Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Alumnerne

Jussi Adler-Olsen kunne fjerne en blindtarm som seksårig, men droppede ud af Medicin

Alumnerne — Jussi Adler-Olsen nåede at gå på tre forskellige studier på Københavns Universitet. Han elskede at studere, men fik aldrig sin kandidatgrad. I dag opfatter han hver bog, han skriver, som et lille studie i sig selv, og er ikke i tvivl om, at studietiden har gjort ham til en bedre forfatter.

Jeg kunne fjerne en blindtarm, da jeg var seks år, tror jeg. Jeg begyndte at læse Medicin, for jeg følte mig godt gearet til de studier, og jeg tænkte, at jeg ville være psykiater som min far. Men jeg begyndte hurtigt at synes, at de folk jeg læste med, var for kyniske. Jeg kommer særligt til at tænke på en dag, hvor vi skulle have psykologiundervisning i kælderen under Anatomisk Institut. Ude foran var der stålborde, og her lå nyligt dissekerede ekstremiteter (arme og ben, red.), som skulle videre op til Anatomisk Institut. Mine medstuderende brugte simpelthen benene og armene som knager til deres overtøj. Det kunne jeg slet ikke have, selv om det nok bare var deres måde at beskytte sig selv på. Til sidst havde jeg det bare sådan, at jeg ikke kunne være sammen med dem mere. Og så droppede jeg ud.

Blå Bog

Carl Valdemar Jussi Henry Adler-Olsen (f. 1950) er forfatter.

Han er særligt kendt for sine krimi-thrillers om Afdeling Q, der inkluderer titler som Kvinden i buret, Journal 64 og Marcoeffekten.

Har forinden sit forfatterskab blandt andet arbejdet som forlagschef, redaktør og iværksætter.

Student fra Rødovre Statsskole i 1970.

Læste efterfølgende Medicin, Samfundsfag og Filmvidenskab på Københavns Universitet frem til 1978.

Alt handlede om medicin og sygdomme i mit barndomshjem. Jeg kommer fra en lægefamilie, så hver gang vi mødtes om spisebordet, snakkede vi om den slags. Som barn oplevede jeg mange ting i min fars lægepraksis. Da jeg var fem år, så jeg en død mand, der sad på en stol i venteværelset. Da jeg så ham, gik jeg ind til min far og sagde: »Jeg tror ikke, at han kan rejse sig selv.« Senere blev min far psykiater, og vi flyttede fra statshospital til statshospital og boede vidunderlige steder ved fjorde og skove. Jeg lærte meget om mennesker og sygdomme i den periode. I 1956 kom psykofarmaka til Danmark, og det ændrede en masse. Pludselig kunne jeg snakke med patienterne, være noget for dem – og omvendt. Så jeg fik mange gode venner blandt de voksne sindssyge.

»Jussi, er du sikker? Er det ikke bare dødens pølse?« spurgte min far, da jeg besluttede mig for at skifte fra Medicin til Samfundsfag. Jeg vil ikke sige, at det var dødens pølse. Men jeg kunne godt se, at jeg ikke skulle være gymnasielærer. Jeg kunne godt lide statistik, underligt nok, og politisk historie. Men da jeg så syntes, at nu havde jeg lært nok, besluttede jeg at læse Filmvidenskab i stedet. For mig handlede det om at være der, hvor jeg lærte det, jeg følte, at jeg havde brug for. Der har været utrolig meget spildtid, men hold kæft, hvor har det været fedt, og jeg er ikke blevet dummere af det. Man bliver kun klogere af at prøve nye retninger i livet. Jeg har fortrudt meget lidt i mit liv. Jeg havde muligheden for at gøre det på den måde, fordi jeg stod et heldigt sted i livet: en god familie, en god opvækst i et trygt land. Jeg vidste også, at kom det til at knibe, kunne jeg altid få lidt hjælp hjemmefra.

Jeg gjorde mit bifag færdig på rekordtid og startede min konferens. Konferensen var i høj grad selvstudie og baseret på meget store afhandlinger. Så jeg gik sammen med en kammerat, som stadig læste sit bifag. Han var filmoperatør i Roxy Bio, der viste karatefilm, og vi besluttede at skrive om det. Det var meget nyt dengang, og der var masser at tage fat på. Jeg synes, at vi skrev en rigtig god afhandling, men så var der en fra Konsistorium, som meddelte os, at vi ikke måtte skrive opgave sammen, fordi han var på bifaget og jeg på konferensen. Vi var så utrolig tæt på at være færdige. Min ven skulle til at være far, og på det tidspunkt havde jeg en tegneserieforretning, hvor jeg tjente fint med penge. Så jeg sagde, at han fik lov til at få den. Jeg kunne altid lave en anden. Men da det kom til stykket, gad jeg ikke. Jeg havde ikke lyst til at blive filmmagister og sidde og rode rundt i meget detaljerede og begrænsede emner.

Forfatterskabet lå og simrede i mig, fra jeg var cirka 30 år gammel. Da jeg var færdig med studiet, tog min kone og jeg til Holland og boede der i et halvt år. Og der skrev jeg min første roman. Den er aldrig udkommet, og det skal den heller ikke, for den er alt for hårdkogt. Virkelig brutal. Men jeg tog til Holland for at se, om jeg kunne. Og da jeg havde skrevet den roman, tænkte jeg, fint, det kan jeg godt, nu kan jeg lave noget andet. Jeg har været meget søgende, ellers havde jeg ikke hoppet fra det ene til det andet. Men jeg har vidst, at når jeg blev gammel nok, ville jeg lade mig pensionere og blive forfatter. Jeg synes desuden, at man først skal blive forfatter, når man har mange erfaringer i livet. På den måde kunne jeg have ro på, skrive i min pyjamas og være hjemme, når min søn kom hjem fra skole.

Jeg har altid villet have, at hver bog skulle være et studie for sig. Når jeg så var færdig med bogen, kunne jeg kaste min viden over bord.
Jussi Adler-Olsen, forfatter

Når folk siger, at jeg ikke skriver ‘rigtig’ litteratur, griner jeg af det. Det er uvidenhed. Jeg skriver spændingshistorier, thrillers. Forskellen på en krimi og en thriller er, at i krimien starter man ofte med et lig, og så er der efterforskning og opklaring. En thriller handler i den sidste ende om at undgå, at katastrofen sker. I princippet handler det om at underholde sit publikum med noget, der er mere spændende end deres eget liv. Og hvis man endelig skal snakke om ‘rigtig’ litteratur, så se bare på Bibelens historie om Abraham og Isak, hvor Abraham får at vide af gud, at han skal slå Isak ihjel. Det er spændende! Gør han det, eller gør han det ikke? Det er en thriller. Historien om Moses, thriller. Don Quixote, Greven af Monte Cristo, thrillers, alle med cliffhangers, suspense og point of views.

Mine studier har gjort mig til en bedre forfatter. Medicinstudiet gjorde, at jeg skrev Alfabethuset, min første roman, som foregår på et lazaret under 2. verdenskrig i Tyskland. Jeg har altid villet have, at hver bog skulle være et studie for sig. Når jeg så var færdig med bogen, kunne jeg kaste min viden over bord. Bare jeg vidste alt, mens jeg skrev den. Thrillers er min genre, for der skal researches meget. Jeg siger til alle, som gerne vil være forfattere, at der i virkeligheden kun er tre ting, der gælder: Research, research, research. Der må aldrig være noget at sætte en finger på. Lige så snart du begynder at researche, åbner historien sig for dig. Stille og roligt. Det lærer man blandt andet på universitetet.

Seneste