Københavns Universitets klimapolitiske road show

NORDSJÆLLANDS Astronomiforening havde 15. september et velbesøgt foredragsarrangement på Helsingør Bibliotek med professor Eigil Kaas (EK) fra Niels Bohr Instituttet på Københavns Universitet, og emnet var ‘Klimaet siden sidste IPCC-rapport.’

Ved den lejlighed viste EK en skematisk visualiseret model af solens indstrålede varmeeffekt og effekten af afbrænding af fossilt kulstof og energiernes reflektering og udstråling fra jorden og atmosfæren med alle disse mange delelementers numeriske værdi i hundreder af w/m²/år noteret, og nederst på det store flotte landskab med vand, skyer, kraftværk, jord og himmel, var resultatet noteret til + 0,9 w/m²/år, og hermed blev det bevist, hvorfor jordens gennemsnitstemperatur steg.

Og som det fremgik i øvrigt, var det blandt de mange forskelligartede delelementer i udpræget og altovervejende grad på grund af en eneste ting: stigende CO2-indhold i atmosfæren, hidrørende fra afbrænding af fossilt kul.

Uden at forholde mig til betydningen af specielt CO2-spørgsmålet, forekom det opstillede regnestykke ret problematisk, idet resultatet var en endog meget lille numerisk størrelse i forhold til mængden og størrelsen af de tal regnestykket indeholdt, og disse tals individuelle videnskabelige usikkerhedsmargin.

Men publikum annammede budskabet, og lod sig vel overbevise om præcisionen i den videnskabelige indsigt af alle disse energiudvekslinger og strålingseffekter imellem vores jord og himmelrummet.

Her kan vel indvendes, at målet helliger midlet, og det gør det vel også, men kun i politik, kærlighed og markedsgøgl. Det forekommer ikke troværdigt således at foredrage en endog meget nøjagtig viden om hvert af alle disse mere eller mindre kaotiske naturfænomener blot for at underbygge et resultat, den stigende temperatur, og slet ikke i en tid, hvor vi kan se tilbage på ti år uden temperaturstigning.

Når man bænker sig til et foredrag om et emne, og foredragsholderen har rod i Københavns Universitet, er det med en forventning om den videnskabelige verdensklasse KU brander sig på, og hertil hører vel også begreber som usikkerhed og tvivlens nådegave.

Som et spørgsmål til EK efterlyste jeg ved den lejlighed en holdning til betydningen af, at befolkningstilvæksten i de 50 år, der er fokus på, betyder, at der tilgår atmosfæren rundt 1.750.000.000 tons CO2 mere pr. år end før temperaturstigningerne begyndte, alene ved deres gang på jorden.

Det blev af EK besvaret som ganske uden betydning, idet mennesket jo som sådan var CO2-neutralt og i balance med plantevæksten i ilt- og kuldioxidudvekslingen, og forsamlingen var tydeligvis enig i, at de selv som eksistenser var ganske betydningsløse.

Og det er da også så ganske vist, at vi er i balance som anført, men for at balancen kan opretholdes på uændret og tidligere CO2-niveau, kræver det vel en analog stigning i plantemængden i samme periode.

Og jf. udmeldinger fra biologer og alle de ‘grønne interesseorganisationer’ er plantevæksten vist faldet i perioden, regnskov forsvinder og Sahara breder sig, så balancen må nødvendigvis skulle opretholdes på et højere CO2-niveau, på samme måde som det er erfaret fra væksthuse: Tilførsel af CO2 giver øget plantevækst og produktivitet og dermed øget ilt- og CO2-omsætning.

Det er naturligvis politisk ubehageligt måske at skulle forholde sig til, at menneskemængden i sig selv også kan være af betydning for den atmosfæreudvikling der sker, og som mange ønsker at undgå, men et universitet har vel også til opgave at udfordre når det er ubekvemt, som supplement til farvestrålende plancher, der propaganderer for den herskende mening.

SVAR: Voksende befolkninger er det største problem

Af Eigil Kaas, professor, Niels Bohr Institutet, KU

JEG VISTE I foredraget en række figurer, der illustrerer planetens energibalancer og de processer, der ligger bag. Desuden var der fokus på mulige ændringer – det vil sige ubalancer.

Jeg viste blandt andet en figur udarbejdet af Trenberth m.fl. (2009), hvor man for det nuværende klima har estimeret størrelsen af alle energiflukse mellem universet og jordsystemet. Af figuren fremgår, at vores planet for tiden modtager omkring 0,9 W/m² mere, end den afgiver. Dette tal er som forventeligt lille i forhold til for eksempel den samlede mængde solstråling (ca. 341 W/m²), der rammer jordskiven (set fra solen).

Jeg er næsten helt sikker på, at jeg gjorde opmærksom på, at der er en betydelig usikkerhed i de 0.9 W/m² – Trenberth m.fl. angiver (0.15 W/m² baseret på klimamodelberegninger. Der er dog ikke reel mulighed for, at tallet skulle være tæt på 0 eller endog negativt. I praksis må et energioverskud som dette altid ende i verdenshavene.

De 0,9 W/m² er faktisk i god overensstemmelse med den observerede stigningsrate i oceanernes indre energi og tilsvarende med stigningsraten i global vandstand fraregnet bidrag fra smeltende gletsjere med videre.

Med hensyn til det enkelte menneskes betydning i CO2 regnskabet: Den store og voksende verdensbefolkning er naturligvis et væsentligt problem og en af hovedårsagerne til, at energiforbruget stiger.

Diskussionen omkring dit spørgsmål var: Vil det enkelte menneske bidrage til stigende CO2-udslip, hvis man overhovedet ikke anvendte fossile brændsler nogen steder på jorden. Her var mit svar nej. Jeg holder fast i dette svar, hvis vi ser hen over en længere årrække. Der vil i dette tilfælde være balance mellem optag og emissioner af CO2 fra og til atmosfæren, og den samlede biomasse på Jorden behøver ikke nødvendigvis at skulle ændres.

Diskussionen drejede sig udelukkende om CO2-regnskabet. Vi kom ikke ind på andre følgevirkninger af et stærkt øget ikke-fossilt energiforbrug og andre klimatiske effekter som for eksempel ændret arealanvendelse. Sådanne effekter kan også føre til global opvarmning, og dette kan så føre til afledte effekter i kulstoffets kredsløb – altså stigende atmosfæriske koncentrationer.

Den voksende verdensbefolkning er efter min mening det største af alle problemer, når vi taler klima og energi. Hvis alle skal have de samme muligheder, som vi har i den rige del af verden, vil det blive rigtig svært at opretholde en bæredygtig ikke-fossil verden.