Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Navne

Klima-forkæmperen, der ikke vil i krig

Dekanen på SCIENCE, Katrine Krogh Andersen, har klima på hjernen, men vil ikke forvandle sit fakultet til et klimafakultet.

Det regner i Landbohøjskolens have. De spredte, septemberlunkne dråber falder tungt og lægger efterårskrokusserne på græsplænen ned. Dekan Katrine Krogh Andersen tager imod på sit hjørnekontor. Hun er med på at blive fotograferet ude i haven efter interviewet, siger hun.

»Sådan lidt regn gør ikke mig noget,« siger hun. Katrine Krogh Andersen har set det vejr, der er værre. Inden hun blev dekan på Det Natur-og Biovidenskabelige Fakultet, har hun blandt andet boret iskerner op af indlandsisen på Grønland og været forskningschef på DMI.

Klimakærligheden bor stadig i hende, og i rollen som dekan for 4.000 ansatte og 9.500 studerende vil hun blandt andet arbejde for, at fakultetets enorme sum af viden kommer til at spille en endnu større rolle i den samfundsomstilling, vi ikke kommer udenom. Og så vil hun være en modig leder, der ikke fører sine medarbejdere som en krigsherre, men lytter til dem.

En slags ny

Katrine Krogh Andersen sætter sig ved ellipsebordet under et stort maleri i pastelfarver, der snor sig i mere og mindre abstrakte former. Hun har ikke selv valgt det, det hang der, da hun flyttede ind og har vist nok gjort det en rum tid.

Katrine Krogh Andersen

Født i 1969.

Trådte til som dekan for Det Natur-og BiovidenskabeligeFakultet den 1. januar 2020.

Har før det arbejdet som forskningschef for DMI og somforskningsdekan i DTU.

Har også været en del af den danske delegation til FN’sklimapanel og forhandlet under COP15.

Har forsket i iskerner og klimasystemer.

Hun er ny dekan på Det Natur-og Biovidenskabelige Fakultet. Eller, det føler hun i hvert fald lidt selv. For selv om hun i virkeligheden tiltrådte for næsten to år siden, den 1. januar 2020, er det først for nylig, at hun for alvor har fundet sig til rette i hjørnekontoret på den gamle landbohøjskole på Frederiksberg.

»I ugerne op til min tiltrædelsesreception i marts kom nyhederne om, at coronavirussen spredte sig og siden om den første smittede dansker. Jeg havde inviteret 2-300 mennesker, og på dagen vendte jeg lige skråen og havde fat i rektor og folk omkring mig. Vi blev enige om at holde fast i planerne, fordi der ikkevar nogen regler endnu på det tidspunkt. En uge efter lukkede vi ned for fakultetet,« siger hun.

I et af sine første nyhedsbreve til fakultetets ansatte skrev Katrine Krogh Andersen, at hun ville være en modig dekan. At hun ville være leder på en anden måde. Nu skulle modet og det løfte, hun gav sig selv og sine nye kolleger stå sin prøve.

Ikke en kriger

Hvad mente du, da du skrev, at du ville være modig?

»Det, jeg mente og stadig mener er, at hvis man virkelig vil noget som leder – hvis man vil mere end blot at administrere – så er man nødt til at have mod til at vise tillid til sin organisation. Og til at samarbejde om et fælles mål,« siger Katrine Krogh Andersen.

Har du så rent faktisk været modig?

»Jeg har prøvet, men coronatiden har været en udfordring. De fleste dialoger er foregået på Zoom, og jeg har ikke mødt folk på gangene.«

»Jeg synes, at jeg er lykkedes meget godt med det i de fleste fora. Omstændighederne har været svære, men vi har haft konstruktive dialoger. Nu, hvor vi igen er fysisk tilbage på kontorerne, kan jeg rent faktisk komme ud på gangene, tale med folk og få en bedre forståelse for universitetet. På den måde føles det lidt som om, jeg kun har været her i to måneder.«

Det skorter ikke på stemmer, der efterlyser mere inddragelse på universitetet – også i Uniavisens spalter. Både studerende, VIP’er og TAP’er har givet udtryk for, at de ikke bliver hørt så meget, som de gerne vil. I bestyrelsen sidder to forskere, der er valgt ind for listen Inddrag Forskerne!, der kæmper for mere indflydelse til forskerne rundt omkring på institutterne.

»Selv om jeg har været væk fra Københavns Universitet i 13 år, har jeg i min tid uden for universitetet samarbejdet med en lang række KU-folk, og jeg har fulgt universitetet tæt. Det har undret mig, hvorfor kommunikationen generelt og samspillet mellem ansatte og ledelse af og til har været så krigerisk. Det er noget af det, jeg vil bestræbe mig på at ændre,« siger Katrine Krogh Andersen og tilføjer:

»Jeg er ikke en kriger, og jeg er ikke en krigsherre. Jeg vil hellere fokusere på vores fælles forståelse af, hvem vi er som fakultet og universitet, hvad vi skal, og hvor vi skal hen. Det kræver, at man som leder en gang imellem går ind i et rum med uenighed, hvor nogle måske er oprevet, og siger ’jeg tænker sådan her–hvad tænker I?’«

Artikler med på ferie

Katrine Krogh Andersen virker ikke krigerisk. Hun griner ofte. Under nedlukningen prøvede hun at vise lidt af sig selv til sine ansatte.

»Jeg synes for eksempel, at det var svært i sidste weekend. Coronasituationen går den forkerte vej, og vi var på vej ind i vintertiden. Så gælder det om at se lys i mørket. Jeg gik ud i skoven for at opleve de fantastiske efterårsfarver, jeg lavede en onlineaftale med venner i udlandet, og jeg udfordrede mig selv til at tænke på de gode og hyggelige ting, som vinteren også inviterer til,« skriver hun i et nyhedsbrev til sine ansatte.

»Alle var bange i starten. Man lærer undervejs, at de følelser man selv har som menneske, ligner de følelser, andre mennesker også har. Det kan vi lige så godt italesætte,« siger hun. Her på bagkant af nedlukningerne er det stadig en lille mærkesag for hende, at hendes medarbejdere husker at holde fri. Ligesom det har været en lille mærkesag i hendes eget liv.

»Selv har jeg øvet mig i mange år. Jeg har haft en forskertilværelse, jeg har tre børn, og min mand arbejder også meget, så jeg har i mange år haft artikler med på ferier og arbejdet om aftenen, når børnene sov. I dag er jeg blevet meget bedre til at sige, at nu holder jeg fri,« siger hun.

Hvad Indlandsisen gemte

Katrine Krogh Andersens videnskabelige hjerteblod er fysikken. Hun har en ph.d. fra Københavns Universitet og har været ansat som postdoc og lektor på Niels Bohr Institutet. Hendes forskning har været grundforskning i, hvordan vores klimasystem fungerer og hvorfor. Hun deltog i iskerneboringer på Grønlands Indlandsis og analyserede iskernernes sammensætning og urenheder længe før, klima blev politisk.

»Jeg kommer ud af en naturvidenskabelig familie, og mine forældre er begge to uddannet ingeniører. Naturvidenskab var en naturlig del af min barndom, og det stringente og det logiske har altid talt til mig,« siger dekanen.

Det har undret mig, hvorfor kommunikationen generelt og samspillet mellem ansatte og ledelse af og til har været så krigerisk.

Katrine Krogh Andersen.

Men på et tidspunkt var forskningen og undervisningen ikke længere nok for Katrine Krogh Andersen.

»Jeg havde små børn på det tidspunkt, så jeg skulle ikke til udlandet igen, men jeg blev nysgerrig efter at se, hvad jeg kunne bruge min viden til. Hvad det, vi lærer og laver på universitetet kan bruges til.«

Hun blev en del af den danske delegation til FN’s klimapanel og de internationale klimaforhandlinger frem mod COP15. Siden blev hun forskningschef på DMI og så forskningsdekan på DTU.

»Jeg er engageret og nysgerrig. Jeg vil ikke sige, jeg er utålmodig, men der må godt ske noget. Det er også en del af det,« siger hun.

Ikke et klimafakultet

Selv om Katrine Krogh Andersen for længst er har overladt iskernerne til andre, er hun stadig klimamenneske. Coronakrisen har vist hende, at vi kan løse kriser, hvis vi skal, og hvis videnskaben giver et gedigent nap med.

»Udfordringen er anderledes, fordi klimaforandringerne sker over lang tid og på den måde er mere abstrakte, end coronakrisen var. Når vi ikke lige oplever voldsomme vejrbegivenheder med store skader til følge, virker klimakrisen mindre akut, i hvert fald politisk. Og den har ingen hurtige løsninger, ingen vacciner.«

»Det gør det sværere, for det handler ikke om krisehåndtering, men et langt, sejt træk og en reel samfundsomstilling,« siger hun. Her spiller universitetet som institution og måske især SCIENCE en stor rolle.

»Den omstilling har vi meget bred og faglig viden om, men vi er også relevante på en anden måde. En samfundsomstilling handler ikke udelukkende om at udvikle ting og teknologier. Det handler om reel forandring. Og dét kræver meget bredere kompetencer. Hvis vi kan gå forrest og være det gode eksempel på tværfaglighed og samarbejde, vil det være fantastisk,« siger Katrine Krogh Andersen.

Regnen er stoppet, da fotografen melder klar til at fotografere dekanen i haven uden for hendes vinduer. De store træer har samlet dråberne og smider dem fra sig, når vinden støder. Katrine Krogh Andersen når at sige, at hun godt ved, at ikke alt og alle på SCIENCE kan eller skal dedikere sig til klimakampen.

»Det er en balance. På den ene side er det noget, jeg har beskæftiget mig meget med, på den anden side er det bare en af de mange udfordringer, vi har. Jeg har ingen ambitioner om, at vi skal være et klimafakultet, men jeg har en ambition om, at vi bringer vores viden i spil og er med til at understøtte udviklingen i samfundet,« siger hun.

Annonce

Seneste