Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Københavns Universitet stemmer rødt

POLITIK - Rød blok med SF i spidsen vinder ved næste valg, hvis det står til Universitetsavisens læsere. Venstre må derimod tage til takke med at være på størrelse med Enhedslisten, som er vokset til næsten det dobbelte.

Læserne af avisen om og for Danmarks ældste og største universitet er langt rødere end den øvrige befolkning. Det viser de seneste nøgletal for Universitetsavisens læsere i Index Danmark/ Gallup.

Flest af avisens læsere vil sætte krydset ved SF ved næste valg, mens Socialdemokraterne får 15 procent, og Det Radikale Venstre kommer ind på en tredjeplads med 10,7 procent af stemmerne.

Venstre må til gengæld finde sig i at have samme opbakning som Enhedslisten, der vokser til næsten det dobbelte.

En typisk tendens

Valgforsker fra Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet ( KU) Kasper Møller Hansen er ikke overrasket over, at Universitetsavisens læsere er markant rødere end landsgennemsnittet.

»Det bekræfter sådan set, hvad vi allerede ved,« siger han.

»Unge er mere venstreorienterede end ældre, og særligt blandt de helt unge er der en venstreorienteret tendens, hvor SF især har rigtig meget vind i sejlene. På andre tidspunkter har det været modsat, men lige nu er det venstrefløjen, der har tag i de unge vælgere,« siger han med reference til, at en stor del af avisens læsere er unge studerende.

»København er også en rød by, hvilket tallene også afspejler. Generelt står venstreorienterede partier rigtig stærkt i storbyen.« »Det høje uddannelsesniveau blandt jeres læsere spiller også ind. Det er akademikere og kommende akademikere, der læser den her avis, og det er en gruppe, der traditionelt stemmer til venstre for midten,« siger Møller Hansen.

Skillelinje i dansk politik

Men der er institutter på KU, som ikke bidrager til billedet af en venstreorienteret universitetsbefolkning.

»På Økonomi er både de studerende og ansatte mere ovre i den blå ende af skalaen,« siger Kasper Møller Hansen.

Det modsatte billede tegner sig til gengæld blandt statskundskaberne, som er ræverøde.

»På Statskundskab måler vi årligt vores studerende. Sammenlignet med universitetsavisens læsere er der lidt flere radikale og SF’ere blandt statskundskaberne. Men tendensen er den samme, at der er mange rigtig røde og meget få rigtig blå,« siger Kasper Møller.

Han fortæller, at uddannelse spiller en så stor rolle for vælgernes politiske ståsted, at man taler om uddannelse som en ny skillelinje i dansk politik.

»Højtuddannede stemmer helt klart mere til venstre for midten og især mere på Radikale Venstre, mens Dansk Folkepartis vælgere typisk har en kortere uddannelse,« siger Møller Hansen.

khkr@adm.ku.dk

Bliv opdateret med nyheder om Københavns Universitet i Universitetsavisens nyhedsbrev.

Seneste