Bag Eurovisions glimmer og glamour findes »et centralt kulturpolitisk rum«, der er lige til pensum på Østeuropastudier

Husker du de finske rockmonstre, der sang ’Hard Rock Hallelujah’? Eller de polske kvinder, der kværnede smør og vaskede tøj iført nationaldragter på scenen?

Eurovision har altid været garant for gisp, glimmer, glamour og en hel del konfettirør.

Og når første del af Eurovision-semifinalen onsdag aften ruller over de europæiske skærme direkte fra Liverpool i England, vil der formentlig også være fuld plade på alle de parametre.

Oprindeligt skulle sidste års vindere – Ukraine – have været værter for dette års Eurovision, men fordi landet i øjeblikket er under invasion af Rusland, er det af gode grunde ikke muligt.

Og spørger man lektor i østeuropastudier Tea Sindbæk Andersen er det en udmærket anledning til at sætte fokus på alt det, Eurovision også er, når glimmerstøvet har lagt sig.

I russisk optik er Eurovision nu pludselig et tåbeligt projekt, som er arrangeret af Gayropa

Tea Sindbæk Andersen, lektor, Østeuropastudier

»Eurovision er – måske lige med undtagelse af Champions League – ét af de største og mest succesfulde europæiske samarbejdsprojekter, vi overhovedet har. Det er et helt centralt kulturpolitisk rum, hvor vi forhandler værdier, brander os selv som nationer og skaber samarbejde og forståelse på tværs af grænser.«

Af samme årsag er Eurovision et fænomen, der får stor opmærksomhed på Østeuropastudier, fortæller lektoren, der også opfordrer aftenens seere til at lægge mærke til de kulturelle og politiske markører, aftenen med garanti vil byde på.

»For os, der forsker i Østeuropastudier, har det været enormt interessant at se, hvordan Eurovision gennem årerne har været med til at samle Europa og gøre op med den gamle øst/vest-deling. Og for de østeuropæiske lande har det været vigtigt at bruge scenen til at brande sig selv som nationer efter murens fald,« fortæller Tea Sindbæk Andersen.

Det er dog de færreste, der er klar over, hvor betydningsfuldt Eurovision kan være både kulturelt, værdimæssigt og geopolitisk, mener lektoren.

»I Danmark har vi en lidt underlig, kitschet tilgang til det – og det er ærgerligt, for hvis man interesserer sig for kulturel og europæisk integration, så er Eurovision ret centralt. Derfor kan det undre mig, at det ikke får mere opmærksomhed.«

Træt af »Gayropa«

Ligesom sidste år afholdes dette års Eurovision i en tid, hvor det europæiske kontinent er i dyb splittelse. Og spørger man lektoren bliver det interessant at se, hvordan krig håndteres i det særlige glimmerunivers.

»Historisk er svære temaer blevet bragt på banen i forskellige Eurovision-bidrag, og i år er ingen undtagelse. Der er flere sange, som handler direkte om Ruslands invasion af Ukraine – nemlig Tjekkiets, Schweiz’ og Kroatiens bidrag,« siger Tea Sindbæk Andersen.

Det er dog ikke første gang, at det dårlige forhold til Rusland og Ukraine er blevet bragt på bane i Eurovision.

I 2016 vandt den ukrainske deltager Jamala med sangen ’1944’, der handlede om Stalins deportationer af tartarer til Krim-halvøen.

»Sangen handlede om den sovjetiske stats overgreb mod en bestemt befolkningsgruppe. Den kunne være blevet tolket som en fortælling om et fælles, historisk traume. I stedet blev den opfattet som en anti-russisk sang, der rettede nutidig kritik mod den russiske invasion af Krim,« fortæller Tea Sindbæk Andersen og fortsætter:

Mange studerende på Østeuropastudier helt automatisk får interesse i Eurovision over tid

Mila Kovalj, studerende, Østeuropastudier

»Så der er virkelig meget politik i det. Sidste år vandt Ukraine, og selv om det var en god sang, var der nok også sympatistemmer involveret i det. Jeg tror, de ville have vundet uden, men man kan ikke skille det, der foregår på scenen, fra den politiske virkelighed.«

Sidste år blev Rusland ekskluderet fra festen, og bandlysningen gælder også i år. Det kan ifølge lektoren have været et stort nederlag for landet.

»Det har altid været enormt vigtigt for Rusland at klare sig godt i Eurovision og bruge det aktivt som en platform til at brande sig over for Europa. Da Rusland afholdt finalen i 2009, var det den dyreste finale nogensinde,« siger lektoren, der også fortæller, hvordan den russiske fortælling om Eurovision pludselig har ændret karakter.

»I russisk optik er Eurovision nu pludselig et tåbeligt projekt, som er arrangeret af Gayropa. Noget russerne alligevel ikke vil spilde deres tid på,« siger hun og forklarer, hvordan særligt homoseksualitet og køn har taget plads på Eurovision-scenen de seneste år, og at den del har tidligere været svær at omfavne hos både Rusland og enkelte østeuropæiske lande.

Eurovision på pensum

Det færreste studerende er klar over, hvor meget Eurovision betyder politisk og kulturelt, når de starter på Østeuropastudier, fortæller Tea Sindbæk Andersen.

»Nogle studerende bliver måske lidt overraskede, når de finder ud af, at vi skal beskæftige os med Eurovision på studiet, men de bliver hurtigt interesserede, når de finder ud af, hvor meget der gemmer sig i de dybere lag,« siger hun.

Hun bakkes op af Mila Kovalj, der er kandidatstuderende på Østeuropastudier med fokus på Balkan, og som siden bacheloren har fokuseret det meste af sin uddannelse på at specialisere sig i Eurovision.

»Fordi vi bor i et gammelt land som Danmark, forstår vi måske ikke helt, hvor vigtigt det kan være at brande sig som nation gennem Eurovision. Men mange af de østeuropæiske lande er virkelig unge, og kan derfor have større behov for at stadfæste deres nationalitet udadtil,« siger Mila Kovalj og fortsætter:

»Derfor tror jeg også, at mange studerende på Østeuropastudier helt automatisk får interesse i Eurovision over tid.«

Man kan vise sin nationalitet på mange forskellige måder i et Eurovision-bidrag – blandt andet gennem såkaldt etnopop, hvor man lader musikken inspirere af folkemusik og traditionelle nationale instrumenter.

»Sidste år var Ukraines vinderssang meget præget af folkelighed og tydelig nationalitet. I år er de gået væk fra det og har i stedet fået en mere international lyd – simpelthen fordi, de vil vise, at de er tættere på Europa,« fortæller Mila Kovalj.

I den kommende Eurovision-uge vil både Tea Sindbæk Andersen og Mila Kovalj glæde sig til glimmeret og samtidig sidde klar med de analytiske briller. Og hvis du vil blive klogere på alt det, Eurovision også er, har de et par råd til, hvad du skal være opmærksom på.

»Hold øje med, hvordan forskellige kønsidealer normaliseres på scenen, og hvordan de forskellige lande bruger platformen til national branding – blandt andet gennem etnopop,« siger Tea Sindbæk Andersen.

Mila Kovalj supplerer:

»Man kan også prøve at lægge mærke til, hvor meget Østeuropa går op i at være østeuropæisk. For eksempel synger alle Balkanlandene på deres eget sprog og skaber en særlig østeuropæisk lyd, som ikke er lige så tydelig i de vesteuropæiske bidrag,« siger hun og tilføjer:

»Eurovision har fået et lidt dårligt ry, så helt overordnet synes jeg, man skal lægge mærke til, at arrangementet grundlæggende er meget mere end en musikkonkurrence.«