Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Kantinetjek: det kan du få for 33 kr.

FORBRUGERSTOF - I Nørregade 10 har Københavns Universitets ledelse og centraladministration hjemme, og her kan de nyde godt af den helt store frokostbuffet til 33 kroner – en yderst fair pris. Uniavisens forarmede og forslugne studenterrapporter satte sig for at undersøge, hvad man i universitetets øvrige kantiner kan få for dette beløb. Konklusionen var klar, men nedslående for de studerende. For hos rektor spiser man bare mest og bedst.

Perfekt balance i silden

Le Cannibale Nørregade 10

I den lille personalekantine i Nørregade 10, er buffeten hæmningsløs og hedonistisk: Intet afvejningslirumlarum. 33 kr., og så er der fri leg. Bum. Eurest driver stedet.

Ved mit besøg var dagens ret byg selv-ribbenstegssandwich, som efter min medspisers bedømmelse skulle have fire stjerner: den sprøde svær trak op, manglende øko og lidt for anmassende hjemmerørt remoulade trak ned.

Som næsten-vegetar sprang jeg selv over, men røg i salatbaren (frisk og velassorteret). Ovnbagte kartofler, godt hjemmebagt rugbrød, som jeg belagde semi-højt med perfekt afbalancerede kryddersild og en ok, men lige lovligt tør tunsalat. Det burde jo være tilstrækkeligt, men nu hvor pengene var betalt, og muligheden var der, kom der også en røget paprika-suppe med på den efterhånden bugnende bakke. Og lidt ost. Og frisk frugt.

Konklusion: KU’s bedste kantine, smagsmæssigt og til prisen. End of discussion. For 33 kroner er man garanteret et veltilberedt, velsmagende og ikke mindst varieret måltid, der på ingen måde smager af storkøkken og langt overgår den gængse madpakkes gastronomiske niveau – og også på den vis er god value for money.

Vi har lovet at understrege, at kantinen er forbeholdt ansatte i Fællesadministrationen.

Sandwich som stampet sne

Kantinen på KUA

Modsat Nørregade 10 er Det Humanistiske Fakultets kantine, drevet af Forenede Servie A/S, karakteriseret ved buffet-aficionadoens værste fjende: Man betaler efter vægt. Prisen er 8,25 per 100 gram for dagens ret og salatbaren. Umiddelbart billigt, men alle på KUA ved, at vægten er en tøjte, og bønner, hummus og flûte smager bare ikke helt så tilfredsstillende, når måltidet har sat ens SU 50 kroner tilbage.

Jeg spillede derfor mine kort sikkert og kedeligt, og valgte en velvoksen sandwich med æg og tomat i et mørkt brød, der virkede lækkert bastant – dertil et æble. Et voilá: 34 kroner.

Sandwichen havde ligget på køl, så brødet var ikke alene iskoldt, det havde også en besynderlig på samme tid fugtig og hård struktur – lidt ligesom stampet sne. Med hensyn til fyldet, så fucker ingen for alvor æg, tomat lidt agurk og iceberg op. Heller ikke selv om sandwichen bar præg af at være blevet smurt timer forinden, ligesom man kunne kritisere den morgenduelige kantinesandwichsmører for at have været lige lovlig gavmild med majonæsen.

Konklusion: Mæthedsmæssigt bestemt godkendt. Smagsmæssigt på det jævne. Kan man leve med risikoen for at blive æggehørmer-mobbet, er det billigere og bedre at smøre selv.

80’er-skønhed i pyntningen

Kantinen på Panum

På grund af en større ombygning har Det Sundhedsvidenskabelige Fakultets hovedkantine, der drives af Jespers Torvekøkken, gemt sig uden for Panum i en midlertidig satellitbygning.

Der er dog langt fra byggerod over kantinens udvalg, som generelt var indbydende, da jeg lagde vejen forbi til en tidlig frokost. Her fristede en enkel men indbydende salatbar, noget ølmarineret gris med avec samt nysmurte sandwicher.

Valget blev igen økonomisk. I centrum var et godt tilbud på tre stykker traditionelt smørrebrød (fiskefrikadelle, æg, rejer) for 25 kroner, som blev suppleret med kålsalat med røde linser og to stykker frugt. Samlet pris 34 kroner – bestemt godkendt. Salaten fungerede i al sin enkelhed godt. Den lidt bitre kål og de ferske linser spillede fint sammen med en oliebaseret dressing. Smørrebrødet var ok: Stykkerne var indbydende præsenteret med 80’er-skøn pyntesalat, og grøntsager, rejer og æg smagte friskt og godt. Til gengæld var det færdigtkøbte rugbrød halvtørt, og fiskedellerne anonyme.
Og smørret under var et overkill, når nu der også rigtig blev hygget om én med remo og majo på toppen.

Konklusion: Godt udvalg for pengene, lækkert med den dobbelte frugtluksus. Og så gør smørrebrød bare glad – selv når der er småfejl.

Tung, kold æggekage

Kantinen på CSS

Simply cooking, der driver kantinen på Samf, havde pyntet op med en tønde og et græskar – det så vældigt madautentisk ud. Så lad det være sagt, at besøget måske kunne have været mere positivt, såfremt valget var faldet på smørrebrød, sandwich eller salat. Men man er ikke bedre end sin sidste kamp, og det er bredden i truppen, der sikrer mesterskabet. Jeg valgte de lune retter.

Fælles for dem var en æstetik hentet fra DDR. Den varme ret var et brunligt sammenkog med grålige ris. Sådan ser træt mad ud – og det gjaldt desværre også mit udvalg af kødløse alternativer: En æggekage med knoldselleri i portionsfoliebakke, tre pestokartofler på spyd og to halve, bagte tomater. Samlet pris 32 kr.

Hverken kartoffel eller tomat smagte af det store (hvor var den lovede pesto?), og de var halvkolde, hvor lunhed var den rimelige forventning. Kulden havde desværre også bidt sig fast i æggekagen, som oveni var blevet pisket så hårdt, at den havde mistet enhver luftighed. Tung og klæbrig skulede den fra tallerknen.

Konklusion: Testens eneste decideret utilfredsstillende besøg. Der var ingen madglæde at spore i Simply Cookings lune retter. Og det bliver helt meningsløst at tale om, hvorvidt det kan betale sig, hvis man alligevel ikke gider spise op.

Seneste