Kærlighedens kluddermor

Lørdag aften på Basement, Indre Vesterbro. Lokalet er et råt, forladt industrilokale der tidligere var varmerum i et beboerhus. I dag er alt inventar skrællet ud, og de rå vægge står ubehandlede tilbage og signalerer vækstlag og subkultur. En stor terning af metal udgør et scenerum, og tilskuerrækkerne tæller 50 stole.

Ind på scenen træder en ung kvinde i træningssæt. Farverne på tøjets tekstil er melerede i samme nuancer som betonvæggen bag hende. Hun går i ét med det manglende tapet. Tøjet stumper på de lange arme og ben. Hun er ikke overens med sin størrelse og sin fylde. Hun er konfus, barfodet og brinteroverilteblond. Hun vrider sig i det skarpe lys, og hun returnerer publikums afventende, undersøgende blik. Selvom hun er utilpas med den pludselige konfrontation, er der noget pågående over hendes væsen.

Blind date med publikum
»Du er nok den tavse, stærke type,« siger hun. Hun taler til en mand hun netop har mødt, men publikum sidder i hans sted. Scenen er sat for et kærlighedsmøde, og publikum er suget ind i kvindens allerinderste og mest intime rum: på date med drømmefyren. Og som kvinden taler sig varm, forstår man at den mand hun elsker af hele sit unge hjerte og som hun fra scenen udveksler sine dybeste tanker med, han er en fiktion. Han er den mand hun længes efter at møde, kæmper for at fastholde og sørger over alligevel at miste.

Alt dette foregår mens hun går rundt i cirkler i sin lejlighed og øver sig i at være forladt og lidende på en fotogen måde. Han har mange kvaliteter, hendes drømmefyr. »Du er meget belæst,« siger kvinden benovet med henvisning til at han sidder og chatter på Facebook og surfer på Youtube hele natten. Eller… måske ligger han faktisk lidt længere fra idealet end først antaget, men ikke desto mindre vil hun kæmpe for ham til sidste blodsdråbe.

Hun vil halse gennem byen til Kastrup i de bare trusser og morgenbollehår for at standse det fly der skal bringe ham til Berlin eller Barcelona. Forestillingen der spiller fem aftener først i november, hedder Tango Naive og er ifølge programmet en ‘fysisk monolog’. Manuskriptet er én lang række intime betroelser om det mest forkætrede af alle møder: kærlighedsmødet. Den månesyge unge kvinde fortæller om ukoreograferet intimbarbering og en tilfældig kinddans der ender med en tabt jomfrudom bag Brønshøj Torv. Og mange andre pinagtige oplevelser.

Manuskriptet handler om at føle sig klodset, utjekket, maskulin og uforberedt. Om at livet på jorden har færre farver og langt mindre glamour end livet på skærmen. Om et ungdomsliv hvor idealer hentet fra endeløse tv-serier og Hollywood-produktioner som Titanic, Sex and the city, Pretty Woman, You got mail og Dirty Dancing gør det let at miste orienteringen. Kvinden på scenen svælger i romantiske komedier, og derfor har hun et mellemværende med tilværelsen. Når hun ser sig i spejlet, er hun ikke køn nok.

Når hun endelig mister sin mødom, er det ikke romantisk nok. Når hun kælent rækker ud efter nattens erobring i sengen, er han lusket af i ly af mørket. Når hun sætter ord på sine inderste længsler, er det med citater fra Hollywood-film. Hun er med andre ord en helt igennem almindelig ung kvinde.

gbg@adm.ku.dk