Klimaet og Københavns Universitets vingefang

»Her bagved vokser afgrøder, der med ekstra lange rødder opfanger kvælstof. Det er virkelig spændende. Vi er det helt rigtige sted.«

Sådan sagde fødevareminister Rasmus Prehn (S), da han for nogle uger siden – flankeret af tre andre ministre – stod på en forsøgsmark på Københavns Universitets Taastrup Campus for at præsentere regeringens oplæg til grøn omstilling af landbruget.

Det ligner efterhånden en hastesag. Ikke mindst efter Klimarådet i februar mente, at det ikke var »anskueliggjort«, hvordan regeringen vil nå målet om en 70-procentsreduktion af drivhusgasser inden 2030.

Regeringen sætter sin lid til, at ny teknologi kan sætte fart på udviklingen efter en kurve, der ligner en hockeystav. KU’s forskere vil uden tvivl bidrage til stejlhed i kurven – særligt i landbruget, der i runde tal står for en tredjedel af Danmarks CO₂-udledning.

Mindst lige så vigtigt er det, at forskere og studerende skubber til beslutningstagerne med kritisk viden om, hvor det er klogt at sætte ind – uden at vi behøver at vente på teknologien. Kan klimapolitikken for eksempel køre længere på literen, hvis landbruget bliver ‘nudget’ til at gå fra animalske til plantebaserede fødevarer?

Fødevarer og landbrug er vigtige hjørner af KU’s klimaforskning. Men universitetets force er det ørneagtige vingefang i den faglige bredde – og dybden i grundforskningen. Alle grene af forskningen har noget vigtigt at byde på – og særligt samspillet mellem dem.

Tag et eksempel som brintbiler. Vores kolleger fra kemi kan måske knække koden til en billig katalysator. Men de har brug for økonomerne til at skrue bilafgifter sammen. Og køretøjet opnår næppe folkets gunst uden humanistiske indsigter i adfærd, vaner og forestillinger. Flere fagligheder skal formulere løsninger sammen.

Det er netop metoden i Green Solutions Centre, hvor knap 300 KU-forskere arbejder sammen for at definere projekter og skrive ansøgninger til blandt andet Innovationsfonden og Horizon Europe – om alt fra indfangning og fastholdelse af CO₂ til genanvendelse af tekstiler.

Regeringen bakker heldigvis op med investeringer i grøn forskning. Men vi håber også, at politikerne vil respektere, at forskning er uforudsigelig. Teknologier, der på forhånd bliver udråbt som vindere, kan blive det modsatte, og vores forestillingsevne er begrænset.

Som Henry Ford sagde: »Hvis jeg havde spurgt mine kunder, hvad de ville have, havde de sagt ‘en hurtigere hest.’«. Derfor bør der også være plads til grundforskning, som netop kan skabe den slags gennembrud og kurveknæk, der får en graf til at ligne en hockeystav.

De studerende er – sammen med forskningen – KU’s stærkeste forandringsmotor. Takket være de studerende sker der meget godt og grønt på KU’s uddannelser. De studerende stiller krav til bæredygtighed og vil være aktive medskabere af deres egen uddannelse. Det bakker vi op om. Derfor støtter vi Actory i Studenterhuset, hvor studerende kan mødes for at udvikle projekter på tværs af fag og sætte klimahandling i system.

Desuden har KU’s Sustainability Science Centre sørget for et overblik over universitetets store udbud af uddannelser og kurser inden for bæredygtig udvikling. Lige nu uddeler KU også midler til at udvikle undervisning med klimabæredygtighed.

Det var de studerendes engagement, der transporterede viden om klimakrisen fra de videnskabelige rapporter ud på gaderne og helt ind til køkkenbordene. Det er også de studerende, der med forskningsbaseret viden i rygsækken kan fuldbyrde forandringerne som grønne entreprenører i samfundet.