»Jeg var aldrig kommet ud af Syrien uden et stipendium«

Da Uniavisen møder Katia Soud i studenterklubben på Panum, er hun klædt i denim fra top til tå. Hun har et stort krøllet hår og taler engelsk med en accent, der ikke helt er til at placere.

»Der er mange, der tror, jeg er fra Spanien. Når jeg så fortæller dem, jeg er fra Syrien, bliver de meget overraskede. Deres ansigtsudtryk… jeg burde næsten optage folks reaktioner på film!«

Katia Soud kom til Danmark i august sidste år for at læse humanbiologi på Københavns Universitet. Hun er uddannet farmaceut i den syriske kystby Latakia, hvor hun arbejdede et år, inden hun modtog det stipendium for særligt talentfulde studerende, der gjorde det muligt for hende at forlade Syrien.

»Jeg blev tildelt et stipendium, der dækker studieafgifter og en slags løn. Det var afgørende, for jeg var aldrig kommet ud af Syrien uden et stipendium.«

Universitetet blev bombet

Selvom Katia Soud havde taget en uddannelse i Syrien, var hun begyndt at undersøge mulighederne for at studere i Europa. Det var sådan, hun fandt frem til Københavns Universitet, som var en af topuniversiteterne indenfor hendes interesseområde. Og så havde hun hørt godt om Danmark.

»Jeg valgte også at søge Københavns Universitet, fordi jeg havde læst en masse om landet. Det var fredsommeligt, folk var venlige, der var frihed og demokrati, og der var sikkert,« siger Katia Soud.

»Jeg blev tildelt et stipendium, der dækker studieafgifter og en slags løn. Det var afgørende, for jeg var aldrig kommet ud af Syrien uden et stipendium.«

Sikkerhed var en mangelvare i Latakia, selvom byen var mindre hårdt ramt ind de nærliggende byer Homs og Aleppo.

»Mit universitet blev bombet. De bombede det fakultet, hvor min bror studerede. Heldigvis var han ikke på universitetet den dag. Der var omkring 30 studerende, der døde. Så nej, der er ikke sikkert. Det er så tilfældigt, man ved aldrig. Selv I en relativ sikker by som Latakia er der kun sikkert i perioder.«

Optagelsesbrev lignede spam

Katia Soud turde dårligt tro det, da hun modtog post fra Københavns Universitet med besked om, at hun var optaget med fuldt stipendium. Faktisk var hun så skeptisk, at hun ikke fortalte sine forældre om det, men kontaktede universitetet for at være helt sikker på, at der ikke var tale om en fejl eller en spam-mail.

»I Syrien bliver den slags overleveret på papir med underskrift. Jeg fik bare en mail, og selv om jeg læste den mange gange, og den så ægte ud, tænkte jeg, at det ligeså godt kunne være spam.«

»Mit universitet blev bombet. De bombede det fakultet, hvor min bror studerede.

Da hun modtog en bekræftelsesmail fra universitetet, hoppede hun ud af sengen og sprang rundt på gulvet i sit soveværelse, der var mørklagt efter en strømafbrydelse.

»Min forældre kom ind for at se, hvad der foregik. Jeg viste dem brevet, og min fars første reaktion var også skepsis. En e-mail? Men selv da han havde accepteret det, bad han mig om ikke at glæde mig for tidligt. Vent nu til det får dit visa, sagde han, vær realistisk.«

Første gang på egne ben

Da der i øjeblikket ikke er fungerende ambassader i Syrien, måtte Katia Soud rejse til Libanon for at søge visum.

»Jeg skulle vente så længe, fem uger eller sådan noget, og rejse frem og tilbage til Libanon tre gange. Jeg var virkelig nervøs for, at visummet ikke ville blive godkendt, for, du ved, syrere har måske et lidt dårligt omdømme, eller hvad man skal sige. Jeg tænkte, at jeg måske ville få afslag, selvom jeg søgte som studerende.«

»Der er mange, der tror, jeg er fra Spanien. Når jeg så fortæller dem, jeg er fra Syrien, bliver de meget overraskede. Deres ansigtsudtryk… jeg burde næsten optage folks reaktioner på film!«

Det lykkedes Katia Soud at få visum, og hun rejste til Danmark den 22. august 2015.

»Da jeg endelig kom af sted, var det min første gang i lufthavnen, min første gang i et fly og første gang, jeg skulle bo for mig selv. Det var virkelig overvældende. Jeg var både forvirret og spændt.«

»Jeg hører alt muligt dansk musik. Jeg kan ret godt lide Natascha, kender du hende?«

Som forberedelse havde Katia Soud downloadet en sprog-app og var begyndt at øve sig på dansk.

»App’en er meget god, men danskere udtaler tingene helt anderledes, end man lærer i app’en. Jeg begyndte også at høre dansk musik. Først syntes jeg, det var et meget hårdt sprog, men jeg vænnede mig til lyden af det, og nu kan jeg godt lide det. Det er et helt unikt sprog. Jeg hører alt muligt dansk musik. Jeg kan ret godt lide Natascha, kender du hende?«

Uddannelse er løsningen

Et år senere er Katia Soud faldet godt til i Danmark og på Københavns Universitet.

»Da jeg kom her, tog det selvfølgelig lidt tid at tilpasse sig. Jeg fik de her kæmpelange bøger, og jeg vidste slet ikke, hvordan jeg skulle gribe det an. Hvordan skulle jeg gå til læsningen? Den første blok var ligesom en testperiode. Heldigvis gik det rigtig godt med mine eksamener, og det motiverede mig. Jeg spurgte også mine venner, både danske og internationale, til råds om, hvordan jeg skal klare det. Men i sidste ende er det jo dig selv, der skal finde ud af, hvordan du klarer det.«

Katia Souds familie bor fortsat i Latakia, og det kan godt være svært at fokusere på læsningen, når strømsvigt eller en vaklende internetforbindelse gør, at hun ikke kan komme i kontakt med dem. Selv om hun bekymrer sig meget om familien i Syrien, har hun ikke planer om at vende tilbage foreløbig.

»Der er flere grunde til, at jeg ikke har tænkt mig at tage tilbage til Syrien. For det første vil jeg ikke være i stand til at bruge min viden derhjemme. Med krigen er der ingen penge til forskning, og jeg ville føle mig lidt nytteløs. Desuden har jeg ambitioner om at lave mere forskning, en ph.d. måske, efter mit speciale. Jeg er virkelig interesseret i det her felt, så jeg ville gerne blive her og lære mere og være med til at udvikle nye ting.«

For Katia Soud er uddannelse netop den bedste måde at hjælpe Syrien på.

»Jeg tror, uddannelse er nøglen. Du er nødt til at være i stand til at analysere din virkelighed for at komme på løsninger.«

Derfor deltager Katia Soud i Dansk Flygtningehjælps landsindsamling på søndag, hvor hun har parret op med Lykke Friis og hendes hund Winston for at stemme dørklokker på Frederiksberg. Pengene går blandt andet til Syrien og Sydsudan.

»Indsamlingen er en måde at udvise solidaritet på. Det er også en måde at hjælpe andre mennesker, uanset deres nationalitet, med at få basale rettigheder fx uddannelse på. Gennem solidaritet kan både mennesker og samfund bidrage, indtil der bliver fundet en politisk løsning.«

uni-avis@adm.ku.dk