Klodens kaos kondenseret

Per Kirkeby er på alles læber. Han er netop fyldt halvfjerds, og for tiden fejrer Louisiana ham med pragt og pauker. Men et af mesterens absolutte hovedværker er ikke udstillet i Humlebæk; det skal man til City Campus for at opleve. I 2004 stod Kirkebys væg- og loftmaleri af indgangspartiet til Geologisk Museum færdigt. Det var museumsleder Minik Rosing der tog initiativ til udsmykningen, og han gav Per Kirkeby frie hænder til arbejdet.

De to har tilbragt tid sammen i felten ad flere omgange – Per Kirkeby er selv uddannet geolog – og museumslederen ønskede at kunstneren ville transformere den hvidkalkede klassicistiske hall til en grotte af levendegjort geologi.

Samarbejdet mellem professoren og kunstneren er nu også mundet ud i en bog. Verdensbillede hedder den, og det er en smuk sag. Bogen er i indtagende ‘coffee table’-format, og dens form er ret særlig. Et miks af fotografier af den færdigt dekorerede rotunde blander sig med snapshots fra dens udførelse og allehånde skitser fra Kirkebys notesbøger. Der er ingen billedtekster i klassisk forstand. Men tekst er der – af Minik Rosing.

Kunst og videnskab

»Malerkunstens største værker er alle verdensbilleder malet på hvælvinger af sin tids største kunstnere,« siger Minik Rosing i bogen, og man forstår af den udmelding at det var museumslederens sigte at sætte et tidssvarende mærke på væggen der afspejler geologernes videnskabelige virke.

»Kunst og videnskab er to sider af samme sag. Vi prøver at beskrive kaos og forholde os til verden igennem to vidt forskellige udtryk,« sagde Minik Rosing til Universitetsavisen da den farveeksplosive ornamentering af rotunden var færdig i 2004.

Og det er en svimlende oplevelse at stå og være et lille menneske under den knejsende hvælving. Dens brølende og skingre farver passer med garanti ikke til sofaen – man føler sig nærmest krænket af deres ekspressionisme. Minik Rosing er altså Kirkeby-kuplens kurator.

Og hvad er det den før så hvide hvælving rummer i dag? Det er netop et verdensbillede, for i Per Kirkebys rotunde skabes verden og udslettes igen, kontinenterne eroderer, og klimaet kollapser. Men med undergangen er en ny skabelse i sin vorden, og når man lader blikket vandre i rotunden, kan man for sit indre høre Leonard Cohen synge: »There is a crack in everything, that’s where the light gets in.«

Rosing skriver som Winding talte

Per Kirkeby har »givet vores inderste videnskabelige længsler mæle,« siger Minik Rosing i sin indledning til bogen. Og fotograf Jakob Lautrups billeder er så stærke og overbevisende at de taler for sig selv. Det får de også lov til, for Minik Rosings tekster er ikke almindelige billedtekster, men herlige genrehybrider af essays, videnskabelige artikler, programskrifter og fabler.

Under overskrifter som fx ‘Kulstoffet’, ‘Revner og sprækker’ og ‘Runer og sprækker’ undersøger Rosing det geologiske fundament som vi trods alt skylder vores eksistens. Minik Rosing skriver som Thomas Winding fortalte historier på DR i min barndom – så man trygt lader sig forføre. Og de forskellige essays afslører at professoren er lidt af en polyhistor der nok har sit udgangspunkt i den eksakte videnskab, men som afgjort er humanist i ascendanten.

I hans essays finder man en utvungen, naturlig kobling af, videnskab og lidenskab. Han slår sine steder en didaktisk tone an, og man aner at han gerne vil give nutidsmennesket et længere perspektiv og en bredere horisont. Minik Rosing er sågar ude efter det verdenssyn der afspejler sig i sproget, på side 44 hedder det således:

»…Verdenshavene (ændrede) niveau, landmasser blev trykket ned, eller rejste sig af havet, og hele kontinenter ændrede hældning og sendte de store floder i nye retninger. Skov afløste steppe et sted, medens ørkenen fortærede junglen et andet. I en verden under evig forandring var vore forfædre underkastet et voldsomt evolutionært pres, hvor omstillingsparathed ikke blot var en floskel.«

Det var digteren Søren Ulrik Thomsen der ville ‘kondensere klodens kaos i en blank manchetknap’. Per Kirkeby har kondenseret klodens kaos i rotunden på Geologisk Museum. Det skal ses. Og meget gerne i selskab med Minik Rosing hjemme i sofaen.

gbg@adm.ku.dk