Kasper Holten har impostersyndrom: Jeg føler stadig, at jeg bare lader som om

Da jeg var ni år gammel, tog min far mig med i teateret, og det var en voldsom oplevelse. Først så vi ’Indenfor murene’ som teater på Stærekassen og dernæst ’Carmen’ som opera på Gamle Scene. Det var helt vildt for mig at få lov at sidde der blandt alle de voksne, og jeg savnede desuden også en hobby. Derfor ville jeg med det samme bare opleve mere. Set i bagklogskabens lys havde det nok også noget at gøre med, at jeg dengang var en sky, indadvendt dreng med masser af følelser. På en måde gav operaen mig et sprog for de store følelser og det at være menneske.

Jeg er vokset op i et akademikerhjem, men teater og opera var min store passion, så jeg var splittet. På den ene side kunne jeg virkelig godt tænke mig at prøve kunstens verden af, på den anden side havde jeg ikke helt selvværdet til at tro, at jeg kunne finde ud af det. Jeg kunne da ikke være kunstner. Så jeg regnede med, at jeg nok alligevel ville ende med at blive økonom eller statskundskaber eller noget i den stil. En overgang udgav jeg mit eget operablad og drømte om at blive anmelder. Teater stod altid for mig som det forjættede land, og jeg troede ikke på, at jeg kunne få adgang til det, så at blive anmelder var ligesom det næstbedste.

Litteraturvidenskab blev kompromisløsningen. På en bizar måde var det min måde at være rebelsk på. Jeg startede på studiet i 1991, og jeg var fagligt stærk og havde stor selvtillid inden for det akademiske og det boglige, så det føltes trygt og godt. Samtidig var det også et studie med meget frihed og god tid. På andet semester skrev jeg til Det Kongelige Teater og spurgte, om jeg måtte komme ind og følge en produktion. Det fik jeg lov til, og snart begyndte jeg også at være med i forskellige forestillinger, og så gik det ellers ret hurtigt med at få gode tilbud i teaterverdenen. Den fyldte mere og mere, og studiet fyldte mindre og mindre, indtil jeg slet ikke fik det gjort færdigt.

Jeg var heldig og privilegeret, at jeg fik de rigtige tilbud på de rigtige tidpunkter, og jeg var så bidt af den her verden og drøm, så da jeg fik adgang til den, kastede jeg mig ud i den med liv og sjæl. Derfor var det egentlig kun det første semester, jeg rigtigt studerede i klassisk forstand. Bagefter var mit fokus andre steder. Alligevel afmeldte jeg mig først studiet i 1999, da jeg blev udnævnt som operachef. Der tænkte jeg, at jeg sgu ikke kunne være studerende længere.

Det var i høj grad teaterets fortjeneste, at jeg lærte at omgås mennesker. Jeg kom meget tidligt i skole, fordi jeg var dygtig til det boglige. Derfor var jeg altid den yngste i min klasse og nok lidt svag på den sociale front. Jeg blev ikke mobbet, men jeg var yngre end de andre og interesserede mig for opera, så jeg var ikke ham, der var mest fremme i skoene over for piger eller til fester. Det hang ved, for jeg gik direkte fra gymnasiet til universitetet og startede på Litteraturvidenskab, da jeg lige var fyldt 18. Det var først i løbet af min unitid, at jeg blomstrede lidt op og blev udadvendt, og det skyldtes teaterverdenen. Jeg blev mere social, lærte at tale om følelser, fik selvtillid omkring det at være til stede i et rum. Det var erfaringer, jeg gjorde mig i en prøvesal på teateret.

Jeg kunne godt ønske mig, at jeg havde været lidt mere moden i mine studieår. Jeg havde ingen intellektuel usikkerhed, da jeg startede på studiet, men jeg var genert over pludselig at skulle gå i skole med voksne mennesker. Det var mennesker, der havde et liv, mens jeg sad der og stadigvæk følte mig virkelig meget som en teenager. Jeg husker også min rustur som virkelig angstprovokerende, men jeg tog med, fordi jeg vidste, at jeg var nødt til at investere i det sociale. Hvis du spørger de andre studerende i dag – hvis de da overhovedet kan huske mig – synes de nok ikke, at jeg var et rystende espeløv. Men min egen oplevelse var, at de havde en masse erfaring og et levet liv, hvor jeg bare var en skoledreng.

Jeg lider stærkt af impostersyndrom, hvor man både har et enormt storhedsvandvid og et kæmpe mindreværdskompleks. Det var svært at komme ind i teaterverdenen og er det stadig den dag i dag, hvor jeg ofte som teaterchef tænker, jeg bluffer. Jeg ved jo ikke, hvad jeg laver. Det at lave kunst er jo svært at måle. Hvornår er man god nok? Hvornår holder man op med at sammenligne sig med andre kunstnere? Man lever jo i det der felt, hvor man på den ene side må have storhedsvanvid for at gøre det, og på den anden side konstant er bange for ikke at gøre det godt nok. Selvfølgelig har jeg hen ad vejen fået nogle redskaber og noget erfaring og noget mere ro, men jeg kan stadig føle, at jeg ikke er en rigtig kunstner, og at jeg bare lader som om.

Uanset hvor meget man snakker med sine venner, sin kæreste, sin familie, sin psykolog, vil man aldrig vide, om det, man føler, er det samme som andre. Den ensomhed ophæves i operaen, fordi vi sammen lever andre menneskers følelser.

Kasper Holten

At være teaterchef er noget af det mest meningsfulde, jeg kan forestille mig. Det er også et hårdt job, fordi man hele tiden er fanget i spændingsfeltet mellem ambitionerne og det mulige. Det er svært at få enderne til at mødes, og det er svært at styre en organisation, der er sammensat af mennesker, der alle sammen er trænet i at tænke ud af boksen og imod autoriteter, men som samtidig skal spille sammen som et hold. Her på teateret er jeg den strategiske, politiske, øverst ansvarlige, og så har vi tre kunstneriske chefer. På en måde har de mere frihed og er tættere på det kunstneriske. Men det job har jeg lavet i næsten tyve år, så jeg var klar til at rykke videre. Jeg synes, at det politiske og strategiske er skidespændende. Lige nu kunne jeg ikke forestille mig et vigtigere og sjovere job end at være med til at sikre Det Kongelige Teater en plads i fremtidens samfund.

Hvis nogle havde sagt opera- eller teaterchef til mig, da jeg var ung, ville jeg ikke have troet, det var en mulighed. For ti år siden fandt jeg en gammel stil frem fra 3.g, hvor jeg havde skrevet om mine fremtidsdrømme. Jeg skrev, at min største drøm var at blive operainstruktør, men at hvis det ikke kunne lade sig gøre, ville jeg nok være journalist. Jeg tilføjede også, at jeg godt var klar over, at der var mange økonomer i min familie, og at det derfor godt kunne ende med, at jeg skulle læse en kandidat i økonomi. Havde man givet mig chancen for at drømme frit – altså helt frit – vil jeg sige, at den karriere, jeg har haft indtil videre, ville have overgået mine vildeste drømme på det tidspunkt.

Når man skal i gang med sin karriere, må man ikke være bange for at opsøge mulighederne, række ud og skabe sig et netværk. Jeg skrev uopfordret til Det Kongelige Teater, og da jeg så kom derind, væltede jeg rundt og snakkede med alle og enhver og gjorde mig bemærket. Det har helt klart været en fordel, at jeg ikke har været bange for at sige, her er jeg. Det er det her, jeg brænder for! Ad omveje sker der så end masse, man ikke kan forudse, så det handler ikke om at styre hele processen, men at række ud efter de muligheder, man får. Man kan ikke bare sidde derhjemme og vente på, at telefonen ringer. Det er mit bedste bud til studerende.

Opera ophæver i et kort øjeblik den ensomhed, vi oplever som mennesker. Uanset hvor meget man snakker med sine venner, sin kæreste, sin familie, sin psykolog, vil man aldrig vide, om det, man føler, er det samme som andre. Den ensomhed ophæves i operaen, fordi vi sammen lever andre menneskers følelser. Pludselig oplever vi forelskelse sammen. Længsel. Død. Vi reflekterer ikke intellektuelt over det, vi mærker det bare. På den måde er operaen god til at forene os i en fælleserfaring, minde os om de store følelser, og huske os på, at der er mere i livet end hverdagen. Det er det, jeg synes er så fantastisk.