Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Kære minister: Sådan laver man erhvervsrettede kandidatuddannelser uden at sløjfe et studieår

Det er muligt at gøre kandidatuddannelser erhvervsrettede og fleksible uden at skære det andet studieår. Det har kandidatuddannelsen i global sundhed (MScGH) på KU praktiseret med succes i 10 år, skriver debattøren i et åbent brev til uddannelses- og forskningsministeren.

Kære Christina Egelund

Tillykke med den vigtige og udfordrende post som uddannelses- og forskningsminister. Du har sikkert allerede lyttet til mange kritiske røster. Ikke mindst i forbindelse med det udskældte forslag om etårige kandidatuddannelser, som kritikere bl.a. frygter vil sænke uddannelsesniveauet, medføre karakterræs og skræmme de bedste udenlandske studerende væk.

I stedet for at tilslutte mig koret af kritikere vil jeg forsøge at være konstruktiv og vise et praktisk eksempel på en toårig kandidatuddannelse, der er både erhvervsrettet og fleksibel uden at koste en formue.

Et springbræt til arbejdsmarkedet

For 10 år siden var jeg med til at grundlægge kandidatuddannelsen Master of Science in Global Health (MScGH) på Københavns Universitet. Et vigtigt element i uddannelsens andet studieår er muligheden for praktikophold af 10 eller 15 ECTS-point. Disse ophold foregår ofte på mulige arbejdspladser, både danske og udenlandske. På den måde havner de fleste af vores ca. 40 årlige kandidater i virksomheder, NGO’er og organisationer som Novo Nordisk, World Diabetes Foundation, Røde Kors, WHO, UNICEF og FN.

Praktikophold kan afdække problemstillinger hos praktikstedet eller generere data, som kandidaten kan analysere i sin specialeafhandlingen. På den måde udgør opholdet en glidende overgang til kandidatafhandlingen på sidste semester. I praksis overlapper praktikopholdet og afhandlingen således ofte hinanden, ligesom ophold ikke sjældent påbegyndes før semesterstart, hvis stedet og den studerende finder det mest hensigtsmæssigt.

Et eksempel til efterfølgelse

DEBATINDLÆG

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Vi opfordrer alle til at læse debatindlæg til ende, før de kommenterer dem på Facebook, så vi kun får konstruktive bidrag.

Det er godt, når der er uenighed, men husk at holde en god debattone.

Uniavisen forbeholder sig retten til at slette kommentarer, der overskrider vores debatregler.

Et andet vigtigt element i kandidatuddannelsen i global sundhed er, at den enkelte studerende selv sammensætter sit andet studieår – med behørig vejledning – ud fra fag eller moduler fra udvalgte uddannelser og fakulteter fra både KU og andre anerkendte universiteter i ind- og udland.

Valgfriheden er en både til- og påskønnet mulighed, som blot kræver studienævnets forhåndsgodkendelse af de enkelte fag for at sikre, at den studerende opnår den nødvendige profil i forhold til uddannelsens overordnede målsætninger.

Over halvdelen af vores kandidater kommer fra udlandet, hvorfor uddannelsen udelukkende foregår på engelsk. Med den nye regerings ønske om flere engelsksprogede uddannelser, flere internationale studerende, større fleksibilitet samt »genbrug« af fag og moduler på tværs af lokale og globale skel, håber vi, at vores erfaringer kan tjene som eksempel og model. Også for Reformkommissionen, hvis den skulle blive bedt om fornyede overvejelser på baggrund af de relevante indsigelser fra KU og andre universiteter.

Afslutningsvis håber jeg, at ministeren vil komme og fejre vores 10-års jubilæum til oktober, så du kan høre mere om vores erfaringer.

Seneste