Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Holdet

Karen er kult

Holdet — »Vi har en studievejleder, der hedder Karen. Hun er en legende.« Sådan lød det fra en jurastuderende, og derfor gik vi på jagt efter Karen. Mød Karen Riskær Jørgensen, studie- og karrierevejleder på Det Juridiske Fakultet, her i Uniavisens serie om alle os, der er en del af holdet på Københavns Universitet.

Sidste år stod jeg med nissehue og serverede risengrød ved et julearrangement for studerende, da der var en, der sagde: ’Er det dig, der er Karen? Jeg har hørt, at du er en enabler.’ Det er jo fedt, for det siger mig, at det har spredt sig ude i studiemiljøet, at der er et menneske, studerende kan snakke med, hvis de gerne vil have nogle ting til at ske. Det var lige præcis, hvad jeg drømte om at skabe, da jeg blev ansat herude for ti år siden og også blev kontaktperson til studiemiljøet: At give de studerende oplevelsen af, at de kan møde et menneske, som de trygt kan tale med – og at deres idéer kan blive til noget. Jeg vil hellere have, at de finder på at rapelle ud af mødeboksen, end at de holder sig tilbage.

Jeg er en kæmpe kliché af en klidmoster med Politikenabonnement, yoga, vegetarmad og alt det der.

Vi studievejledere har en undermappe i vores mailsystem, der hedder TAK. Her gemmer vi de positive tilbagemeldinger, vi får fra studerende, for det er vores egentlige benzin. Mit job består af en tredjedel studievejledning, en tredjedel udvikling af studiemiljø og en tredjedel uddannelsesadminstration. Der var en fra en forening, der troede, at jeg var fuldtidsansat til at hjælpe foreningslivet på vej, og det er en cadeau, for det betyder jo, at de studerende oplever, at der er nogen, der lægger rigtig energi i det her område. I dag er der 26 foreninger på Jura. Nogen dør, nye opstår, men kurven går støt opad, og jeg har været været nødt til at få noget økonomisupport fra en kontorelev, for pludselig var jeg ved at sande til i ansøgninger om ditten og datten.

Holdet

Hvis forskere og studerende skal shine på Københavns Universitet, har de brug for et godt støttesystem. Vi kender dem som TAP, det teknisk- administrative personale, som Uniavisen hylder i denne serie, Holdet.

I foreningerne møder man studerende i overskud. Folk, der godt gider gøre noget for hinanden, der ligger ud over bøgerne og uddannelsen og jobbet. De er så søde og glade. Her i foråret dukkede et par t-shirt-fyre op og sagde, at de gerne ville lave en alternativ fredagsbar, der var hyggelig og rolig. Jeg mødtes med dem nede i det studenterområde, der hedder Parakaffen, som så trist og forladt ud efter corona. Der stod jeg med nogle studerende, der gerne ville noget, og en træt café, der gerne ville i gang igen, og så kom Juridisk Kunstforening, der består af en ihærdig fyr, som syntes, at møblerne ikke rigtig snakkede sammen. Min opgave var så at sige: I er tre, der mener noget om det her rum – har I lyst til at gå sammen i en gruppe? På det tidspunkt var der genstartsmidler til studiemiljøet, så de kunne også få en pose penge til et fadølsanlæg, og hvad de ellers havde brug for. De har indrettet lokalet helt tosset – det ligner en blanding mellem Scanlines 1987 og en David Lynchfilm med gardiner over det hele. Det er helt vidunderligt!

Jeg har lavet mit eget lille oprør i ler. Alle de grimme ord, jeg møder på KU, putter jeg simpelthen ned i leret.
Karen Riskær Jørgensen

De opkaldte fredagsbaren efter en professor, som de synes er vildt nice. De kaldte den Baumbar efter Trine Baumbach, og de inviterede hende som gæstebartender på åbningsaftenen. Succes! Vi går og siger, at vi skal møde de studerende i øjenhøjde og lytte til dem, men vi skal faneme også vise det. Og her er KU en stor organisation, hvor ting ofte skal igennem 17 nævn og udvalg, før der kan ske noget som helst. Det er rart som KU-ansat at have en område, hvor tingene kan gå lidt stærkt. Nogle gange kræver det bare, at vi stiller med et sandwichbjerg, så skaber de studerende noget, vi ikke kunne lykkes med, fordi det ville være for ressourcekrævende, og de kan markedsføre det over for deres medstuderende på måder, vi aldrig kan matche. Det er bare med at hjælpe de gode kræfter og holde hånden under dem.

Blå bog

Karen Riskær Jørgensen er 50 år. Ansat som studie- og karrierevejleder på Det Juridiske Fakultet siden 2012. Uddannet cand.mag. i engelsk på KU. Har bl.a. arbejdet som HR-konsulent i en farmavirksomhed, hvor hun tog en coachinguddannelse, der blev springbrættet til stillingen som studievejleder på KU – hendes første offentlige ansættelse.

Mange studerende er ensomme eller har præstationsangst, og nogle gange er ens bedste medstuderende ikke dem på holdet eller i studiegruppen, men dem henne i fodboldforeningen eller strikkeklubben. Foreningerne kan bare noget, når det kommer til trivsel, der er meget hands on. Det er ikke en dag ude i fremtiden eller noget, der kræver en psykologhenvisning, det er på onsdag, og du er velkommen, og du skal ikke måles og vejes. Jo mere, vi nurser de forskellige foreninger, jo mere griber det om sig, og vi ser også nogle andre studentertyper i dag end for ti år siden. Pludselig dukker der foreninger op, der er trætte af ræset. Det er fedt, at det bliver synligt, at der er mange forskellige typer studerende på Jura, ikke kun blå skjorter og høje hæle. Og de hører alle sammen med i klubben.

Jeg må være den administrativt ansatte på hele universitetet, der har den fedeste tjans. Jeg har et ben i undervisningslokalet uden at skulle jonglere undervisningsforpligtelse og forskningsmidler, som underviserne skal. Og jeg er en del af administrationen, men jeg har studenterkontakten. Jeg synes, jeg står et dejligt sted lige i midten. Jeg har også en rimelig balance mellem arbejdsliv og privatliv, bortset lige fra perioderne omkring studiestart. Når man har med frivillige at gøre, skal man være klar på at møde dem, når de har gejsten. Og der er jeg nok kommet til at forkæle dem lidt, kan jeg se, for hvis jeg holder et par fridage, er der studerende, der rykker for svar på en mail, de sendte i går.

Jeg har et projekt om at skabe en mere inkluderende festkultur, hvor man passer bedre på hinanden. Det er sammen med Juridisk Diskussionsklub, der står for de store fredagsbarer. Jeg var inspireret af det alternative klubmiljø i København, der arbejder med safer spaces og nultolerance over for krænkelser. Når der er nogen derude, der lykkes med at kommunikere retningslinjer til et publikum, der er standerstive på vej til pop-up-fest i en hangar, er jeg nødt til at vide, hvad pokker de gør, så jeg kan blive inspireret på måder, jeg ikke kan i et KU-forum.

Jeg er en kæmpe kliché af en klidmoster med Politikenabonnement, yoga, vegetarmad og alt det der. Det er skrækkeligt, og det bliver kun værre! Jeg bliver gladere og gladere for naturen og stilheden, og om ti år har jeg sikkert geder og gulvvæv. Når man har et procesjob, hvor man bruger masser af krudt på at sidde og tale og lytte og anerkende, er det fedt at komme hjem og lave noget konkret, fx mad, man spiser bagefter. Min mand, der er psykolog, gør det samme. Vi bor i et hus i Taastrup, som han har gået og sat i stand i 16 år. Jeg prøver også at lave noget havearbejde, for det vil jeg gerne være god til, men jeg slår alt ihjel. Til gengæld er jeg begyndt at gå til keramik, hvilket jo også er helt efter bogen for mit segment.

Jeg har lavet mit eget lille oprør i ler. Alle de grimme ord, jeg møder på KU, putter jeg simpelthen ned i leret. Det er ord som fx strategiimplementering eller uhensigtsmæssig henvendelsesadfærd, og på den første krukke i min serie står der gevinstrealiseringsworkshop, som må være det grimmeste ord i hele verden. Man støder på så mange fæle ord, når man går til møder på Københavns Universitet. Dem tager jeg og putter ned i leret, så kan de bo der. Man får det så godt bagefter.

Nogle gange kan jeg godt tænke, hold da op, hvad laver jeg her? Det værste er, når tingene går i tomgang. Jeg har lige fejret ti års jubilæum, og man ser også tingene gå i ring. Idéer, man har prøvet engang, dukker op igen, og man gider heller ikke være hende den sure, der skyder ting ned. Det kan godt være lidt tungt. Og så mangler der overblik i den her store offentlige organisation. Det er et mysterium for mig, hvorfor vi ikke kan lave et organisationsdiagram over hvilke teams, vi har, og hvilke ledere, de referer til.

Vi går og siger, at vi skal møde de studerende i øjenhøjde og lytte til dem, men vi skal faneme også vise det.

Jeg taler med de studerende om, hvad der sker mellem linjerne, når man uddanner sig. Der sker så meget i de formative år, og jeg vil gerne vise dem, at det ikke er det vigtigste i verden, om de tager selskabsret eller udvidet skatteret. Det kan tage presset ud af valgene, hvis man sætter noget perspektiv på, og jeg håber, at jeg kan være med til at nuancere billedet lidt. Samtidig er det også nogle unikke år, hvor man kan få lov at fordybe sig inden for universitetsboblen. Tage et fag, som man syntes var røvsygt eller dumpe noget. Der skal være plads til, at man kan eksperimentere, og måske er det helt vildt fedt at være med i Jurarevyen. Det kan være lidt sjovt at sidde som humanist over for dem, der næsten er garanteret et job, når de er færdige og fortælle om de krumspring, jeg selv måtte tage, fx var mit første job at skrive spørgsmål til Hvem vil være millionær.

Mange af mine bedste veninder er mænd. Heteroseksuelle mænd endda. Nogle gange kan jeg godt føle mig lidt mandhaftig. Jeg kan lide at læse Anthony Beevors militærhistoriske bøger om Anden Verdenskrig, jeg drikker mørk rom og whisky, og jeg kan godt lide fadøl. Der er noget direkte i måden, mænd taler sammen på, som harmonerer godt med mit temperament. Jeg har lige været 14 dage i USA, hvor jeg har gået rundt og læst de amerikanske klassikere for at mærke det smukke, det rigtige USA, ikke Trump, men Walt Whitman, uafhængighedserklæringen, Henry Thoreau, sådan noget. Vi var først en uge i New York med teenagebørnene, så blev de fløjet hjem, og så gik min mand og jeg rundt i skovene i Vermont i en uge bagefter, det var så fedt.

Jeg ville gerne spise middag med Morten Meldal, der lige har fået Nobelprisen. Jeg bliver altid helt enormt medrevet, når forskerne fortæller om deres arbejde. Og hvor cool er det lige, at vi har fået en Nobelpristager – kæmpe respekt! Jeg så en lille film om ham, hvor han fortalte, at han har bygget sine egne guitarer og i øvrigt også havde dumpet nogle fag, hvor jeg bare tænkte, yeah, lad os dele den historie.

Seneste