Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Københavns Universitet og Ungdomshuset

Universitetsavisen har mødt tre universitetsstuderende, som også er faste brugere af Ungdomshuset, til en snak om tidens mest omdiskuterede adresse, Jagtvej 69

I dagspressen får Ungdomshuset først og fremmest opmærksomhed når der er ballade i gaden. På universitetet har det været genstand for forskning i ungdomskultur og politisk aktivisme. For de fleste brugere af huset er ’Ungeren’ imidlertid hverken et studieobjekt eller et udgangspunkt for uroligheder. Det er først og fremmest et fristed, også for nogle af de studerende fra Københavns Universitet.

Antropologistuderende Simon Eiriksson er i dag klippet helt korthåret, og kun en diskret ring mellem næseborene vidner om en fortid som punker med højt hår og hanekam: »Ungdomshuset var det eneste sted hvor jeg følte mig rigtigt hjemme. Her var jeg ikke den eneste med hanekam som syntes punkmusik er fedt.«

»Jeg er fast bruger gennem de sidste 10-11 år,« fortæller Simon. Han har først og fremmest brugt huset til at gå i byen og til koncerter. En overgang var her også en biograf og om søndagen kunne man bytte cd’er. I sommers stod han bag happeningen ’Djævlerock på hjul’ sammen med blandt andre Anne Marie Jensen fra Psykologi. De fik et par punkbands til på en ladvogn at spille op i de københavnske gader for at skabe opmærksomhed om Ungdomshusets sag.

Anne Marie har ligesom Simon brugt Ungdomshuset i mange år, men især det sidste halve år har hun været dybere involveret i kampen for bevarelsen af huset. »Det er først og fremmest en kamp for retten til at være anderledes,« siger Anne Marie. Efter hendes mening er kommunens gentagne angreb på huset ikke blot et spørgsmål om mursten på Jagtvej 69. Det er et angreb på en ungdomskultur som de ikke kan lide, og som ikke passer ind i deres billede af en velfriseret hovedstad.

Halfdan Knudsen som læser medicin, er også fast inventar. »Jeg begyndte at komme i Ungeren sideløbende med at jeg blev politisk interesseret. Her kunne jeg dele og udvikle mine holdninger med andre ligesindede,« fortæller han.

Omsorg for lokalsamfundet
De politiske aktiviteter er kun en mindre del af dagligdagen. Alle tre mener at en af Ungdomshusets fornemmeste opgaver er at stille øvelokaler og scene til rådighed for alternativ musik. Både punk, hip hop, reggae og rock er på plakaten. Aktivisterne står også bag cirkusfestivaler og gøglerworkshops for daginstitutioner i nabolaget. For tiden sender aktivister nonstop piratradio hvor man kan følge udviklingen omkring huset.

Halfdan mener desuden at huset udfylder en vigtig social funktion: »Unge som ikke lige passer ind i de traditionelle kasser, kan finde et værested og fællesskab. Alt i alt synes jeg vores aktiviteter er udtryk for stor omsorg for lokalsamfundet.«

Simon supplerer: »Huset er 100 procent brugerstyret. Det betyder at unge kan sætte skub i aktiviteter uden at skulle spørge pædagoger om lov og uden at skulle igennem det sygeste lovcirkus. Dokumentation og papirnusseri dræber initiativ.«

De er alle tre enige om at Ungdomshuset ligger bedst på Jagtvej 69. Anne Marie er bekymret for at et nyt hus bliver overbebyrdet med dokumentationskrav fra Kommunen, men hvis hun skal vælge, er hun ikke i tvivl: Hellere et nyt Ungdomshus, end slet intet Ungdomshus.

Ungdomshusets fremtid er i skrivende stund stadig uafklaret.

Seneste