Kan en ledelse skabe faglige synergier?

Jeg har hørt en klog mand sige, at forskningssamarbejder ikke kender grænser. Hvis der er en forsker på et andet institut, et andet fakultet, et andet universitet, eller i den anden ende af verden, som du kan have gavn af at samarbejde med, så skal du nok finde en måde, hvorpå dette kan lykkes.

Derfor har jeg også svært ved at se, præcis hvad det er for et udbytte, der egentlig kommer, hvis omorganiseringen af de ”våde” fakulteter gennemføres. Hvad er det, man kan i den nye struktur, som man ikke kan nu?

Det helt fundamentale spørgsmål, som vi burde have besvaret, før vi overhovedet gik i gang med at snakke om fusioner er: Hvilke barrierer er der på KU for at samarbejde om uddannelse og forskning. Dette spørgsmål burde være blevet lagt ud til åben debat i fagmiljøerne. Personligt tvivler jeg på, at svaret er så simpelt som ”fakultetsgrænser”, men ikke desto mindre er det ledelsens konklusion. Den åbne debat har været fuldstændigt fraværende i en topstyret høringsproces, der har været begrænset til ledelsens grovskitse.

Det er ledelsens fusion

Jeg har ikke hørt nogen VIP’er sige, at deres forskning vil blive bedre af en fusion. Ej heller har jeg hørt studerende sige, at deres uddannelse vil blive bedre. Ifølge ledelsen er synergier og faglighed i verdensklasse en selvfølge, hvis bare de kan få lov at gennemføre fusionerne. Men det er da en smule påfaldende, at dette tilsyneladende ikke deles af den resterende universitetsbefolkning.

Det vi har i dag, er et fusionsoplæg, som hverken studerende eller ansatte føler noget som helst ejerskab over. Det er ledelsens fusion. Problemet er bare, at en ledelse kun kan opstille rammer for synergi og samarbejde.

De egentlige synergier opstår mellem forskere, forskningsgrupper og studerende, men er de ideelle rammer for dette, en organisering hvor de fleste føler sig overset og overhørt?

Lad os tage tid til debat

Jeg siger ikke, at fusionen nødvendigvis er en dårlig idé, jeg har bare ikke hørt nogen konkrete argumenter for, at det skulle være en god idé. Derfor vil jeg opfordre til, at vi udskyder beslutningen og så tager den helt åbne diskussion af, hvilke barrierer der findes for samarbejde på KU i den nuværende struktur. Fordi hvis svaret ikke blot er fakultetsgrænser, hvordan kan vi så være sikre på, at de store visioner ledelsen har skrevet i deres fusionsgrundlag overhovedet kan blive til virkelighed?

Den kloge mand jeg nævner i starten, er for resten Sven Frøkjær, dekan på Det Farmaceutiske Fakultet, sagt til et møde i akademisk råd i forbindelse med forårets diskussion af kemisammenlægning.