De er meget mere omsorgsfulde, end jeg selv var i den alder. Jeg oplevede mere mig selv som en lukket enhed med en hård skal omkring mig. En lukket afdeling.

Jeg vil da gerne være med til at bestemme, hvem der skal have penge. Derfor sagde jeg ja til at være med i Det Danske Akademi. Jeg kom med i 2018, og indtil videre har min tid i akademiet i nogen grad været præget af pandemi og genvordigheder. Jeg har stor respekt for mine kolleger og deres arbejde, men jeg må indrømme, at jeg ikke tillægger akademiet en voldsom samfundsmæssig betydning eller autoritet. Det er også en institution med et meget lille budget, kan jeg afsløre. Men der er nogle penge, der skal deles ud som priser til nogle af alle vores fremragende forfattere, og det vil jeg gerne være med til.