Jurastuderende i Afrikas hjerte

For et år siden satte jurastuderende Karen Johansen sig ind i et fly til Malawi i det sydlige Afrika hvor hun skulle være i praktik de følgende seks måneder i Arbejdsretten i landet.

Karen havde fyldt sin kuffert med jakkesæt, bomuldskjoler, plaster, medicin og sterilt indpakkede kanyler.

Hun havde ingen klar idé om hvad der ventede hende, for det var begrænset hvor mange oplysninger det var muligt at indhente hjemmefra.

Hun havde aldrig tidligere været i Afrika, så de fjerne billeder fra fjernsyn og internet var alt hvad hun havde at forholde sig til. Det betød at det var en smule angstprovokerende at tage af sted, men samtidig var hendes tanker på rejsen i flyet præget af nysgerrighed og en vilje til at gøre en forskel – uanset hvad der måtte møde hende i Malawi.

Praktikopholdet i Arbejdsretten i Malawi var et nyoprettet projekt organiseret af International Commission of Jurists Danmark i samarbejde med det danske Institut for Menneskerettigheder. Her havde Karen tidligere været i praktik.

Her var hendes interesse for menneskerettigheder i ulande for alvor blevet vakt, og hun tøvede derfor ikke da hun fik mulighed for at rejse af sted som praktikant til Malawi; et nyt demokrati med 12 millioner indbyggere præget af problemer med sygdom, korruption og stor fattigdom.

Her kunne hun nemlig få mulighed for at omsætte studierne hjemme i Danmark til praktisk erfaring. Og hun kunne tillige udfordre et personligt ønske om at gøre en forskel i verdens udvikling.

Studiekammeraterne på Jura bakkede op om hendes noget atypiske valg og sagde at »hvis der var nogen der skulle rejse derned, så skulle det være Karen.«

Jurastuderende rejser sjældent udenfor EU i praktik. Bruxelles eller Geneve er de typiske destinationer af karrieremæssige årsager.

Ankomst til det ukendte
Flyet landede midt på savannen ved Malawis næststørste by, Blantyre, og Karen steg ud og gik hen til det skrøbelige hus der var byens lufthavn.

En tolder tømte hendes tasker og tilbageholdt hende ved fundet af saltvandsflasker til kontaktlinser. Da Karen ved hjælp af fagter skulle redegøre for flaskernes indhold, tog hun sin ene kontaktlinse ud og holdt den frem.

»Han blev så forskrækket fordi han troede at jeg tog mit ene øje ud,« griner Karen, og heldigvis kom en engelsktalende malawianer hende til undsætning.

Derefter kunne hun forlade lufthavnen, og en chauffør sad klar til at køre hende hen til det guesthouse hvor hun skulle bo.

»Mens vi kørte af sted så jeg for første gang i mit liv hvad fattigdom er: Langs vejene gik sparsomt klædte børn og voksne på bare tæer læssede med varer.

De så ud som om de hverken havde spist eller været i bad længe,« fortæller Karen. Forskellen mellem rig og fattig i Malawi er den andenstørste i verden, og den gennemsnitlige malawianer lever for under en dollar om dagen.

Den følgende morgen stod Karen tidligt op og klædte sig på i sort jakkesæt og hvid skjorte som hun havde fået besked på at gøre selv om det var over 40 grader varmt. Så satte hun sig til at vente på chaufføren der ville ankomme på et tidspunkt mellem kl. 6.30 og 9.30.

»Sådan var det hver eneste dag, og det var noget jeg havde svært ved at vænne mig til,« fortæller Karen der trods advarsler fra sine malawianske kolleger tog rundt på egen hånd i byens overlæssede minibusser når hun fik fri fra arbejde.

Kollegerne frygtede at der skulle ske hende noget fordi hun som blond, dansk pige var et oplagt offer for røveri. Men alternativet var at hun skulle være indenfor hele tiden, og det havde hun ikke lyst til.

»Desuden kaldes Malawi for Afrikas hjerte,« fortæller Karen, »fordi dets befolkning på trods af fattigdom og hungersnød er kendt som fredelige og venlige.«

Omsider dukkede chaufføren op, og Karen kørte af sted med ham til Arbejdsretten med glad reggaemusik skrattende ud af de små højtalere.

Voldsomme sager
Da Karen trådte ind i Arbejdsrettens bygning, stedet hvor arbejds- og ansættelsesretlige stridigheder afgøres, blev hun budt velkommen af dommeren.

Hende skulle Karen arbejde tæt sammen med i det daglige i sin praktikperiode. Arbejdet gik først og fremmet ud på at afgøre og nedskrive domme.

»Det var nogle voldsomme sager vi skulle afgøre, som i nogle tilfælde handlede om liv og død,« fortæller Karen.

»Ofte handlede sagerne om at en medarbejder lagde sag an mod sin arbejdsgiver fordi han var blevet syg og måske snart skulle dø, og han ville derfor sikre sig en erstatning som hans kone og børn kunne overleve på når han ikke længere var der.«

Karen begyndte hurtigt at udvide sine arbejdsområder, og der var nok at tage fat på. Hun blev givet både frihed og ansvar til at gøre det fordi der kun var en jurist i domstolen og et stort behov for flere, og fordi det var første gang retssystemet i Malawi overhovedet havde en praktikant.

»De blev dog hurtigt ret trætte af mit ‘vi skal løfte i flok’, for hvorfor skulle de arbejde mere end de blev betalt for?« fortæller Karen.

Hun begyndte derfor på egen hånd at indsamle juridisk faglitteratur og oprettede et bibliotek til Arbejdsrettens jurister for at de kunne orientere sig og blive opdaterede i juridiske problemstillinger.

Dernæst oprettede hun et arkiverings- og udlånssystem til dommene i Højesteretten og i Landsretten som der indtil da ikke havde været nogen synderlig justits med.

Dommene var vigtige at have styr på fordi retssystemet i Malawi bærer præg af at være en tidligere engelsk koloni. Her har de nemlig hvad der kaldes et Common Law-system, det betyder at retssager bliver dømt ud fra tidligere domme i modsætning til i Danmark hvor man primært dømmer på baggrund af lovgivning.

Karen fik også trykt små pjecer til uddeling i landsbyerne så almindelige mennesker kunne få indblik i hvordan de kunne bruge Arbejdsretten. Hun var med til at arrangere seminarer, hun opdaterede Arbejdsrettens hjemmeside der ikke var blevet ændret siden 2002 og oplærte Arbejdsrettens ansatte i Word og Excel og andre basale it-kundskaber.

Derudover skrev hun ansøgninger og rapporter til Arbejdsrettens samarbejdspartnere.

Karen helligede sig arbejdet fuldt ud under sin praktikperiode, og fortsatte efter arbejdstid på sin computer derhjemme om aftenen når der ikke var strømsvigt.

»Når strømmen gik, kunne jeg ingenting foretage mig,« fortæller Karen, »og så kunne jeg sidde dér og kukkelure. Men det var egentlig værst når det skete sent om aftenen.

For så vidste jeg ikke om strømmen faktisk var gået, eller om det var en indbrudstyv der havde kappet ledningerne for at komme ind over det elektriske hegn der omgav huset.«

Løslod en indsat
Spørger man Karen om hendes arbejde har kunnet betale sig fordi det forekommer så umuligt at skabe de store ændringer i et land som Malawi, fortæller hun historien om hvordan hun en dag modtog en New York Times-artikel fra en af sine venner.

Artiklen handlede om en mand der havde siddet i et malawiansk fængsel i over ti år uden at komme for en domstol. Den artikel tog Karen med hen til landsretsdommeren som hun var blevet venner med, og hun læste den op for ham.

Derefter tog dommeren affære fordi han naturligvis ikke kunne have siddende på sig at der blev trykt den slags artikler om retsvæsenet i Malawi. Fangen kom således for en domstol og er i dag en fri mand.

I samme forbindelse – og påvirket af besøg i et malawiansk fængsel – fik Karen overtalt nogle jurister til at bruge to dage om måneden i fængslerne for at tage de indsattes sager op.

Manden der kom til at sidde indespærret i ti år, var nemlig langt fra et enestående eksempel.

»Hvis jeg bare har været med til at redde én mands liv, så har det været det hele værd,« fortæller Karen. Udover at have udrettet noget, har hun også fået meget igen:

»Erfaringen med at arbejde for en national domstol i Malawi sammen med lokale har givet mig et anderledes kendskab til forholdene i Malawi. Jeg bevægede mig i mit arbejde rundt i landet og så fattigdommen og problemerne i retssystemet med egne øjne.

Jeg var vidne til jura på et helt andet plan end i Danmark, et meget enklere plan. Og jeg blev igen og igen overrasket over hvor meget malawianere kan udføre med ufatteligt små midler.

Den erfaring vil jeg bruge i mit fremtidige arbejde ligegyldigt hvor jeg ender.«

Karen kommer tilbage
Karen har netop afleveret sit speciale som er skrevet på baggrund af praktikopholdet, og hun håber på at få en mulighed for at vende tilbage til
Malawi som færdiguddannet jurist.

Men desværre kræver internationale organisationer ofte flere års arbejdserfaring.

Derfor søger Karen nu job i Danmark og pointerer at det ikke er et uforbeholdent positivt træk ved hendes cv at der står Malawi på det.

»Det er noget mærkeligt noget, vil de sikkert tænke,« siger Karen og fortsætter: »Men jeg kan godt fortælle dig at hvis jeg kommer til at gå et halvt år på dagpenge, så tager jeg af sted til Malawi på egen hånd.

Og så sætter jeg en cykelproduktion i gang dernede. Er du klar over hvilken forskel det betyder for en malawianer at han har en cykel? Så er han en rig mand! For på den måde vil han uden videre kunne slæbe ti stole eller fem geder – eller hvad han nu har at sælge – hen til markedet. Og det koster ingenting at sætte sådan en produktion i gang i forhold til den store forskel det vil gøre,« smiler Karen.

Abigail Josephsen er stud.mag.art i litteraturvidenskab og redaktør på programmet SkabsViden på Universitetsradioen.