Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Uddannelse

Klæd dig på til et SU-slagsmål

LEVEVILKÅR - Læs op på debatten om SU med frustrerende argumenter for og imod regeringens nedskæringsplaner.

Nå, men har I hørt, at regeringen vil sætte SU’en ned?

Idéen er, at studerende i stedet skal have lov at låne flere penge, end de har mulighed for i dag. Regeringen vil også fjerne muligheden for at få SU ud over den tid, et studium er normeret til. Til gengæld for den ekstra gæld og den kortere SU-tid får de studerende nogle fordele.

Spørger man statsministeren og uddannelsesministeren er den lavere SU nærmest en bonus for de studerende. Studenterorganisationer og akademikerfagforbund er derimod kritiske.

Her er en lang gennemgang af fem ofte fremførte påstande om SU-reformen til gavn for alle, der kan lide at skændes om dansk økonomi henover et veldækket efterårsbord – eller med forfatterne til denne artikel i et kommentarspor.

Påstand 1: Studerende får flere penge mellem hænderne med regeringens plan

Ja, reformen giver omkring 500 kroner mere om måneden til studerende, der får SU og tager lån. Det er bare til en vis grad tisse-i-bukserne-for-at-holde-varmen-penge.

I 2016 får en studerende på SU 5.941 kroner om måneden. Står det til regeringen falder beløbet til 4.773 kroner. Efter skat er det 800 kroner mindre om måneden til alle studerende på almindelig SU.

Det vil – målt i nutidskroner – være det laveste SU-niveau i omkring 30 år. (Til SU-historienørderne: En studerende fik i 1987 1.825 kroner om måneden før skat, hvilket svarer til omkring 3.400 kroner i dag).

For at opveje noget af ubehaget ved nedskæringen vil regeringen give studerende mulighed for at låne flere penge til en bedre rente, end de kan i dag. For tiden kan en studerende låne 3.040 kroner om måneden. Regeringen vil sætte det beløb op til 4.773 kroner. Det betyder, at en studerende efter skat vil have 8.600 kroner i hånden hver måned, mod 8.100 i dag.

Det er 500 kroner ekstra at leve for. Fribeløbet man må tjene ved siden af SU’en bliver også sat op med 1.000 kroner.

Problemet er selvfølgelig, at de lånte penge skal betales tilbage, og danske studerende er allerede ret tilbøjelige til at stifte gæld.

I snit skyldte nyuddannede kandidater fra Københavns Universitet ved udgangen af 2015 omkring 130.000 kroner til staten. (Det svarer i øvrigt til niveauet på resten af landets universiteter). Ud af de 130.000 kroner er 18.000 kroner renter fra studietiden – men de renter vil bortfalde med regeringens reform.

Det nuværende gældsniveau vil næsten helt sikkert vokse, hvis regeringen får vedtaget sit SU-forslag.

Hvis hver studerende låner de 800 kroner, der mangler i økonomien efter reformen, giver det en gæld på lidt under 10.000 kroner om året, eller 50.000 i løbet af fem års studier. Selv regner regeringen med, at den samlede studiegæld i Danmark vil være øget med cirka 3 milliarder kroner i 2025 (i dag er den samlede studiegæld til den danske stat cirka 30 milliarder kroner).

Udsigten til gæld kan dog også presse studerende til at blive hurtigere færdige (det mener Danmarks Evalueringsinstitut), og det vil formentlig gavne deres økonomi i det lange løb, måske endda tjene den ekstra udgift under studierne hjem.

Den proces fremmer regeringen med sin SU-reform, der også indeholder et særligt skattefradrag på 17.000 kroner til nyuddannede i deres første tre år på arbejdsmarkedet. Det er en fordel for alle med job. For andre not so much.

Regeringen regner selv med, at en kandidat, der har færdiggjort sin uddannelse på de fem normerede år og får et job bagefter, samlet vil have ekstra gæld på ekstra 20.000 kroner efter tre år på arbejdsmarkedet i forhold til i dag. Her er den lavere rente og det nye jobfradrag regnet ind. 20.000 kroner er altså prisen for reformen for universitetsuddannede ifølge regeringen.

(Note: Eftersom regeringen foreslår at gøre SU-lån rentefri i studietiden, er de nye SU-lån meget billige sammenlignet med banklån. Hvis man gerne vil skaffe penge til udbetalingen på en bolig eller noget andet nyttigt, er det selvfølgelig en reel fordel ved regeringens plan).

Påstand 2: SU-reformen er socialt skæv og vil resultere i, at færre unge fra arbejderklassen får en uddannelse

Ingen skal af økonomiske grunde forhindres i at få den uddannelse, han eller hun har lyst og evner til. Det er, næsten ordret, formålet med SU’en.

Og noget tyder på, at højere SU alt andet lige gør det lettere for unge uden penge eller stærke akademikertraditioner i pølsetasken at gennemføre en uddannelse.

I en undersøgelse fra 2012 fandt økonomen Jacob Nielsen Arendt, at en højere SU gav lavere frafald blandt unge, hvis forældre ikke havde en lang uddannelse.

Arendt havde analyseret en SU-reform fra 1988 og kunne konkludere, at en ti procent højere SU efter alt at dømme gjorde frafaldet 13,6 procent lavere hos studerende fra ikke-akademikerhjem. En anden undersøgelse fra 2010 konkluderede, at en forhøjelse af SU’en på 1.000 dollars årligt ville få 1,35 procent flere til at studere, og at børn fra ikke-akademikerhjem ville reagere mest (af de ret få, der reagerede i det hele taget).

Arendts undersøgelse citeres især en del, men der er faktisk kun lidt konkret viden om, hvor meget eller hvordan SU-ændringer påvirker adfærd. Der er dog blandt fagfolk en vis konsensus om, at ændringer i SU’en fortrinsvis påvirker unge fra såkaldt uddannelsesfremmede hjem, altså underklassens børn, hvis man udtrykker det lidt bramfrit.

Det er en af konklusionerne i en aktuel rapport af et uafhængigt ekspertpanel nedsat af Dansk Magisterforening.

Men tallene om 1988-reformen giver ikke fuldt belæg for at påstå, at en ringere SU automatisk får folk til at droppe studierne i hobetal. Andre data kunne pege i en anden retning. I Norge indførte man fx en lånebaseret studiestøttemodel, og gjorde dermed SU’en ringere, men efterfølgende er både optaget af studerende fra kortuddannede hjem og antallet af færdiguddannede kandidater øget. (Dette fremgår ligesom flere af de øvrige pointer i ovenstående også af DM’s rapport).

Tilsvarende vedtog det danske Folketing i 2013 at skære cirka to milliarder kroner årligt på SU’en. Men siden da er søgningen til de videregående uddannelser faktisk steget med 8 procent målt på 1. prioritetsansøgninger, og optaget er øget med 5 procent. (Det fremgår af et svar fra uddannelsesminister Ulla Tørnæs til Folketinget fra 21. oktober 2016).

Det er selvfølgelig muligt, at endnu flere var søgt ind på danske uddannelser, hvis SU’en i stedet var blevet gjort bedre.

Påstand 3: En høj SU får flere til at gennemføre

Danske studerende er gode til at gennemføre deres studier – på det punkt er Danmark endda i øjeblikket førende blandt OECD-landene. I 2014 var det kun studerende i New Zealand, Australien og Japan, som klarede sig bedre.

Som vi så ovenfor, er der et vist belæg for at sige, at SU-stigninger får studerende fra ikke-akademiske hjem til at hænge i på studierne. Men det er ikke nok til at konkludere, at SU’en har hele æren, eller bare en stor del af æren, for danske studerendes succes. Spanske, slovenske, tyrkiske og amerikanske studerende får ikke samme gode SU som danske unge, men de er omtrent lige så gode til at gennemføre deres uddannelser, som danske studerende.

Og selv om Sverige og Norge har utrolig gode SU-systemer i international sammenhæng (om end lidt dårligere end det danske), er gennemførslen i begge de lande lavere end OECD-gennemsnittet.

Det er jo også muligt, at fraværet af SU kan bidrage til, at studerende gør deres studier færdige. Hvis man ikke har udgifter ved at studere, er det gratis at droppe ud. Men hvis man ved, at man står med en kæmpestor gæld, når man stopper, føler man muligvis det ekstra piskeslag over ryggen, der gør, at man kan bestå sin eksamen og finde sig et lønarbejde.

Regeringen vil også sløjfe det sjette SU-år. Det kan studerende, der holder sig til ét studium og tager deres eksaminer til tiden, være ligeglade med. I praksis bliver de fleste forsinkede, og det bliver med regeringens forslag nu ret dyrt, hvilket selvfølgelig også kan give et incitament til at blive færdig til tiden (eller gå ned med stress og droppe ud).

Diskussionen af SU er desværre kompliceret af den type overvejelser, hvor en forandring af SU’en logisk set kan have vidt forskellige konsekvenser for studieadfærd afhængig af, hvilke (i sig selv ret rimelige) præmisser, man lægger til grund. Folk reagerer jo ikke nødvendigvis ens på forandringerne.

Lavere SU kunne fx også – det er en pointe i Dansk Magisterforenings ekspertrapport om mulige effekter af SU-forandringer – få studerende (især dem med få penge hjemmefra) til at arbejde mere. Og mere arbejde betyder mindre tid til studierne, hvilket igen kan føre til frafald.

Omvendt er et godt studiejob ofte en vej til et godt job, så DM’s forskerpanel kan faktisk ikke konkludere, om studiejob er gode eller dårlige.

Påstand 4: Det ville være mest fair, hvis vi satte SU’en markant ned for flertallet af studerende

SU’ens formål er at skabe lighed, den skal gøre det muligt for unge uden velhavende forældre at få en uddannelse og et godt job til gavn for dem selv og for samfundet.

Problemet er bare, at flertallet af SU-modtagerne ikke er børn af arbejderklassen, støtten går altså primært til en anden gruppe, end staten ville hjælpe socialt og økonomisk.

Dertil kommer, at folk med lange uddannelser tjener flest penge på arbejdsmarkedet, så ikke nok med at de studerende på SU snupper en bid af hele samfundets – også arbejderklassens – skattekroner imens de studerer, de ender også med at sidde med den bedste indtægt og de mindst nedslidende job efterfølgende.

Selv om SU-nedskæringer går ud over studerende fra fattige hjem, er det måske i et større regnskab det mest retfærdige over for fattige unge generelt.

Tidligere forskningsleder og professor ved Socialforskningsinstituttet Erik Jørgen Hansen udtrykker problemstillingen ret brutalt i Politiken:

»Sandheden er, at det ikke er blevet nemmere siden 1970’erne for rengøringsassistentens barn at bryde mønsteret og få en videregående uddannelse. Når politikerne fokuserer på social mobilitet og fremstiller Danmark som et meritokrati, skaber de et falsk billede af, at vi lever i et lige samfund, hvor du selv afgør, om du vil rykke op ad rangstigen. I virkeligheden legitimerer man et klassesamfund med en privilegeret uddannelseselite i toppen«.

En løsning på problemet med at de fattige betaler til de riges uddannelse kunne være at målrette SU’en til unge fra de mindst privilegerede hjem. Eller måske bruge SU-kronerne på at lave bedre uddannelser, hvilket også modvirker frafald.

Påstand 5: SU-forringelsen har slet ikke noget med danske studerende at gøre, den skal bare skræmme andre landes studerende væk

Ja, det er i hvert fald et erklæret mål for regeringen, at færre udlændinge skal komme til Danmark og studere på dansk SU, hvorefter de kan rejse hjem igen. Såkaldt vandrende arbejdstagere kostede i 2015 321 millioner kroner i SU.

Udgiften har været stærkt stigende i de senere år, fordi en EU-dom fra 2012 gav EU-borgere, der studerer i Danmark, ret til SU, hvis blot de også arbejder ved siden af studierne. (Hvilket de danske myndigheder i øvrigt fortolker på en måde, som har vakt kritik).

»Det er en trafik, vi skal have under kontrol, fordi for mange af de udenlandske studerende tager hjem igen efter endt uddannelse,« sagde Lars Løkke Rasmussen 30. august 2016.

Regeringen undergraver dog argumentet en smule ved samtidig at minde nedskæringskritikere om, at Danmarks SU er verdens måske højeste.

»Vi har stadig, vil jeg påstå, verdens bedste SU-ordning, som norske og svenske studerende ville misunde,« sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen i KU’s egen festsal på Frue Plads 1. september 2016.

De udenlandske studerende skal med andre ord skræmmes væk med verdens bedste studieydelse.

Regeringen foreslår dog også, som nævnt ovenfor, et særligt beskæftigelsesfradrag på 17.000 om året for nyuddannede. Det giver folk en årsag til at tage et job i Danmark i stedet for at rejse herfra.

Regeringen argumenterer også for, at det giver mening at få det danske SU-system til at ligne det svenske og det norske mere, sådan at vandrende arbejdstagere, der vil til Skandinavien, ikke automatisk vælger at modtage dansk SU frem for svensk eller norsk.

Konklusion

Hvis man læser hele smøren ovenfor og føler sig udmattet og fx tænker »whatever, ændr bare den SU og lad mig se Westworld, før jeg dør,« bør man måske overveje en pointe, der er så vigtig, at Dansk Magisterforening har hyret komikeren Michael Schøt til at fremføre den cirka sådan her:

SU’en var en hellig ko. Så lavere SU-takster kan være en glidebane mod, ja, endnu lavere SU-takster.

I en hel generations tid er SU-taksterne for udeboende studerende ikke blevet ændret ret meget, men det bliver de, hvis regeringen får sin vilje. Så er ballet åbnet. Så er der ikke længere en særlig dansk SU-model, som alle politikere bare gik og var ret enige om.

Måske er det også ok?

chz@adm.ku.dk

Annonce

Seneste