Kan man have en nazist som kollega?

Forskere på Københavns Universitet og andre danske uddannelsesinstitutioner havde et meget omfattende videnskabeligt samarbejde med Tyskland efter Hitlers magtovertagelse i 1933.

Det fremgår af nyere historisk forskning, som for nylig blev fremlagt på en stor todages konference om ’Videnskaberne, universiteterne og udfordringen fra nazismen 1933-1945.´

Ifølge professor i historie Palle Roslyng-Jensen havde Tyskland i videnskabelige kredse samme status i 1930’erne, som USA fik efter anden verdenskrig.

»Det gælder ikke blot inden for teologi og humaniora, men også inden for naturvidenskab,« fortæller Palle Roslyng-Jensen, der havde arrangeret konferencen sammen med to af sine kolleger fra Saxo Instituttet, Karl Christian Lammers og Niklas Olsen.

Baggrunden for konferencen

Formålet med konferencen var at sammenfatte resultaterne fra de seneste ti-tyve års undersøgelser af forskellige videnskabsområders og enkeltprofessorers forhold til nazismen.

Ifølge Palle Roslyng-Jensen har der været en tendens til at fremhæve, hvor vidtgående samarbejdet var i de enkelte tilfælde, mens det har knebet mere med at få beskrevet de generelle betingelser. Hvor omfattende var samarbejdet, på hvilke præmisser foregik det, hvornår meldte man fra og på hvilken måde?

»Der var selvfølgelig et mindre antal professorer som fx kulturgeografen Gudmund Hatt eller juristen Carl Popp-Madsen, der havde en klar nationalsocialistisk dagsorden. De er gennemgående velbeskrevet, fordi da man gjorde op med sagen i 1945, så tog man fat i dem, i dem der svigtede,« fortæller Palle Roslyng-Jensen.

En del blev fyret med eller uden pension. Men i forhold til Københavns Universitets størrelse med 5.000 studerende var der i virkeligheden tale om et forbavsende lille mindretal.

»Det drejer sig højest om fem-syv personer, der fik en påtale eller lignende af universitetet, fordi de havde medvirket til nazistisk virksomhed,« oplyser Palle Roslyng-Jensen.

Jødiske forskere fyres

Mere interessant er ifølge KU-historikeren, hvor omfattende det videnskabelige samarbejde var med Tyskland i 1933, da Hitler kommer til magten. Danske forskere chokeres over, hvor hastigt tysk videnskab nazificeres i de følgende år.

»Det går lynhurtigt,« fortæller Palle Rosling-Jensen.

»Nogle tyske videnskabsmænd bliver fyret, især jøder. De andre reagerer ikke kun med tilpasning, men også medvirken i form af stærk nationalisme og racistisk opførsel. Og det skal man selvfølgelig forholde sig til, når man har sådanne tætte videnskabelige forbindelser.«

Reaktionen falder lidt forskelligt hos de danske forskere.

»Nogle bryder forbindelsen med deres tyske forskerkolleger, så snart de registrerer nazificeringen. Andre tøver og siger: Ah, stormen lægger sig nok, vi kender jo vores tyske venner som fornuftige mennesker.”«

At bryde sine videnskabelige bånd opfattes som svært og trækker ud til langt op i 30’erne. Afgørende i den forbindelse er også den enkelte forskers ideologiske grundholdning.

»Det er klart, at hvis du er venstreorienteret på det tidspunkt, så er du ubetinget antinazist; hvis du er konservativ-national, så er det vanskeligere. Det ses tydeligt i historiefaget, hvor nogen bryder af med det samme, mens andre fortsætter samarbejdet,« fortæller Palle Roslyng-Jensen.

Rektor holder lav profil

Da besættelsen kommer, skifter dagsordenen dog, og det nationale spørgsmål rykker helt i forgrunden i alle samfundsgrupper.

»Generelt må man sige, at universitetets ledere, Rektor og Konsistorium, holder lav profil,« fortæller Palle Roslyng-Jensen.

Der er forskellige henstillinger til de studenterblade, der går længst i nazismekritik. Men der er også henstillinger til de enkelte nazistiske undervisere, der laver opslag på universitetet om nazistiske møder.

»Så det er i virkeligheden et led i den almindelige samarbejdspolitik med at holde lav profil over for nazisterne og besættelsesmagten,« konstaterer historieprofessoren.

Under besættelsen bliver den nationale dagsorden meget stærk over hele det politiske spektrum. Blandt studenterne er der også kun få, der bliver aktive nazister.

»Vi har en studenterfraktion i det danske nazistparti, som kun tæller 60 medlemmer. Det kan ikke siges at være voldsomt,« konstaterer Palle Roslyng-Jensen

Holdning til nazistisk videnskab

Mere interessant end antallet af egentlige nazister er spørgsmålene om hvornår og hvordan og på hvilke præmisser, man i universitetsverdenen tager afstand fra nazistisk videnskab, mener den danske besættelseshistoriker.

»Svarene falder forskelligt ud i de forskellige videnskabsgrene. Mens det nazistiske budskab fremtræder åbent inden for nogle af fagene på Humaniora og Teologi, kan det holdes mere instrumentelt, hvis du befinder dig inden for naturvidenskab.«

Derfor er det også naturvidenskabsfolk, der fortsætter samarbejdet længst tid ud fra en formening om, at kollegerne jo er fornuftige videnskabsfolk.

Det mest velkendte eksempel er Nils Bohr, og han er endda jøde og KU’s absolutte frontfigur med Nobelpris og alle tænkelige hædersbevisninger, som Palle Roslyng-Jensen udtrykker det.

Ikke desto mindre fortsætter Bohr efter den tyske invasion 9. april 1940 samarbejdet med sin gamle studiekammerat Werner Heisenberg, som under anden verdenskrig stod bag det tyske forsøg på at udvikle atombomben.

Forholdet mellem de to gamle studiekammerater og nobelpristagere i fysik og afslutningen på deres nære venskab, efter at Heisenberg fortalte Bohr om atombomben på et møde i København i september 1941, er beskrevet i flere bøger og har været opført som teaterstykke under titlen Copenhagen.

Et aktuelt budskab

Havde man håbet på, at konferencen om universiteterne og nazismen ville bringe saftige afsløringer af nulevende kollaboratører, blev man slemt skuffet.

»Vi har ikke overraskende nyheder om, at denne eller hin professor er nazist. Grundlæggende synes vi, at det har kørt alt for vidt med den form for skalpejagt,« mener Palle Roslyng-Jensen.

»Det nye og interessante i forhold til tidligere forskning på området er forsøgene på at fastlægge, hvilke faktorer og præmisser, som er på spil, når man skal afgøre, hvornår man skal sige fra, og på hvilken måde. Og tilsvarende: Hvornår går man med og på hvilken måde.”

Er der et nutidigt budskab i det også?

»Ja, det er der selvfølgeligt,« siger Palle Roslyng-Jensen efter en kort tænkepause.

»I dag skal du som forsker stadig tænke over, hvad du er med til, og hvordan det bliver brugt, men der er i højere grad et kollektivt ansvar. Universitetet har en meget stærkere overbygning og er en stærkere institution end dengang, hvor der kun var Rektor og Konsistorium med den lave profil, hvorfor det i høj grad blev hver den enkeltes ansvar.«

rjb@adm.ku.dk