Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Alumnerne

Johan Klint Sandberg: »Mit første møde med Jacques Derrida var nærmest en erotisk, intellektuel oplevelse«

Alumnerne — Da det ene job efter det andet tilbød sig, valgte den nu 24-årige teaterinstruktør Johan Klint Sandberg at lade kunsten afløse universitetet.

Jeg havde en følelse af, at mit blik åbnede sig 10 centimeter mere efter hver forelæsning det første halve år. På Litteraturvidenskab oplevede jeg for første gang et fællesskab, hvor det handlede om at være nørdet. Det var helt flippet for en tidligere elevrådsformand som mig, der kom direkte fra gymnasiet, 18 år gammel, hvor folk flagrede i deres interesser. Pludselig lå der ikke folk og sov tømmermænd ud om fredagen. Alle 60 studerende havde valgt at være der for at blive dygtigere og klogere, og det skaber bare et fedt rum. Jeg kunne næsten fysisk mærke, at jeg blev klogere, og mit første møde med Jacques Derrida var nærmest en erotisk, intellektuel oplevelse.

Jeg tog hurtigt et valg om, at mit arbejde som instruktørassistent ved siden af universitetet var for vigtigt til at droppe. Efter første semester havde jeg søgt en stilling som instruktørassistent på Nørrebro Teaters opsætning af ’Livsens Ondskab’ af Gustav Wied. Jeg ville gerne se, hvordan en instruktør arbejder, så fra januar til april assisterede jeg instruktøren, hentede kaffe og alt det der. Efterfølgende blev jeg anbefalet rundtomkring, og jeg var lige blevet 19, da jeg skulle jonglere 26 mennesker til en kæmpe musical i Tivoli. Det var fucking hårdt, og det var seriøs træning. Når prøverne og forestillingerne var overstået, måtte jeg indhente alt den tabte læsning. Men selv om jeg ikke var en eksemplarisk studerende, vendte jeg den dovenskab til en styrke. Både mit studie og mit arbejde handler om at sortere mellem det vigtige og det knap så vigtige. Det bruger jeg konstant i mit arbejdsliv, fordi det går så hurtigt på en forestilling med operakor og børn og skuespillere og musikere i orkestergraven og 16 sceneteknikere.

Blå bog

Johan Klint Sandberg (f. 1998) er freelance instruktør.

Han har arbejdet som instruktør og -assistent for Nørrebro Teater, Odense Symfoniorkester, Mungo Park og Det Kongelige Teater.

I 2016 begyndte han på bacheloren i litteraturvidenskab. Han droppede ud af kandidatuddannelsen for at bruge al sin energi på scenekunsten.

I sommer modtog han støtte fra Statens Kunstfond til projektet ’Hyper Switch Ultra Faggot’, som han selv forfatter og iscenesætter. Den opsættes i 2023.

Han er opvokset i komponistkvarteret på Østerbro i København.

Min største frygt var at være pisse veluddannet og fatte hat af, hvordan det kunne bruges. Der hang et kæmpe banner af en ung, trist pige med bøger i hænderne på jobcentret lige overfor mit gymnasium. Under billedet stod Jeg har ingen erfaring, men jeg kan huske min uddannelse. Den reklame sidder stadigvæk i mig som et ultimativt tragisk sted at stå i livet. Jeg har været meget konkret under min uddannelse, fordi man virkelig skal skabe sin egen retning, mens man studerer. Men det oplever jeg nu også, at folk er gode til. Jeg har altid set universitetet som en proces, der gav mig helt vildt meget viden og inspiration, og den dag det ikke gav mig noget mere, ville jeg skride og gøre noget andet.

Min far har ofte optrådt med to spisespinde og en iPad og lavet musik ud af det. Han er uddannet slagstøjsmusiker fra Konservatoriet, og har altid været meget eksperimenterende og klovnet. Det er så dumt og meget dygtigt. Vildt fagligt stærkt og fucking gakket. Det er måske overskriften for hele min barndom. På hans årgang var de kun tre studerende. Ham selv og Safri-Duo, som vistnok er mine gudfædre. Min mor er uddannet musikvidenskaber og har arbejdet som teaterdirektør og med fordeling af kulturstøtte i mange år, så det er egentlig ikke så underligt, at jeg er endt i scenekunsten. Min søster er uddannet skuespiller og har lige været nomineret til en Reumert. Det var ikke et hjem med godnathistorie. Det var et vildt travlt teaterhjem, så jeg var ofte med på arbejde. Mens de havde prøver på scenen, løb jeg rundt på gangene eller sad og glanede over et stykke, jeg slet ikke fattede. Der var et år, mens jeg gik i gymnasiet, hvor jeg var i teatret med min mor 154 gange, og bagefter talte vi om, hvor meget vi elskede eller hadede det. Min families spirituelle rum og vores traditioner var ikke forbundet med vores hjem. Det var i mørke teatersale med store velourgardiner.

Jeg havde aldrig læst dramatik uden også at tænke forestillingen ind, før jeg kom på universitetet. En af mine mest spacey oplevelser på studiet var derfor, da vi skulle læse Orestien af Aischylos. Det er jo et værk i sig selv, det forstår jeg godt, men for mig var det ligesom at læse noderne til en storslået symfoni i stedet for at lytte til den. Det er jo bare en opskrift. Det havde jeg mange diskussioner med mine medstuderende om.

Jeg var i gang med en kæmpe forestilling på Det Kongelige Teater med 50 operasangere og 100 statister, da landet lukkede ned. Jeg stod bag scenen og så pressemødet med hovedrolleindehaveren lige inden, hun skulle ind og synge en kæmpe arie og stikke sig selv ihjel med en kniv. Det var så absurd, og rundt om os brød timeansatte påklædere sammen, fordi deres livsgrundlag muligvis forsvandt.

Jeg frygtede en meget lang nedlukning og søgte ind på kandidaten for at have en form for sikkerhed. Men da jeg begyndte på kandidaten, kom jeg samtidig med på nogle større produktioner og fik mere og mere ansvar. Pludselig stod jeg 23 år gammel med det fulde kunstneriske ansvar til en stor genopsætning af Puccinis ’La bohème’. Jeg var lige blevet færdig med en opsætning af ‘Faust’, hvor jeg havde boet på teatret, og efter de to projekter var jeg en klatkage uden energi. Så da jeg pludselig skulle tilbage til nogle tilvalgsfag på engelsk tre uger før eksamen, besluttede jeg at droppe ud. Jeg havde negligeret universitetet længe nok, og jeg havde faktisk dårlig samvittighed.

Selv om mit CV ser flot ud, er jeg først fornyligt begyndt at føle mig som instruktør i eget navn. Jeg har længe arbejdet på en personlig forestilling med titlen ’Hyper Switch Ultra Faggot’, som skal handle om toksisk maskulinitet i homomiljøet. I begyndelsen af sommeren fik jeg tildelt en pose penge fra Statens Kunstfond til projektet. For mig blev det den første rigtige blåstempling af mig som teaterinstruktør.

Følg Uniavisen på Instagram, hvor vi udlodder to billetter til premieren på operaen ‘Die a Happy Man’ den 26. august, som opføres under Copenhagen Opera Festival.

Annonce

Seneste