Kæmpe skred – Løstansatte nu i flertal

Engang var det lig med tryghed i ansættelsen og gode ansættelsesvilkår at være forsker og underviser på et universitet.

I dag er det lig med korte kontrakter og jagt på finansiering til den næste projektansættelse.

Sådan er det i hvert fald blevet for en stor del af de videnskabelige medarbejdere på Københavns Universitet (KU), viser tal fra databasen ScanPas.

For blot fem år siden var der under 900 ph.d.’er og postdoc’er ansat på KU på kontrakter af tre, to, et eller helt ned til et halvt års varighed.

I 2013 var antallet steget til næsten 3.000.

Der er til sammenligning i dag cirka 2.000 fastansatte lektorer og professorer. En stigning på cirka 500 fra 2009 til 2013.

Læs mere:

Prorektor: Vi ligner andre topuniversiteter

Skader undervisningen

Rollerne er altså byttet om, så de løstansatte nu er i klart flertal, hvilket ikke overrasker Ingrid Stage, formand for DM – Dansk Magisterforening.

»Det er en udvikling, som vi forgæves har advaret imod gennem flere år, men det er ikke desto mindre stærkt bekymrende,« siger hun.

Ingrid Stage peger på, at det skader det man kalder den forskningsbaserede undervisning, fordi postdoc’erne ofte ikke skal undervise.

De studerende går altså glip af den nyeste forskningsviden i undervisningen.

Dårligt arbejdsmiljø

Det skader også kontinuiteten og sammenhængen i forskningen, da folk hele tiden er på vej videre på jagt efter en ny projektansættelse, og så giver det et elendigt psykisk arbejdsmiljø, påpeger Ingrid Stage.

Hun henviser til, at en ny undersøgelse fra DM viser, at de universitetsansatte er mere stressramte end de øvrige medlemmer af fagforeningen.

Hvor 16,9 procent af de universitetsansatte i høj og meget høj grad oplever en stresset hverdag, gælder det for ni procent af de kommunalt ansatte medlemmer og 12 procent af de regionalt ansatte.

»Universitetsansatte har det mest belastede arbejdsmiljø, og jobusikkerheden er helt sikkert en vigtig del af forklaringen. Det er utroligt opslidende at skulle finde finansiering til sin egen stilling igen og igen,« siger DM-formanden.

Forskertalent smutter

Syntesebiologen Johan Andersen-Ranberg, der for nyligt vandt den prestigefyldte PhD Cup for sine evner som forskningsformidler, har været postdoc på KU siden juli 2014.

Men til august er det slut, da Det Frie Forskningsråd har bevilget ham penge til at forske tre år på Berkeley University i Californien.

Inden for hans felt er det vigtigt at rejse ud en periode, men han skjuler ikke, at han glæder sig til at slippe væk fra de dårlige arbejdsvilkår for unge forskere i Danmark.

»I min forskningsgruppe og andre steder på KU er det på trods af ansættelsesforholdene lykkedes at opbygge socialt og fagligt stærke grupper. De er attraktive at komme tilbage til, men KU’s store institutter kender ikke disse miljøer, hvor god forskning bliver lavet, og de understøtter dem ikke,« siger Johan Andersen-Ranberg.

Afhængig af forskningsbevillingernes lykkehjul, enten til ham selv eller til hans nærmeste leder, kunne han måske være blevet hængende på KU nogle år endnu, men mulighederne for at få en fast stilling er utrolig dårlige, da de er cirka 70 ansatte i hans sektion, og kun seks-otte af dem er fastansatte professorer eller lektorer.

»Jeg er heldig, at min kæreste gerne vil med til USA, og at jeg har fået en treårig postdoc-bevilling, men mange med familie kan ikke bare rejse ud, eller arbejde videre på korttidskontrakter, da de er afhængige af en fast indkomst. Dygtige folk vil ikke finde sig i at skulle zappe fra den ene kontrakt til den næste uden udsigt til en fast stilling. Jeg er ikke i tvivl om, at meget talent går til spilde på grund af de dårlige karrieremuligheder, men det virker som om administratorerne ikke ved, hvad der foregår ude på afdelingerne. Hvis institutledelsen kendte deres ansatte bedre, ville de måske være mere villige til at holde på talenterne,« siger han.

Kontinuitet går tabt

Johan Andersen-Ranberg mener, at det største problem for forskningen er manglen på kontinuitet, da der ikke er nogen til at tage over og føre forskningen videre, når bevillingen til et projekt løber ud.

Den kollektive hukommelse går derfor tabt.

Det tager også tid at falde til på en ny arbejdsplads, og man bruger tid på administrative problemer, så som ny postdoc yder man ikke sit optimale det første halve år af sin ansættelse.

Det svarer til, at en fjerdedel af varigheden af en typisk postdoc-kontrakt er spildt.

Selv om han selv er på vej videre i karrieren på Berkeley har han sagt ja til at være med i en arbejdsgruppe, der skal komme med forslag til, hvordan man kan skabe bedre og mere klare karriereveje for postdoc’erne på KU.

Projekt skal hjælpe

Ifølge HR-konsulent og projektleder Iben Rørbye er målet med projektet at klæde ledere og medarbejdere bedre på til at drøfte postdoc’ernes karriereveje.

Dels med konkrete aktiviteter på baggrund af postdoc’ernes input fra fokusgruppeinterview.

Dels med flere fakta; hvor mange fortsætter på KU, og hvordan ser karrierevejen ud for dem, der gør karriere andetsteds.

Dels med information og hjælp til karriererådgivning og -afklaring i form af information på KUnet, workshop og eventuelt aktiviteter, for dem, der arbejder med karriereafklaring, og nyt MUS-koncept for ph.d.’er og postdoc’er med større fokus på karriere.

Burde ansætte adjunkter

Ingrid Stage hilser initiativet velkommen, og hun håber, at arbejdsgruppen vil komme med konkrete forslag.

»Det er en rigtig tanke at vejlede postdoc’erne om, at det er en midlertidig forskerstilling, og at de fleste sandsynligvis må finde job i erhvervslivet bagefter,« siger hun.

Hun mener dog, at universiteterne bør ansætte flere i adjunkturer i stedet for i postdoc-stillinger.

Mens en postdoc er defineret som en forskerstilling, der skal før til et job uden for universitetet, er et adjunktur en adgangsbillet til et job som universitetslærer med både forskning og undervisning.

Flere adjunkturer og færre postdoc-ansættelser kunne derfor rette op på den skæve fordeling mellem løst- og fastansatte, mener Ingrid Stage.

clba@adm.ku.dk