Jurastuderende om at række hånden op: »Jeg sætter mig strategisk bagerst i forelæsningslokalet«

Det er utrygt at række hånden op og svare på spørgsmål i undervisningen.

Sådan svarer en trejdedel af de studerende, som for nyligt har deltaget i en spørgeskemaundersøgelse fra fagforeningen Djøf, der kortlægger den sociale og faglige trivsel for studerende på landets samfundsvidenskabelige og erhvervsøkonomiske studier. Det skriver Berlingske.

I undersøgelsen tilkendegiver en fjerdedel af de studerende også, at underviserne i meget høj grad eller høj grad giver indtryk af, at ikke alle kan klare sig gennem studiet.

Det er velkendt for jurastuderende Freya Lykke Thorup, som fortæller til Berlingske, at hun ofte kender svaret på et spørgsmål, men ikke tør række hånden op.

»For flere af underviserne handler det bare om, at man siger noget, der er rigtigt. Og hvis det ikke er rigtigt, er det rigtig pinligt,« siger hun.

Uniavisens studenterreporter cyklede til KUA for finde jurastuderende, som ville dele deres oplevelser.

»Jeg er ikke så bange for at lyde dum«

Hvordan er jeres oplevelse af at række hånden op i undervisningen?

»Jeg har haft en underviser, der ‘harpunerede’ og brugte øgenavne, hvis folk svarede forkert. Der blev sagt, at hvis man ikke kunne finde ud af faget, kunne man altid få et job som ufaglært i Netto,« siger Mathilde Toyberg, jurastuderende på 9. semester. Hun fortsætter:

»Hvis der er undervisere, som skaber et dårligt læringsmiljø, og du samtidig er et sted som på Jura, hvor kulturen er ret konkurrencepræget, tror jeg, det kan have en spill-over-effekt. I hvert fald for mig. I andre fag har jeg ikke oplevet, at det nødvendigvis var farligt at stille spørgsmål. Nogle undervisere er gode til at sige, at der ikke findes dumme spørgsmål. Men det kan godt sidde lidt i én alligevel, hvis man har oplevet noget andet på andre hold.«

»Jeg rækker selv hånden meget op i undervisningen. Jeg er ikke så bange for at lyde dum,« siger Steinar Freyr Eiriksson, der læser jura på 7. semester.

»Jeg kan godt lide at teste min viden på mine undervisere. Hvis jeg tror, jeg ved noget, siger jeg det højt for at høre, hvordan mine undervisere svarer tilbage. Det synes jeg er en god metode til at teste, om jeg har forstået tingene korrekt. Så jeg deltager en del i undervisningen. Jeg synes, jeg får rigtig meget ud af det, selv om jeg sikkert har lydt dum mange gange,« siger Emil Pelle, jurastuderende på 9. semester.

»Nemmest ikke at at række hånden op«

Er det jeres oplevelse, at studerende er bange for at række hånden op til undervisning, seminarer eller forelæsninger?

»Nej, overhovedet ikke ved seminarundervisning, men ved forelæsninger er det måske anderledes. Det tror jeg handler om, at man sidder foran så mange mennesker. Til vores forelæsninger kan vi jo være op mod 200 mennesker. Og når underviseren står deroppe og taler, gider man måske ikke at afspore forelæsningen med afklarende spørgsmål,« siger Matt Nordvold.

»Man kan også gå op og spørge om noget i i pausen i stedet for at række hånden op. Det er der nok mange, der vælger i stedet,« siger Frederik Zacharias.

Har I oplevet undervisere, som har ‘harpuneret’ – altså stillet spørgsmål til folk, der ikke selv har rakt hånden op?

»Nej, ikke på seminarer, men undervisere kan måske godt finde på at gøre det til forelæsninger,« siger Matt Nordvold.

»Så har det dog typisk været ret nemme spørgsmål. Men jo, undervisere kan godt finde på det. Og måske er der nogen, som synes, det er ubehageligt,« siger Frederik Zacharias.

Synes I det er ubehageligt?

»Ikke personligt, nej. Men jeg kender nogen, som synes, det er ubehageligt. Nogle synes måske, det er ubehageligt at komme til at sige noget dumt foran 200 mennesker,« siger Mads Norvold.

»Men ofte sidder man jo faktisk med et bud på et svar, selv om man ikke rækker hånden op. Og så er det jo meget godt at blive udpeget. Nogle gange er det bare nemmest ikke at at række hånden op, selv om man godt kender svaret,« siger Andreas Jørgensen.

»Der er blevet grinet af nogen, der har sagt noget forkert«

»Jeg har lagt mærke til, at det ofte er de samme tre-fire stykker, der rækker hånden op og svarer på spørgsmå. Selv er jeg nok lidt bange for at sige noget forkert. Men jeg har ikke oplevet, at det var underviserne, som gjorde det intimiderende at række hånden op. Nogle gange efterlyser de bare meget specifikke svar, og så føler jeg ikke altid, at jeg ved nok til at byde ind,« siger Marie Louise Ernst.

Hvad hvis du har et opklarende spørgsmål, rækker du så hånden op?

»Nogle gange, men ikke ofte. Typisk går folk op i pausen og snakker personligt med underviseren, hvis de har opklarende spørgsmål,« siger Marie Louise Ernst.

Hvorfor ikke gøre det i undervisningen?

»Jeg tror måske, jeg nogle gange tænker, at det nok bare er mig, der har misforstået noget. Og så vil jeg ikke bruge hele holdets tid på at stille spørgsmål,« siger Marie Louise Ernst.

Det er ikke fordi, du er bange for at fremstå dum?

»Ikke så meget i seminarundervisning, nej. Men til forelæsninger kan der godt være nogle undervisere, som er lidt hårde i tonen. Jeg har hørt om eksempler, hvor der er blevet grinet af nogen, der har sagt noget forkert, hvis de for eksempel er blevet harpuneret. Det synes jeg lyder ubehageligt. Jeg sætter mig strategisk bagerst i forelæsningslokalet,« siger Marie Louise Ernst.