Kan vi stole på videnskaberne?

VIDENSKABET

I videnskabelige kredse og i de brede medier præsenteres vi ofte for forskning, som forekommer utrolig. Ville du tro på os, hvis vi fx sagde, at der findes organismer, der er potentielt udødelige? Umiddelbart gætter vi på, at svaret er ’nej’. Men marinbiologisk forskning viser, at vandmænd af arten Turritopsis nutricula, efter at have reproduceret sig, kan vende tilbage til et tidligere udviklingsstadie og således påbegynde sin livscyklus på ny. Og det, potentielt set, for evigt. For os almindelige dødelige kan det være en svær historie at sluge, og selvom udsigten til en hær af udødelige gopler, der befolker verdenshavene, kan være vanskelig at forholde sig til, så påpeger denne videnskabelige opdagelse en særlig måde, hvorpå vi som mennesker forholder os til videnskaberne.
Hvad sker der, når forskningen bryder med vores opfattelse af virkeligheden i en sådan grad, at vi ikke længere meningsfuldt kan forholde os til enten den videnskabelige forskning eller virkeligheden?

Videnskabsskepticisme

I moderne og veloplyste samfund opererer vi ofte med den antagelse, at de fleste årsager til vores kollektive gøren og laden på en eller anden måde kan udtrykkes logisk og rationelt eller gives et videnskabeligt belæg.

Problemet er dog, at vi ikke altid er villige til at acceptere videnskabens resultater, uanset at der kan herske videnskabelig konsensus på området. Det ser vi blandt andet på den mere skeptiske fløj i klimadebatten. Spørgsmålet bliver da, hvorfor vi nogle gange er tilbøjelige til at tvivle på videnskabelig forskning.

Umiddelbart virker det karakteristisk for tvivlstilfælde, at videnskaberne, populært sagt, virker ’for langt ude’, det vil sige at de bryder radikalt med det kompleks af ideer, meninger og praksis, som udgør vores almene fællesforståelse af virkeligheden.

Lad os her se på nogle eksempler fra forskellige videnskabelige grene, der kan hjælpe os til at forstå hvorfor vi i nogle tilfælde tvivler på videnskaberne.

En skør, skør verden

Et eksempel, som Universitetsavisen skrev i oktober 2009, kunne være fysikerne Holger Bech og Masao Ninomiyas’ postulat i artiklen ’Search for Future Influence from LHC’ om, at atomacceleratoren i CERN muligvis er blevet saboteret af Gud engang i fremtiden (!). Dette skulle eftersigende være den eneste, udover den åbenlyse, mulige forklaring på de vedvarende tekniske problemer med LHC. Men er det overhovedet muligt for almindelige mennesker at forholde sig til de fysiske og metafysiske konsekvenser af en sådan teori?

En lignende case kunne være spørgsmålet om delfiners moralske status. Det er ikke noget nyt, at delfiner ofte opfattes som jordens næstmest intelligente dyr, og at de er vellidte i den offentlige bevidsthed. Kontroversielt og nyt er det derimod, at forskere gennem det sidste år er begyndt at argumentere for at opgradere delfiners moralske status til non-human persons, baseret på en slående lighed mellem mennesker og delfiners kognitive egenskaber og sociale adfærd.

Ifølge denne logik bør delfiner, hvor det er muligt, opfattes som individer og tilkendes rettigheder, vi kun tidligere har været tilbøjelige til at tilkende vores menneskelignende medskabninger. At dyr skal have rettigheder kan de fleste vist blive enige om, men at opfatte og behandle dem som personer, er noget helt andet.

Et tredje eksempel kunne være en rapport fra det engelske House of Commons Science and Technology Committee vedrørende den juridiske klassificering af rusmidler. Den ikke bare påviste, at stoffer som cannabis, LSD og ecstasy er langt mindre skadelige end hidtil antaget; den argumenterede også for at rusmidler som alkohol og tobak udgør en væsentlig større samfundstrussel end hidtil antaget.

Men er det virkelig rigtigt? Det var formentlig tvivlsspørgsmål som dette, der var medvirkende til, at den engelske regering i oktober og november 2009 fyrede flere af dens ledende rådgivere på området. Ingen tvivler på, at det ofte kan være politisk upopulært at betvivle den herskende samfundsorden, men som daværende indenrigsordfører for de liberale demokrater i England, Chris Huhne, efterfølgende udtalte:

»What is the point of having independent scientific advice if as soon as you get some advice that you don’t like, you sack the person who has given it to you?«

At kende sandheden

Hvis vi ser på eksemplerne, så tegner der sig umiddelbart et tydeligt billede, for det er nemlig samme grundlæggende problem, der går igen. De fleste mennesker er nemlig ikke på stående fod i stand til at sætte sig ind i eller forstå de teorier og data, der ligger til grund for de pågældende videnskabelige konklusioner.

Så hvad gør vi, når vi ikke kan overskue denne nye og umiddelbart uforståelige viden? Vi benytter os ofte af vores intuition – lad os her kalde det for ’den sunde fornuft’. Det er netop, når vi ikke kan afgøre hvorvidt et givent videnskabeligt udsagn er sandt eller falsk, at den sunde fornuft fungerer som en slags coping mechanism, der hjælper os til at tage og begrunde beslutninger, selvom vi ikke har det rette videnskabelige belæg.

Problemet er bare, at utallige eksperimenter har vist, at mennesker ofte begår logiske fejlslutninger i selv de mest simple situationer, roder sig ud i selvmodsigelser og generel irrationel adfærd. De fleste mennesker agerer således på deres egne politiske, økonomiske og religiøse særinteresser og holdninger, som ofte er alt andet end rationelle.

Det viser sig dog, at det heller ikke er uproblematisk at stole blindt på videnskaberne. De seneste års debat om sektorforskning versus grundforskning og om den generelle forskningsfrihed på de danske universiteter vidner om, at ikke al forskning umiddelbart kan tages for gode varer, og at der som minimum er grund til at være kritisk indstillet.

Den usunde fornuft

Vi synes derfor nu at stå med et dilemma: er det videnskaberne eller den sunde fornuft, vi skal stole på?

Til hverdag er fornuften et fremragende værktøj, netop fordi den ofte er ’sund’. Man kan ikke kræve af folk, at de altid har et videnskabeligt belæg for deres beslutninger og handlinger; det ville være urimeligt. Men det betyder også, at når vi står over for vigtige og afgørende beslutninger, som når vi eksempelvis skal finde ud af, hvordan vi skal indrette vores samfund, så kommer fornuften ofte til kort.

Den sunde fornufts vage natur gør nemlig, at det ofte er for risikabelt at stole på den, fordi vi ikke altid er i stand til at forstå, hvad der ligger til grund for dens domme.

Selvom det ikke er videnskabernes job at dømme hver eneste af vores beslutninger og handlinger, mener vi dog, i tråd med størstedelen af forskerstanden, at det er nødvendigt at vi som samfund ikke kun spørger videnskaberne til råds, når det kommer til indretningen af vores samfund, men også lader os vejlede af den.

Fordelen ved at stole på videnskaberne er netop, at hvor den sunde fornuft ofte er en ’alt-andet-lige’ måde at rationalisere på, så forsøger videnskaberne metodisk at bevidstgøre sig selv om de fejl, de kan begå. At videnskaberne gennem tiderne har taget fejl, og at forskerne konstant må revurdere og opdatere dens konklusioner er derfor blot et sundhedstegn.

Videnskaberne vil altid optræde som deres egne vogtere, og derfor bør vi følge vores sunde fornuft og stole på dem.

Kristian Moltke Martiny, cand.mag. i filosofi, -videnskabelig assistent, Center for Subjektivitetsforskning og Michael Rasmussen, cand.mag. i filosofi