København mister forskningsperle

En ubodelig skade på forskningen i teoretisk fysik er i færd med at blive forvoldt. Ikke bare for Københavns Universitet, ikke bare for Danmark og Norden, men for den teoretiske fysik i al almindelighed.

I næsten 50 år har Nordisk Institut for Teoretisk Fysik (i daglig tale Nordita) placeret København i topklassen inden for grundforskning.

Men nu vil Nordisk Ministerråd flytte instituttet til Stockholm – uden at den danske regering protesterer og uden sikkerhed for at Nordita overhovedet overlever flytningen.

En eventuel flytning af Nordita fra København til Stockholm vil betyde et endog meget stort tab for teoretisk fysik i Danmark.

»Nordita har, i et fantastisk flot samspil med Niels Bohr Instituttet, skabt et sandt mekka for teoretisk fysik i København. Så for Danmark drejer det sig om tabet af en international forskningsinstitution i den absolutte elite.

Værdien af dette kan simpelthen ikke gøres op, og afsmitningen af en eventuel flytning vil kunne mærkes alle steder i det teoretiske fysikmiljø i Danmark, ikke blot i København. Det vil gøre ondt,« siger Poul Henrik Damgaard der er lektor på Niels Bohr Institutet (NBI) og det danske medlem af Norditas bestyrelse.

Han udtrykker også sin forundring over at den danske regering der trods erklærede ønsker om at styrke den naturvidenskabelige forskning i Danmark tilsyneladende ikke har gjort noget som helst for at holde på Nordita.

»Hvordan hænger dette sammen med regeringens løfter om styrkelse af forskningen i Danmark?« spørger han.

Omlægning af nordisk forskerstøtte
At spørgsmålet om en flytning af Nordita overhovedet er opstået, skyldes en beslutning fra 2003 i Nordisk Ministerråd.

Her vedtog rådet at omlægge forskerstøtten for en række af dets institutioner, heriblandt Nordita.

Under den gamle ordning stod Nordisk Ministerråd selv for størstedelen af finansieringen af Nordita, men nu ønsker man fra 2007 kun at betale halvdelen af de årlige udgifter på 19 millioner kroner.

Resten skal findes ved at man forankrer Nordita i ét bestemt universitet, men dog fortsat har en klar nordisk profil.

Både Stockholms og Københavns universiteter har budt på opgaven med at videreføre Nordita. Jørgen Olsen, prorektor for Københavns Universitet, har været dybt involveret i forhandlingerne, der var en lang procedure mellem Københavns Universitet, Nordita og Nordisk Ministerråd.

Her gjorde man klart at Københavns Universitet meget gerne vil beholde Nordita, og at man betragter NBI og Nordita som partnere.

»Vi mener at vi fagligt og økonomisk har givet et godt tilbud. Godt for Nordita, godt for Danmark og godt for Norden.

Og vi mener at det er den rigtige beslutning at lade Nordita blive i København,« siger Jørgen Olsen.

Fine kontorer
Nordisk Ministerråds generalsekretær, svenskeren Per Unckel, er blevet sat til at vurdere de to bud, og på et ministerrådsmøde den 5. april anbefalede han at flytte Nordita til Stockholm. Den vurdering kom bag på de fleste, også på Poul Henrik Damgaard.

»KU har leveret et brandgodt tilbud på hvordan Nordita kunne blive en integreret del af universitetsmiljøet her, et tilbud der fuldt og helt kan måle sig med det tilbud universitetet i Stockholm er kommet med.

Generalsekretær Per Unckel fra Nordisk Ministerråd havde til mødet i Nordisk Ministerråd skrevet et memorandum der meget koncist satte de to tilbud op imod hinanden. Heri konkluderede han blandt andet at på et så helt essentielt område som den fremtidige stillingsstruktur er KU’s tilbud på sigt stærkere.

Det eneste punkt hvor KU’s tilbud tilsyneladende er svagere end det stockholmske er med hensyn til bygningerne: Per Unckel mente at bygningerne og kontorerne i Stockholm var noget pænere og af en bedre kvalitet end KU’s Blegdamsvej-kompleks. Som om det var af betydning!

Det handler jo ikke om hvor fine kontorerne ser ud, men om hvem der befolker dem og hvilken forskning de producerer.

Der sidder tilfældigvis blandt andet to Nobelpristagere i fysik på Blegdamsvej, og Per Unckel har ret: deres kontorer er ikke prangende. Jeg tror ikke de går ret meget op i det,« mener Poul Henrik Damgaard.

Også institutlederen for NBI, professor John Renner Hansen, stiller sig uforstående over for Per Unckels beslutning.

»Jeg forstår det ikke. Der ligger jo et notat fra Per Unckel som siger at buddene er nærmest ens, bortset fra ansættelsesstrukturerne og lokalerne.
Men lokaler er ikke vigtige.«

Det vigtige er derimod hvor lokalerne ligger, og i hvilket forskningsmiljø de indgår, mener John Renner Hansen. Men netop vurderingen af disse vigtige forskningsmiljøer som Nordita skal ind og være en del af, er slet ikke blevet medtaget i grundlaget for generalsekretærens beslutning.

»Hvilke forskningsmiljøer indgår Nordita i? Per Unckel siger at de er ens i Stockholm og København, men det ved han ikke, for det er ikke blevet undersøgt. Der var nedsat en gruppe der havde til opgave at undersøge forskningsmiljøerne, men deres rapport indeholder ikke et ord om de videnskabelige miljøer de to steder.

Der står heller ikke noget om at NBI og Nordita har arbejdet sammen i 48 år. Ikke et ord,« siger John Renner Hansen.

Forskellene
Den kritik tager generalsekretær Per Unckel dog meget roligt.

»Min første kommentar er at begge forskningsmiljøer er meget succesrige. Det er svært som lægmand at sige at det ene er bedre end det andet. Men det er naturligvis ikke lokalerne der har været afgørende,« siger Per Unckel der i sin vurdering har lagt vægt på fire kriterier: Organisationsformerne; stillingerne, hvordan de organiseres; miljøerne, herunder lokalerne; og endelig de finansielle vilkår. Og her er det hans mening at Stockholms bud vejer tungest.

Men det er Københavns Universitet ikke enig i. Med hensyn til organiseringen af stillingerne mener John Renner Hansen at København er langt foran Stockholm.

»KU har tilbudt en meget fleksibel ansættelsespolitik for Nordita der giver mulighed for at fremme de forskningsområder inden for teoretisk fysik som på et givet tidspunkt er mest interessant.

Nordita kan vælge at tilknytte op til fem forskere fra NBI og en fra Lunds Universitet som kan bruge al deres tid på Nordita. Efter et til fem år, alt efter projektets varighed, kan Nordita vælge at tilknytte en anden til et nyt spændende projekt.

Den svenske model vil ansætte nogle fastansatte professorer, og så hænger man på dem. Vi synes naturligvis vores forslag er bedst for den type institution som Nordita repræsenterer og er i overensstemmelse med Norditas egne visioner,« siger Renner Hansen.

Det økonomiske fundament er også bedre i Københavns Universitets bud, mener Poul Henrik Damgaard.

»Det er nævnt at Stockholm bidrager med flere penge. I virkeligheden er det yderst tvivlsomt. Der foreligger ganske vist en lovning på cirka otte millioner danske kroner pr. år i de tre første år fra Stockholms side, men fra dette beløb skal trækkes alle udgifter i forbindelse med lukning af institutionen her i København – personalemæssige forpligtelser med mere. Så hvad resterer? Og hvad sker der efter de første tre år?

Tilbuddet fra KU indebærer en overførsel af cirka tre millioner kroner årligt – fremover! Uden nogen tidsmæssig begrænsning,« påpeger Damgaard.

Flytning eller lukning
Den største hurdle som Per Unckel efter Københavns Universitets mening har overset, er selve flytningen. Det viser sig nemlig at Norditas ansatte ikke er indstillet på at følge med til Stockholm, skulle instituttet blive placeret der.

»Hvis jeg er korrekt informeret, kan antallet af videnskabelige medarbejdere der er villige til overhovedet at overveje at flytte til Stockholm, tælles på to fingre. Men hermed falder det hele jo på gulvet.

Så er der helt klart ikke tale om en flytning, men om en lukning af Nordita i København, og et skjult forsøg på at åbne et helt nyt og andet institut i Stockholm under samme navn,« siger Poul Henrik Damgaard.

De nuværende ansattes skepsis bringer imidlertid ikke Per Unckel ud af fatning.

»Mange års erfaring med forskningsmiljøer har lært mig at man skal vente med at tage den slags beslutninger til man har det færdige grundlag,« siger Per Unckel, og han mener da også at de fleste videnskabelige medarbejdere nok vil ombestemme sig når de ser det endelige løsningsforslag.
»Så jeg tager det roligt.«

John Renner Hansen er ikke rolig.
»Hvornår har Per Unckel sidst flyttet en sådan institution? Han har nedlagt institutioner i Sverige da han var undervisningsminister, men har han flyttet dem?

I Danmark har vi den erfaring at det er meget svært at flytte selv mindre avancerede institutioner. Så det er et lidt tomt udsagn,« siger Renner Hansen.

Men det er ikke kun personalet der kan være svære at flytte. Ifølge John Renner Hansen er det at skabe en succesfuld forskningsinstitution nemlig ikke bare et spørgsmål om at poste penge i projektet.

Det handler i højere grad om historie, om samarbejde og om miljø. Og det er ikke sikkert at det følger med til Stockholm.

Ifølge institutlederen kan flytningen derfor de facto blive en nedlæggelse af Nordita og en oprettelse af et helt andet og anderledes institut i Stockholm der bare bærer Norditas navn.

»Et meget konkret spørgsmål man kan stille Per Unckel er at hvis det er så simpelt at lave en internationalt anerkendt forskningsinstitution for ti millioner kroner om året, hvorfor har svenskerne så ikke gjort det for lang tid siden? Man tror det er en pølsefabrik. Det er det ikke.«

Heri er Poul Henrik Damgaard enig. Flytter man Nordita uden at få de ansatte og deres indbyrdes forskningsfællesskab med, risikerer man at skulle starte et institut op helt fra bunden igen. Og det kan man ikke bare.

»Det er desværre sådan at det kræver andet end penge at etablere et forskningsinstitut i eliteklassen. Mange er overraskede over hvor beskedent Norditas budget er i forhold til den enorme videnskabelige indflydelse det har øvet igennem årene.

Det er umådelig let at bruge store beløb på ligegyldig og middelmådig forskning. Det svære er at skabe et institut hvis værdi rækker ud over det ordinære. Når først man har det, giver man aldrig slip.

Det forstår det nordiske fysikersamfund, og det er derfor protestskrivelserne mod lukningen af Nordita i København er væltet ind. I en sådan situation kan jeg ikke forestille mig at den danske regering og de ansvarlige nordiske ministre vil lade dette passere,« siger Poul Henrik Damgaard og opfordrer de danske politikere til at træde til og forhindre flytningen.

John Renner Hansen finder også at der er behov for at regeringerne i Nordisk Ministerråd finder en politisk løsning på problemet.

»Et argument for flytningen har været at Sverige ikke har nogen institution under Nordisk Ministerråd. Så giv dem dog en! Nordisk Ministerråd mangler ikke penge efter man har nedlagt en række andre forskningsinstitutioner,« siger Renner Hansen.

John Renner Hansen foreslår at man således opretter et helt nyt fysisk institut i Stockholm, også under Nordisk Ministerråd.

»Det ville være en salomonisk løsning at oprette en ny institution i Sverige, NBI beholder Nordita, og ingen taber ansigt.

Hvis svenskerne ikke vil gå med til det, er det fordi de vil have Nordita, de vil have et brand,« siger John Renner Hansen og understreger at det ikke er for NBI’s skyld han ønsker at beholde Nordita, men for Norditas egen skyld.

»NBI falder ikke fra hinanden når man fjerner noget som 15 procent af instituttet beskæftiger sig med. Det er ikke en katastrofe for NBI hvis Nordita flytter. Men det kan blive det for Nordita.«

Kristoffer Holm Pedersen er freelance journalist og danskstuderende.