Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Debat
SYNSPUNKT - Lad vær med at forsøge at forsvare, hvad ikke forsvares kan, lyder opfordringen fra CBS-studerende til tutorerne på Statskundskab på KU.
Pas på ikke at drukne vores introture i politisk korrekthed!
Sådan lyder advarslen fra flere debattører, blandt andre studerende ved KU Martin Topf, der dermed har gjort sig til bannerfører for et status quo, hvor det tilsyneladende er fuldt ud legitimt med sektlignende optagelsesritualer så som lidt svinekød i underpermissionerne og fissekampråb.
Faktisk er det kun fantasien, som sætter grænser. Det virker i hvert fald til at være tilfældet på Statskundskab på KU, hvis rusforløb viser sig at være gennemsyret af sexisme og druk.
LÆS: Sexisme og druk gennemsyrer Statskundskab.
Tutorgruppen for det pågældende studie har valgt at forsvare sig med en noget selektiv fremlægning af de evalueringer, der fulgte den omdiskuterede rustur. Kun 3 procent af russerne har givet udtryk for, at introdagene har været grænseoverskridende i negativ forstand, forstår man.
LÆS OGSÅ: Tutorers evaluering afslører overtrådte grænser.
Kære tutorer på Statskundskab på KU: stop jer selv. Lad vær med at forsøge at forsvare, hvad ikke forsvares kan.
Der er jo ikke tale om en lille gruppe studerende, som udtrykker utilfredshed, fordi de fandt det fjollet eller pjattet, højlydt at fantasere om – i øvrigt til offentlig skue – at gennemkneppe en medstuderende af det modsatte køn.
Jeg har haft fornøjelsen af at være introvejleder på mit studie på CBS intet mindre end tre gange. Havde jeg haft så meget som én studerende, som følte, at denne var blevet presset ud i noget ubehageligt grænseoverskridende, havde jeg haft en rigtig dårlig smag i munden.
Det virker på mig som om, der på Statskundskab på KU er opbygget en ruskultur, hvor det først og fremmest handler om, at tutorgruppen skal have det sjovt. Bevares, det er da også et sjovt arbejde, men man har aldrig nogensinde som introvejleder ret til at more sig på bekostning af nye studerende.
Introforløbene er til for – som navnet antyder – at introducere de kommende studerende til livet på en videregående uddannelse i alle dets aspekter og nuancer, herunder sociale.
Med andre ord: introforløb er til for de nye studerende og ikke for introvejlederne selv.
På mit studie – Asian Studies Programme – bruger tutorerne hvert år megen tid på at sikre, at hver enkelt aktivitet lever op til dette hovedformål, nemlig at ryste russerne sammen.
Ud af en gruppe på 10 udpeger vi altid én sikkerhedsperson, hvis primære opgave er at forholde sig kritisk til tingene og påpege, hvis noget potentielt kan gå for vidt.
Vi har tilmed gennem vores studenterforening CBS Students udarbejdet et fælles adfærdskodeks for hele CBS, hvor vi som tutorer skriver under på en række retningslinjer, som vi er blevet enige med ledelsen om.
Er det så det samme som at drukne vores introture i politisk korrekthed? Nej, jeg vil mene, det er almindelig sund fornuft, for hvorfor skulle vi dog te os som idioter en gang om året, blot fordi der kommer et nyt kuld studerende?
Det undrer mig egentlig ikke, at folk som Martin Topf forsøger at bortforklare en ellers omfattende kritik med, at den har sit ophav i en radikal akademisk feministfløj.
Den anfægtede tutorgruppe forholder sig jo slet ikke til kritikken, men klynker i stedet over, at kritikkerne ikke lige fremhæver nogle af de gode sider af introforløbet på statskundskab på KU. Siden hvornår har det været nødvendigt, hvis man ønsker at rejse en kritik og italesætte noget problematisk?
Men lad mig da endelig give jer lidt respons efter sandwichmodellen:
Fedt at I har valgt at tage det enorme ansvar, det er at være introvejleder for et helt hold nye studerende, på jeres skuldre. Stor ros herfra.
Når det er sagt, så løfter I efter alt at dømme ikke opgaven særligt godt. Af den evaluering, I selv ynder at henvise til, svarer i alt 58 personer, at de oplevede en lille eller stor grad af uønsket pres. Det er mildest talt knapt så fedt.
Til gengæld glæder det mig, at I nu har meldt ud, at I ønsker at tage kritikken seriøst og retter ind, så der ikke fremadrettet er nye studerende som, inden de overhovedet er begyndt på deres uddannelse, skal føle sig krænket og ekskluderet.
Inden jeg af Martin Topf, med flere, bliver stigmatiseret som værende radikal feminist på grund af dette indlæg, vil jeg blot understrege, at debatten for mig handler om mangfoldighed snarere end politisk korrekthed.
Der skal være plads til diversitet på universitet, og der er ikke nogen, der skal underkaste sig en så sygelig ruskultur, som det er, at presse folk ud i at mærke sig frem til, hvordan læberne på et fårehoved føles som en fisse.
For at sikre inklusion, er det derfor tydeligvis ikke nok at gøre op med de sexistiske aktiviteter men eksempelvis også den heteronormativitet, der lader til at stortrives – sikkert også på andre studier og universiteter. Jeg kan ikke se, hvorfor Statskundskab på KU – om end nok et ekstremt et af slagsen – skulle være et særtilfælde.
Så kære tutorgruppe på Statskundskab på KU: det tog forfærdelig lang tid at trænge ind til jer, men jeg ser nu frem til at høre nærmere om, hvad I har fundet ud af på jeres dialogmøde den 2. juni. Det kan kun blive bedre.
uni-avis@adm.ku.dk